»Min far tror på chemtrails,« hviskede min veninde Sam til mig for nogle år siden.

»Hvad?«

»Ja, altså, de dér hvide striber, som jetfly trækker efter sig på himlen. Han tror ikke, det bare er kondens i atmosfæren, men at det er regeringen, der sprøjter steriliserende kemikalier ud over hele USA. Han siger, at Obama, FN og den Nye Verdensorden lettere vil kunne kontrollere en mindre befolkning sådan.«

Jeg rystede på hovedet. For den slags hjernespind fødes på obskure AM-radio- stationer efter midnat og falmer i dagens lys, gør de ikke?

Nej. Og Sams far har fået følgeskab. Efterhånden som kulturen er blevet et tilvalg, har Twitter-opspind fortrængt fakta. Der findes ikke længere objektive sandheder, vi alle kan enes om. Det føles simpelthen bedre at sidde derhjemme, lave en frisk kande kaffe og så pløje YouTube igennem, indtil man har set nok konspirationsvideoer til at skabe sine egne virkelighedsfortællinger. Jeg må indrømme, at jeg indtil det amerikanske præsidentvalg fejlagtigt troede, det var et fåtal, der uden at blinke kunne benægte Holocaust eller insistere på, at mennesket aldrig landede på månen.

Min veluddannede veninde Janice er advokat fra mit universitet. Hun har et smukt hjem og to kærlige døtre. Hun er empatisk og logisk. Og tror fuldt og fast på, at Bill og Hillary Clinton i tre årtier har fået folk myrdet og skaffet af vejen, hvis de følte sig truet.

I takt med, at vi alle har smartphones, og at pressen kun sjældent med fede typer retter sig selv, når den har begået fejl, er der på 20 år gradvist blevet skabt et alternativt informationsunivers: Her er Obama terrorist, Hillarys tidligere kampagne-rådgiver John Podesta bestyrer en pædofili-ring (slå #pizzagate op, hvis De har stærke nerver), og enhver, der ikke kan se det, er med i statens omsiggribende sammensværgelse mod folket. Det er et lukket kredsløb, der er genialt i sin uigennemtrængelige enkelthed.

Og hvad skal så bryde den cyklus?

Pressen, selvfølgelig, hører jeg Dem sige. Med korrekt information, der kan imødegå de mest sindssyge teorier.

Men med hvilken autoritet? Pressen har ikke bare sovet i timen som jeg, men lukket »alternative nyheder« ind i stuen, fordi det giver klik på siden. Se bare på ethvert avis-kommentarspor. Her findes modsvaret til objektive sandheder. Her blandes afsmagen for »eliten« med sladder, der glider lettere ned end nuancer. Her deles links, som afsenderen fuldt og fast insisterer på er bevislige. Sådan skoles vi i info- fascisme.

Pressens rolle som omnibus-organ er vi nødt til at afslutte og indse, at store dele af befolkningen aldrig vil kunne overbevises af os, der som romerske conspirata blot venter på at falde dem i ryggen for at dolke dem med vores »elitære« fakta.

Skal vi genvinde bare en flig af læsernes tillid, som vi har taget for givet, må det være slut med at lade, som om alle meninger er lige gyldige.

Ellers bliver alting ligegyldigt.