Han har samme navn som en by i Italien, men Jim Messina er anderledes. Han kan noget.

Tag valget i Storbritannien. Opinions­målingerne viste et tæt løb og måske en sejr til Labour, og den halve verden var chokeret over resultatet. Men ikke Messina. Han havde luret den. De britiske konservative havde hyret ham som strateg, og en uge før valget viste hans tal, at den var hjemme. Han rystede på hovedet over målingerne, der viste 280 konservative mandater, han beregnede mindst 316 mandater og forudså en konservativ tendens. Og han fik ret. De konservative endte på 331 mandater og absolut flertal.

Om han var overrasket?

»Ikke spor,« sagde han bagefter til Spectator. »Jeg går altid ud fra, at meningsmålingerne er forkerte.«

De politiske resultaters mand

Hjemme i USA var det endnu i fjer i hatten til Messina, som allerede i kredsen af kulissekarle er kendt som den ultimative »fixer«, eller som en af Obamas topfolk kaldte ham i The Nation: »Den mest magtfulde mand, som du aldrig nogensinde har hørt om.« Han var stabschef for Barack Obamas valgkampagne i 2008, vicestabschef i Det Hvide Hus og så-sker-der-noget bag Obamacare, chef for Obamas genvalgskampagne i 2012, konservativ britisk strateg, og nu er han chef for en af Hillary Clintons supervalgfonde, de såkaldte PACs.

Men hvad er det, han kan, som andre ikke kan? Tag igen Storbritannien. Labour havde hyret en anden af Obamas tidligere topfolk, David Axelrod, som strateg, og Labour blev knust. Så det er ikke i sig selv erfaringerne fra Team Obama, der skaber en vinder; det er mere end det, og forskellen på Messina og Axelrod er sigende – groft sagt: Axelrod er en talemand, mens Messina er en resultatmand. Axelrod er styret af sin politiske intuition og en anekdotisk idé om, hvor vælgerne befinder sig, mens Messina tror på politiske resultater og stakkevis af statistikker, så han kan målrette kampagnen mod bestemte vælgergrupper.

I 2008 var Axelrod den store mand i Obamas valgkampagne, og det gav god mening, for der var kun få politiske resultater at sælge; til gengæld var der et diffust krav om forandring. I 2012 var Messina den store mand. Der var resultater, der var økonomisk genopretning og ud-af-krigene, og Jim Messina kunne sætte sig med en regnecentral af tal og strategisere over, hvordan valget skulle kringles. Messina fik tilbudt jobbet som genvalgschef under en ferie på Hawaii sammen med Obama. De to mænd stod i stillehavsbølgerne, og ifølge Bloomberg sagde Obama til ham: »Jeg vil bede dig om en stor tjeneste. Jeg vil bede dig om at køre genvalgskampagnen.«

Messina var smigret, men svarede, at han havde en betingelse: »Du skal være med på, at 2012-kampagnen bliver helt anderledes end 2008.«

»Jeg synes, at det gik fint i 2008,« svarede Obama.

»Det gjorde det også. Men alt er anderldes nu.«

I Messinas hænder blev Barack Obama omkalfatret fra at være en jakobinsk forandringernes mand til at være en rolig og konservativ hånd på roret – og vandt.

Det samme i Storbritannien. »Et valg handler om kandidaten, og vi havde en bedre kandidat end Labour,« som Messina sagde til Spectator. »Vi havde en leder, som havde en klar dagsorden, og som havde taget svære beslutninger til gavn for økonomien.« Underforstået til vælgerne – tør du gamble ved at stemme på andre? Messina knuste tallene, og de viste, at især liberaldemokratiske svingvælgere købte argumentet, og tallene viste også, at de konservative kunne ignorere UKIP, hvis sure populisme mere ramte Labour. Og bingo.

»Han er en hård hund«

Men det er ikke lutter triumfmarch. Kritikerne siger, at Jim Messina har akkurat den samme blinde flanke som andre spinmestre og strateger: At de er så fokuserede på sejr og resultater, at det er mindre vigtigt for dem, hvad der er i sejrene og resultaterne.

Messina kørte f.eks. i 2002 genvalgskampagnen for den demokratiske senator Max Baucus i cowboystaten Montana. Hans modkandidat var en republikaner, som tidligere havde ejet en kosmetiksalon, og Messina kreerede TV-reklamer med et tydeligt budskab. De viste modkandidaten, som i tudsegamle TV-reklamer for sin salon optrådte i disco-outfit og smurte creme ind i ansigtet på en anden mand og tilsyneladende greb ud efter hans skridt. Alt sammen – som Bloomberg skriver – med lummer pornomusik i baggrunden og med Messinas effektfulde slaglinje til slut: »Det er ikke den måde, vi gør business på i Montana.«

Det var en stinker af en homofobisk reklame, men Baucus og Messina grinede hele vejen til valget. »Tag ikke fejl,« som Baucus siger om sin gamle kampagnemand. »Han er en hård hund.«

Hvilket også forklarer et af Messinas øgenavne. Han går under navnet The Wolf, opkaldt efter Harvey Keitels figur i filmen »Pulp Fiction«, hvor han spiller en smart, men skrupelløs nøddeknækker, som præsenterer sig selv med ordene: »Mit navn er Winston Wolfe. Jeg løser problemer.«

Det er Jim Messina.