Regeringen lægger trepartsforhandlingerne i graven, og selvom finansministeren begræder tabet, jubler regeringens støtteparti, Enhedslisten. Partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, roser metalarbejderne i Dansk Metals hovedbestyrelse for at nægte at droppe hellig- eller feriedage.

- Stor ros til Dansk Metal. Hatten af for, at de endelig for klart sagt, at de synes, at det er en tosset ide, at bede dem der i forvejen er i arbejde om at arbejde endnu mere, for det vil gøre det sværere for de arbejdsløse at finde et job, siger hun.

Enhedslisten har under hele forløbet med trepartsforhandlingerne rejst kritik af, at det vil forværre situationen for de arbejdsløse, hvis danskerne skal arbejde mere, men har ikke været afvisende for alle dele i trepartsforhandlingerne.

Der er var også elementer i trepart som opkvalificering og andre ting, som fagbevægelsen gerne ville have, er det ærgerligt, at det falder til jorden nu?

- Vi vil meget gerne have bedre uddannelsesmuligheder, men det er der jo ikke noget, der forhindrer regeringen i at gennemføre, og jeg er sikker på, at fagbevægelsen gerne vil samarbejde med regeringen om bedre uddannelsesmuligheder, siger hun.

Corydon burde have vidst bedre

Finansminister Bjarne Corydon sagde tidligere i dag, at det var en “overraskende og ny melding fra Dansk Metal”, men Dansk Metals holdning har været klar i flere uger, mener arbejdsmarkedsordførerfor Enhedslisten Christian Juhl. Han kritiserer Corydon for ikke at lytte efter i foreningerne.

- Hvis han havde fingeren i jorden , og det håber jeg han har, så vidste han også, at det her oprør var undervejs i fagforeningerne. Hvis han ikke vidste det, er jeg noget overrasket over hans manglende viden om, hvad der sker ude i samfundet, siger han.

Trepartsforhandlingerne er aflyst, og det vil finansminister Bjarne Corydon (S) officielt meddele parterne i dag, erfarer b.dk.