Rebecca Andersen bor et af de smukkeste steder i Danmark. Det mener hun i hvert fald selv. Man kører syd for Vordingborg, passerer bølgende kornmarker og grønne skove og kører til sidst flere kilometer ud ad en landtange med smålandshavets blå vand på den ene side og Avnø Fjord på den anden. Midt i et naturskønt område ligger en idyllisk landejendom med en postkortagtig udsigt til alle fire verdenshjørner. Her har Rebecca slået sig ned med sine voksne sønner og deres børn. Hun er pensioneret efter et langt liv i hæren og bruger tid på at opdrætte gravhunde.

Der er gået over et år, siden vi talte med Rebecca Andersen første gang. Men det er ikke nogen let opgave at få en aftale i stand med hende. En mandag formiddag, da hun netop var stået op, sagde hun dog god for at mødes. ”Jeg er klar. Men du må hellere komme ret hurtigt, ellers ombestemmer jeg mig måske.”

Rebecca tager imod med et fast håndtryk. Hun vil gerne fortælle historien om sin tidligere forlovede John Mogensen. En historie, hun har gjort alt for at lægge bag sig. En historie, som Forsvaret aldrig har fortalt. Det er historien om John Mogensen, der døde som 49-årig. For også en mand med et plaget sind tæller med, når Danmark gør sine faldne op.

Soldat af den gamle skole

John Mogensen var soldat af den gamle skole. Ifølge Rebecca, som mødte den noget yngre John i hæren, var oversergenten dygtigere end sine kolleger og sine overordnede til det, der var hans spidskompetence: Kommunikation. Han kunne flikke et fuldt funktionsdygtigt kommunikationscenter sammen på rekordtid. Trække kabler, slutte telefoner, radioer og computere til og få det hele til at arbejde sammen med satellitter, så der var kontakt mellem Danmark og de danske soldater i krig.

Det var ikke første gang, hæren sendte bud efter John Mogensen, når der skulle bygges sådan et kommunikationscenter op fra grunden. Hans seneste internationale mission var i den danske lejr i Doboj i Bosnien, hvor han var udsendt i et halvt år i begyndelsen af det nye årtusinde. Hans kolleger fra Bosnien skrev i holdets blå bog kærligt om ”den gamle”: Han var ”benhård, men hamrende uretfærdigt. Kan alle paragraffer og lovord om kryptosikkerhed i hovedet”.

Men lige så åben, fagligt dygtig og samarbejdsvillig han var, lige så lukket var han som menneske. Det var kun få personer i denne verden, der lærte den virkelige John Mogensen at kende.

Han talte sjældent om sin familie og opvækst, hvor hans mor havde kiosken på Friheden Station i Hvidovre, mens faderen arbejdede som tjener.

Han havde også en syv år yngre lillesøster, men end ikke hans nærmeste kolleger kendte til hende. De troede, at Rebecca var Johns eneste familie.

Hvis man derfor skulle sætte en etiket på John, var det måske, at han var den fødte soldat. John bandt sig ikke til nogen eller noget. Han så ikke sine tidligere skolekammerater eller gamle venner. Når det var slut, så var det slut. Han bandt sig heller ikke til ting og var altid parat til at rykke ud. Faktisk ejede han ikke meget mere, end at han kunne pakke det hele ned i en rygsæk og tage den på nakken. ”Han boede alle steder og ingen steder. Han var totalt ligeglad med ting og kunne slet ikke forholde sig til en sofa eller en bil eller kongeligt porcelæn. Han samlede kun på ure og havde et Breitling i sin samling. Han samlede på militærgrej, havde kasteknive og en kastebane i kælderen, men et maleri til væggen kunne han aldrig finde på at købe,” siger Rebecca.

Rebecca og John mødte hinanden i 1980erne, mens Rebecca endnu var gift med en anden, faren til sine to drenge. Skønt det tog lidt tid, endte de som kærester og forlovede, men flyttede aldrig fast sammen. ”Han var ligeglad med, hvor han boede. Alt skulle være bærbart. Det var blandt andet derfor, vi aldrig blev gift og flyttede sammen. Jeg, derimod, skal have min base. Det var han ligeglad med. Havde han ikke en seng at sove i, så lagde han sig bare udenfor på græsset. Så kunne han på ægte B. S. Christiansen-manér trække nogle snore, sætte telt op og tænde ild. Han kunne klare sig alle vegne,” siger Rebecca.

Hun forelskede sig i en mand, der var veltrænet og løb maraton. Som person hvilede han totalt i sig selv, var ansvarsbevidst, røg pibe, forsvarede sit hjemland, oversatte bøger, var et levende leksikon og vandt næsten hver gang i Trivial Pursuit. ”Han talte fire sprog flydende. Tyskerne kunne ikke høre, han ikke var tysker, og englænderne kunne ikke høre, han ikke var englænder,” fortæller Rebecca. Kun en enkelt gang har måttet hjælpe ham i sprog, da han som udstationeret i Rendsburg ringede hjem for at høre, hvad bagepulver egentlig hed på tysk.

