Kulturinstruktøren Jim Jarmusch er i Cannes med noget så specielt som en vampyrfilm. Og med sit stålgrå hår, solbriller og mørkeblå cowboyjakke spredte Jarmusch den rette kultiske coolness over festivalens næstsidste dag. 

Instruktøren var ikke glad for at tale om sin film: "I må meget gene analysere den, men lad venligst være med at spørge mig," sagde han og fortalte til gengæld, at han synes moderne TV er noget juks. Til gengæld elsker han YouTube:

"Jeg elsker YouTube. Jeg er vild med, at jeg kan klikke mig ind på YouTube, og så kan jeg se en optræden fra 1950erne af Merle Haggard, og så kan jeg se en forelæsning af John Cage om svampeidentifikation, og så kan jeg se et klip fra et Steve Allen-show, hvor en ung Frank Zappe bruger en  en cykel som et musikinstrument - der er så mange fantastiske ting. Du kan se, hvordan et flyvende egern bevæger sig igennem rummet i slow-motion," sagde han og tilføjede:

"Jeg synes normalt fjernsyn er så kedeligt, med sine reklamer og programmer. Jeg kan lide at lave min egen sammensætning af programmer."

Jarmusch' vampyrfilm, "Only Lovers Left Alive", er en eksistentiel kærlighedshistorie om to vampyrer spillet af Tilda Swinton og Tom Hiddleston, der lever i en verden, som er ved at ramle sammen omkring dem. Jarmusch fortalte, at han har arbejdet syv år på at komme til at lave filmen, der er spækket med undergrundsmusik og dead pan-replikskifter. 

"Det tog så lang tid at lave filmen, fordi der ikke var nogen, som vil give os penge til den. Det bliver sværere og sværere at lave film, der ikke er forudsigelige eller opfylder særlige forventninger," sagde Jim Jarmusch. 

Den Gyldne Palme uddeles søndag aften.