Da jeg gik i gymnasiet, gik vi på værtshus hver fredag efter idræt. Eller rettere: Vi gik på to værtshuse. Enten på et, der lå i en kølig kælder med levende lys, eller på et andet i et langt, smalt lokale med en sur em af gammel røg, nikotinfedtede vægge og et fast hold alkoholikere.

Der smed vi rygsække og sportstasker under bordet og drak Hof af flasken og røg, så godt vi nu kunne. Og fik vi nok at drikke, skrålede vi med på sangene i jukeboksen. Ikke mindst dem fra en eller anden John Mogensen-opsamling. Vi sang med ironi i stemmerne, fordi ironi hører til gymnasieårenes umodenhed, men også fordi sangene jo virkelig var lige så dårlig stil som værtshuset, vi sad på.