»Vi skulle blive her og passe på Danmark«

Men John havde aldrig fået papirer på sine færdigheder. Han kom aldrig på officersskole. Derfor varetog han en masse funktioner, han følte lå langt under hans faglige niveau og erfaring. Rebecca beskriver ham som en soldat, der var kommet i klemme. Han var for gammel til at få en ny uddannelse og havde ikke i tide fået de uddannelser, der kunne give ham de job, han gerne ville have i Forsvaret. Han hørte hjemme i militæret, men gad ikke sidde og stille på antenner længere. Han ville noget andet. John var rundet af tiden under Den Kolde Krig, hvor det handlede om at forsvare de danske grænser imod en udefrakommende fjende. Det passede ham. Han var politisk konservativ og ønskede at forsvare sit hjemland og den danske dronning. Men tiderne skiftede, og Danmark påtog sig gradvist flere opgaver i internationale konflikter, og skulle man begå sig i hæren og stige i graderne, var man nødt til at rejse med ud. ”Men John ville ikke ud og slå ihjel. Vi var oplært til noget andet. Vi skulle blive her og passe på Danmark,” siger Rebecca.

Men arbejdet krævede en udsendelse mere af John. I 2004 stod John til at blive sendt til Afghanistan, Danmarks nye indsatsområde på den internationale scene. I tiden op til sin udsendelse ændrede John gradvist adfærd og blev mere fjern. Også over for sin forlovede, som gik derhjemme, mens han var på øvelser i Jylland.

Han glædede sig ikke. Han var langt ældre end de fleste andre soldater og huskede, hvor bravt, han havde kedet sig i lejren i Bosnien, når de unge talte om tunede biler og kærestesorger. Han tog kun nødtvungent af sted til Afghanistan, fordi han havde fået stillet en bedre stilling i udsigt: Drømmen var at blive sagsbehandler i Forsvaret i stedet for at være ude i felten. Det job blev han sat i udsigt gang på gang på gang, hvis ”bare han lige tog af sted en gang til”, siger Rebecca.

Når han kom hjem fra missionerne, fik han besked på, at der ikke var plads til ham alligevel. Han kunne komme ud i stående styrke. Men han var tæt på 50 og gad ikke stå og råbe efter rekrutter klokken syv om morgenen. Rebecca kunne mærke, at der var noget helt galt, da han sagde ja til at rejse til Afghanistan. I tiden op til sin udsendelse var han begyndt at drikke og tage på i vægt. Han havde meldt sig ud af folkekirken, men meldte sig pludselig ind igen tre uger før sin udsendelse. Hun fik sværere og sværere ved at komme i kontakt med ham, når han var i træningslejr i Jylland. Og på et tidspunkt blev hun så nervøs, at hun ringede til hans overordnede. ”Men da jeg fortalte, at John ikke kom hjem til mig i påskeferien, reagerede de bare ved at give John en skideballe, fordi han ”gemte sig for sin kone”. De forstod ingenting. John var meget, meget ked af det. Det er besynderligt, at ingen opdagede, at det tog hårdt på ham psykisk, og jeg synes ikke, man kan være bekendt at sende en syg mand ud. John var depressiv, da de sendte ham til Afghanistan. Han forsvandt for mig,” siger Rebecca.

Halvvejs i udsendelsen var John hjemme i Danmark på en kort orlov. Det var to gode uger, hvor han igen talte som i gamle dage. Han virkede fokuseret og lovede, at han ville kontakte en psykolog, når han kom hjem til Danmark igen. ”Men set i bakspejlet kan jeg godt se, at han ikke havde tænkt sig at vende hjem igen.”

Den 3. december 2004 tog John sit tjenestevåben og forlod den danske lejr, Camp Viking, i Kabul. Han var tilsyneladende helt afklaret med sin videre skæbne og gik bevidst over i den tyske del af lejren. Her var det en fremmed og ikke en af hans bedste venner, der ville finde ham. Han satte sig ned i en bunker, afsikrede sit våben og skød sig selv.

Ingen erstatning

John Mogensens død trak ikke de store overskrifter i den danske offentlighed. Det var ellers endnu meget usædvanligt, at danske soldater vendte hjem i kister fra Afghanistan. I mere end fem år, fra missilulykken i marts 2002 til maj 2007, var John Mogensen det eneste dødsfald i den danske styrke. Men selvmord er en privat sag, og Forsvaret sendte hverken et billede eller et navn ud på den faldne soldat.

Rebecca stod i lufthavnen i Roskilde en kold decemberdag og ventede på kiste med sin forlovede. Soldater fra regimentet var mødt talstærkt frem, men hun var den eneste fra familien. Da flyet kom til syne, brød solen igennem skyerne. Det var et meget bevægende øjeblik, fortæller hun. Han blev begravet på Herlufsholm Kirkegård. Der er hverken guld eller sølv, blomster eller fugle på gravstenen, men Rebecca og Johns forlovelsesringe kom med i graven.

Rebecca havde netop taget sin afsked efter 33 år i militæret. En oberst kom på høflighedsvisit tre måneder efter begravelsen, men ellers har hun ikke hørt noget fra Forsvaret. Undtagelsen var en besked om, at hverken Rebecca eller Johns mor havde krav på erstatning, eftersom han havde begået selvmord og ikke havde nogen forsørgerpligt.

Rebecca har aldrig haft lyst til at fortælle historien. Hun har kun valgt at stå frem, fordi vi tog kontakt til hende og fortalte om et brev, vi havde modtaget fra en af Johns soldaterkammerater. I brevet skrev han, at John om nogen fortjente et eftermæle. Hans navn burde stå side om side med de øvrige soldater, der mistede deres liv i Afghanistan: ”Hverken John eller hans familie har noget at skamme sig over. Han kunne ikke holde lejrlivet ud, men han er den bedste soldat, jeg nogensinde har arbejdet sammen med.”