Jeg har nu siddet og ventet i to timer. Klokken er 13. Der hænger vasketøj på en tørresnor. Udsigten er endeløs over Middelhavet, der solglinsende ligger 50 lodrette meter nede og skvulper mod de uindtagelige klipper.

Jernlågen skramler og der står han så – Jørn Utzon. Flot og rank, med udstråling som en filmstjerne. Og der står jeg. En indtrænger, en uanmeldt gæst midt i hans hjem med hjertet i halsen.