Jørgen Randrup var en robust mand. Ikke alene var han to, stolte meter høj - han havde også en psyke, der var så stærk, at hans mor ikke var bekymret for, at han skulle tage skade af at være udsendt. I hvert fald ikke psykisk. Derfor sagde hans forældre også god for, at han tog til Kosovo efter sin værnepligt. Samtidig lovede han dem, at han aldrig ville gøre dem urolige ved at tage til Irak. Men at han senere blev udsendt til Afghanistan var ikke meget bedre.

“Jeg tænkte ikke det store over, at Jørgen fortsatte i militæret efter sin værnepligt og tog til Kosovo. Selvfølgelig var det farligt, men det er jo også farligt at være i trafikken. Det var først, da han skulle til Afghanistan, at jeg blev betænkelig,” siger hans far, Allan Randrup.

Egentlig havde Jørgen ikke planlagt, at han skulle i militæret. I børnehaven låste han i trodsighed pædagogerne ude på legepladsen, når de ville have ham med udenfor mod hans vilje, og hans respekt for autoriteter blev aldrig større. Ikke desto mindre var det som om, at autoriteterne og de stramme rammer i Den Kongelige Livgarde mange år senere var perfekte for Jørgen. I samspil med de mange nye kammerater, han fik, var det grunden til, at han fortsatte og blev glad for militæret.

Et betænksomt menneske

Militæret blev også glad for ham, for Jørgen var rundhåndet med et stort hjerte. På en udsendelse var han sammen med sin gruppe blevet sendt på en mission for at afsøge et område. For at nå frem til deres destination fik de et lift af en lokal bondemand, men de havde ikke noget, de kunne give ham til gengæld. Da bondemanden havde sat dem af, fandt Jørgen ud af, at han havde en pose lakrids i lommen og spænede efter bondemanden for at give ham den som tak, selv om han selv var løbet tør for proviant og havde halvanden dag tilbage af missionen.

På den måde var Jørgen rigtig god til at tænke på andre, men han havde lidt sværere ved at passe på sig selv. I hvert fald ville han gerne være jægersoldat og var til optagelse to gange, men første gang havde han slået knæet i en rugbykamp, og anden gang var han kommet til skade med ryggen i et faldskærmsudspring. Derfor blev karrieren som jægersoldat sat i bero for en stund, og Jørgen Randrups far havde da også en fornemmelse af, at hans 27-årige søn var ved at vokse ud af sit militærtøj og Afghanistan.

”Jørgens første udsending til Afghanistan var en stor oplevelse for ham. En sen nattetime fortalte han mig med eventyr i stemmen, hvor vildt det havde været under en skudveksling. Men senere var der en af hans kammerater, der faldt, og han tog det meget hårdt. Anden gang i Afghanistan skrev han hjem i en e-mail, at ”de unge” ikke kunne vente med at komme ud og patruljere, og at han ville lade dem prøve det,” siger Allan Randrup og tilføjer:

”Jeg tror, han var nået til en alder, hvor alvoren slog ind. Han havde fået en ny kæreste, og han var ved at være mere voksen, så han tænkte anderledes, og han sagde også, at han ikke skulle være i militæret resten af sit liv.”

Jørgen kendte godt de mulige konsekvenser

Da Jørgen Randrup den 14. november 2010 snørede sine militærstøvler for sidste gang, stod solen højt på himlen efter en kold nat, og det meste af hans kompagni arbejdede med at sikre et afghansk checkpoint, der skulle udbygges. Mens Jørgen var gået i stilling ved en mur, blev han ramt af en eksplosion fra en vejsidebombe, og selv om hans kammerater ydede førstehjælp, og en helikopter hurtigt fløj ham til Camp Bastion, kunne man ikke redde Jørgens liv.

Hjemme i Frederikshavn havde Jørgens mor, Karin Randrup, lige været ude at løbe en tur og gik rundt ude foran huset for at køle ned, da hun så dem komme. Allan Randrup sad indenfor, men hørte et skrig og Karin Randrup råbe ”gå med jer, gå med jer!” Budskabet var ikke svært at regne ud.
Det blev det sidste checkpoint, Jørgen nåede at besøge, og selvom det kostede ham livet, er forældrene helt sikre på, at han var tilfreds med sit valg om at blive militærmand. Han troede fuldt og fast på, at de danske soldaters tilstedeværelse i Afghanistan hjalp.

“Første gang han var udsendt til Afghanistan, ringede han hjem juleaften og sagde, at det havde været hans bedste jul nogensinde. De havde været ude med gaver til fattige afghanere, og han følte virkelig, han var med til at gøre en forskel,” fortæller Karin Randrup.

Gennem hele sit liv var han ivrig efter at være i selskab med andre, og lige meget hvor han var, hørte man altid et ”Hej Jørgen” fra nogen, han kendte. Han kunne godt finde ud af at være alene, men han kunne bedre finde ud af at være sammen med andre. ”Man kan sige, at selv om Jørgen blev 27 år, så levede han mange flere. Han havde så mange venner, og der var rigtig mange, der tog det meget hårdt, da han døde,” siger Karin Randrup og fortæller, at han efter seks år i militæret stadig ikke havde fundet sin helt rigtige plads:

”Når jeg spurgte, hvad han skulle lave efter militæret, slog han det altid hen med, at han lige nu var glad for at være udsendt og ville give det endnu en chance at blive jægersoldat. ”Ellers finder vi ud af, hvad jeg så skal lave. Jeg har mange år til at nå det hele, mor”.”