Enhedslisten efterlyser initiativer fra regeringen til at sikre, at der etableres flere job, som folk, der har været ledige længe kan gå ind på.
Samtidig understreger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), at hun ikke kan være modstander af, at regeringen vil give kontanthjælpsmodtagere op mod 9.000 kroner i jobpræmie, hvis de kommer i arbejde i anden halvdel af 2015.
{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}
»Jeg kan dårligt være imod, at man giver en bonus til nogle mennesker, der har været langtidsledige, og haft meget få penge, og som så er heldige at få et job. De penge falder selvfølgelig på et tørt sted, men det forudsætter naturligvis, at de her mennesker rent faktisk får et arbejde,« siger hun.
Johanne Schmidt-Nielsen siger videre, at hun savner et fokus fra regeringens side på at få skabt de nødvendige job.
»Vi har arbejdsgivere, der slet ikke i høj nok grad tager ansvar for at skabe job til mennesker, der har været ledige rigtigt længe. Der er simpelthen ikke fokus nok på det rummelige arbejdsmarked. Det her med at give en bonus, er nærmest det samme som at synge med på højrefløjens sang om, at grunden til at folk er ledige, er at de nok ikke gider søge,« lyder det fra den politiske ordfører.
Spørgsmål: Hvordan skal de arbejdspladser bankes op?
»I dag er det sådan, at der er alt for få virksomheder, der for eksempel skaber fleksjob. Det, man kunne gøre, var at give bonus til dem, der skaber den slags jobåbninger. Dem, der ikke gider tage et socialt ansvar, de skal så bidrage lidt mere,« lyder det fra Johanne Schmidt-Nielsen.
Regeringens håber at få vedtaget forslaget om en jobpræmie før sommerferien, så ordningen kan træde i kraft efter sommer.