Hvordan har du det med ...

... sommerregn?

»Jeg kan godt lide sommerregn, så længe sommeren ikke drukner, og der bare er en enkelt eller to byger, når jeg har sommerferie. Og så er der noget med duften efter sådan en byge, den er fantastisk. Så nej, jeg stiller mig ikke op i kø sammen med dem, der klager over det indimellem omskiftelige danske sommervejr. Det er jo det, der er det fede ved det.«

... Tour de France?

»Jeg har fået et lidt ambivalent forhold til Tour de France. Antallet af dopingskandaler har nok kølnet forholdet en del. Hvis man er meget kynisk, kan man jo også se sådan på det, at dopingproblematikken blot føjer et ekstra dramatisk aspekt til hele skuespillet. Men jeg har altid godt kunnet lide at høre Jørgen Leth kommentere Tour de France. Det er den eneste sportsgren, jeg kan følge med i, mens jeg sidder og tegner, fordi kommentatorsporet er så stærkt, at billedet næsten kan undværes. Jeg kom engang til at slå over på Eurosport, det var samme etape, samme Tour de France, men Jørgen Leth var der ikke, det var så kedeligt, at jeg vistnok faldt i søvn.«

... havearbejde?

»Jeg er den, der hjælper til: slår græsset, klipper hækken og laver kant til et bed. Indimellem kører jeg et eller andet væk i en trillebør og ned på en kompost. Men det er vist dét. Det er Anne, min kone, der gør det store arbejde med haven og får den til at se fin ud, og hun kan vistnok også godt lide det. Jeg kan lige akkurat kende forskel på mælkebøtter og roser, og der er vi ikke helt enige, for jeg kan meget bedre lide mælkebøtterne end roserne og tænker indimellem over, hvem der skal have lov til at definere, hvad der er ukrudt, og hvad der ikke er ukrudt ... kunne det ikke være omvendt med de roser og mælkebøtter? Når det er sagt, er det vel med havearbejde som med så meget andet arbejde, man skal lige overvinde sig selv og komme i gang. Tanken om det er værre end arbejdet i sig selv.«

... nudisme?

»Jeg har ikke noget imod mennesker uden tøj på. Jeg er jo tegner og synes, at kroppe i alle afskygninger, med eller uden tøj, er interessante. Jeg har heller ikke noget imod organiseret nudisme, det foregår jo i en slags reservater, hvor folk er nøgne sammen, fordi de har det bedst sådan. Jeg kan vist ikke mærke min egen indre nudist, han er der måske et eller andet sted, hvor han har smidt alle klude og løber befriet ud over stepperne, mens alt, hvad der kan dingle, dingler. Men jeg føler ikke et naturligt behov og er glad for mine gamle, slidte skjorter, bukser og trøjer.«