WASHINGTON: Er der nogen, der kender den rigtige Joe Biden? Den amerikanske vicepræsident. Ham der altid står lige bag præsident Barack Obama, og som faktisk er en succeshistorie som nummer to.

Manden er 72 år, men bevæger sig som en 50-årig. Intet dårligt knæ her. Ingen dårlig ryg. Ray-Ban-solbriller og det hele. Smart læderjakke, når han har fri. Det at være i 70erne er de nye 60ere, siger de folk, der kender ham. Og så er han misforstået af så mange. Sådan siger nogle af hans fans. Og de er mange.

Nu vil de gerne have, at han stiller op som Det Demokratiske Partis præsidentkandidat. Og hvorfor ikke? For Hillary Clinton skal ikke være den eneste. For hun kan let snuble undervejs og om end ikke forsvinde ud i glemslen, så dog ud i valgtumlens intethed. Og så står partiet tilbage med nul og niks.

Der vil være en del partimedlemmer, der ånder lettet op, hvis det sker. For Biden er et brugbart alternativ til Hillary Clinton, som bestemt ikke er populær i alle kredse i partiet. Og der er også så mange risici ved ensidigt at støtte Clinton. Ingen ved rigtig, hvad der skjuler sig af gedigne skeletter i skabene hos hende, både med familiens fond, Clinton Foundation, og hendes omgang med offentlige embeder i det hele taget.

Hillary Cinton ligger stadig suverænt i målingerne. Men hun placeres mindre suverænt end tidligere. En meningsmåling foretaget af NBC og Wall Street Journal viser, at 48 procent af amerikanerne har mistet tilliden til Clinton. Kun 37 procent har stadig tilliden i behold. Et fald på 11 procentpoint. Den gode nyhed er dog, at hun stadig fører suverænt i Det Demokratiske Partis felt. Men så er Biden heller ikke talt med.

Hillary Clintons troværdighed er svækket

Clintons troværdighed er blevet mindre – og ikke bare efter stormen om hendes e-mail. Også en lang række andre sager lugter lidt for meget af grådighed og utroværdighed. Så amerikanerne og ikke mindst Det Demokratiske Parti er ikke helt trygge ved hende.

Blandt andet er der en ny sag om den schweiziske bank UBS, en af verdens mægtigste banker, som Hillary Cinton i sin tid som udenrigsminister hjalp ud af en kattepine med det amerikanske skattevæsen. Hvorefter hendes mand, Bill Clinton, holdt et foredrag i banken og modtog 1,5 mio. dollar eller godt 10 mio. kroner i honorar. Og nej, der er ingen beviser for, at de to ting er aftalt spil. Men amerikanerne mener, at det ikke ser så godt ud, at man i den grad blander tingene sammen.

Så er Biden mere solid.

Ganske vist kommer han en gang imellem til at sige de mest frygtelige ting. Men han gør det på en måde, så amerikanerne er overbeviste om, at han mener det af et godt hjerte. Han har bare ikke evnet at sige det på den rigtige måde. Han har sammenlignet de ansatte på Wall Street med »shylocks«. Hvilket er et antisemitisk udtryk brugt af Shakespeare til at beskrive jødiske pengeudlånere, lånehajer.

Biden har brugt andre udtryk som »Orienten« efter et besøg i Singapore til stor forundring, fordi det udtryk regnes for at være en nedladende bemærkning, der stammer fra kolonitiden. Og Biden har den ene gang efter den anden trådt i spinaten. Men han er populær. Meget populær. Fordi han er folkelig, og han har gjort en bemærkelsesværdig indsats som præsident Barack Obamas nummer to. Og så er han faktisk en bragende dygtig politiker. En person, man har respekt for i Kongressen. Og det er jo ikke så dårligt for en kommende kandidat.

Men vil Biden stille op? Ingen aner det. Mange håber på, at han gør det. Og selv har han med vanlig sans for ords mulige fortolkninger rodet sig ud i så mange indskudte sætninger, at nogle tror, at han allerede har stillet sig selv op.

Men hvorfor denne ønsketænkning? Biden er 72 år i dag og 73, hvis han bliver valgt. Ældre end den tidligere præsident Ronald Reagan. Og Biden har en stor sorg at bære på. Ud over for mange år siden at have mistet sin første hustru og datter mistede han for få måneder siden også en søn, som døde af hjernekræft.

En af forklaringerne er, at Hillary Clinton ikke har nogen konkurrent hos Demokraterne, mens Republikanerne har opstillet foreløbig 17. Jo, der er Vermonts »demokratiske« senator Bernie Sanders, som er blevet kult. Men ingen tror, at han står distancen. Derfor er Biden inde i billedet. For man kan aldrig vide med Clinton.