»Siden jeg var barn, har jeg set de gamle, danske film, også med Ove Sprogøe. Jeg husker tydeligt »Dyrlægens plejebarn« – en helt banal julefilm. Her er han en læge, der vist nok får en ny nyre. Han er lige blevet opereret, og jeg kan huske, jeg som barn syntes, det var så subtilt, hvordan han spillede, at han lige havde været igennem en stor operation og var ved at komme sig. Den mand kan jo bare spille alt, tænkte jeg. Jeg har aldrig set ham spille teater, det ville jeg ønske, jeg havde.
Det er virkelig noget, jeg også har som et mantra for mig selv: Jeg tror, jeg kan spille alt! Hvis jeg er i gang med en rolle, kan jeg godt tænke: »Hold kæft, det er en stor udfordring, hvordan knækker man den?« Men hvis man tænker: »Nå ja, den her ved jeg godt lige, hvordan jeg skal løse,« så er der en fare indbygget.