Hun falder. Hendes hjerte er ved at hamre sig ud af kroppen. Hun er syg. Hun er alene. Hun drikker. Hun farer vild, fordi hun er for træt til at finde vej, når hun er længst inde i stykket. Hun sveder. Hun smiler og roser og knuser og griner og flirter for at tilfredsstille alle skuespillerne, lysmændene, producenterne til at give hende det, hun skal have. Hun græder. Hun er ensom.
Hun bruger assistenterne som selskab. Hun er i drømmen. Hun ved, hun er genial. Hun er verdensvidende. Hun skriver sin hadeliste over alt det hun hader ved teater. Hun opsøger angsten. Hun føler sig brugt. Hun har sårbare øjne. Hun savner sin far.
Hun smører læberne ind i læbestift og gnider dem mod hinanden. Hun falder. Hun vil nærmere livet. Hun ved, at det er afgørende, at karaktererne i hendes stykker har et håb. Ellers er der intet at knuse. Hun får lyst til at udøve fellatio, når lyset bliver slukket og tæppet går. Hun er det menneske, ordene skal igennem for at blive væsentlige igen. Det er det, hun gør, når hun gør det, hun gør. Det, der er hendes metier.
»Det er en permanent krise. En total hengivelse til forestillingen. Jeg påtager mig hele rummets lidelse. Jo værre, jeg har det, desto bedre er produktet. Det skal være som at kaste sig ud over en afgrund. Jeg kan ikke stå sikkert på benene, for jeg er ikke på benene, jeg er i faldet.«
»Enten holder man det ud, eller også holder man op, og det kan jeg heller ikke. Det kan føles helt vildt som om, man er ved at miste kontrollen, og på de dage tænker jeg »jeg har gjort det før, jeg har gjort det før, jeg har gjort det før«. Men det holder ikke op af den grund. Det kan ikke dulme angsten, for er du sindssyg, hvor bliver jeg bange for, at jeg ikke kan,« siger Katrine Wiedemann.
Hun styrter mod afgrunden, hver gang hun står på en scene eller sidder i et teater for at opsætte endnu et værk med endnu et ensemble. De ser ikke tvivlen. De ser kun hendes ro, mens hun styrter mod afgrunden, hun kan ikke andet. Hverdagen er for jævn. Hun elsker teatret for højt, og det er i følelsen af fald, at ideerne findes. Hun ved, at hun ikke rammer bunden. Hun har ansvaret.
Hun er så uundværlig, som hun første gang følte sig den dag på Gammel Kongevej, da hun var 11-12 år og blev ramt af pludselig dødsangst. Hun er moderen. Hun rummer alt for at kunne sætte skuespillerne fri. Hun er magten. Hun er kold. »Hun er den, hvis ild brænder hemmeligt,« som hun skriver i den bog, der er anledningen til, at vi mødes. Hun må ikke gå ned. Hun har ansvaret.
Hun skal stå til rådighed for sine egne krav, og producenternes krav, og økonomien og deadlinen, journalisterne, ensomheden, tvivlen, søvnløsheden, egoerne, publikum og skuespillernes usikre behov.
»Jeg kan føle mig som en luder. »Så pul mig dog alle sammen, nu I er i gang«. Jeg kan føle mig kæmpebrugt. Jeg har aldrig syntes, mit køn betød noget, men jeg har en moderlig måde at instruere på, og jeg er begyndt at føle det som en massevoldtægt, at jeg giver og giver.« Hun gestikulerer og spekulerer og diskuterer med sig selv og kaster sig rundt på stolen, mens hun taler.
Til sidst griner hun afvæbnende, men opgiver det og siger stille til sig selv: »Hold kæft, hvor er det dog irriterende. Jeg er en fucking sexslave af det der lorteteater.«
Hun ved, at hun hver gang bliver færdig med opsætningen lige inden bunden. Det skal hun vide. Men hun ved ikke, hvor længe det varer endnu. Hun nærmer sig bunden.
Bag sit powerkvinde-image
Vi holder en pause og taler om hendes og kærestens delebørn og den moderne familie. Hun griner og smiler og flirter, tror jeg, og lader sig smigre og er alvorlig og glad og spørger flere gange ind til, om hendes bog er for privat eller ironisk eller noget andet, end hvad jeg forventede.
Jeg svarer nej til det hele, mens hun spiser en croissant i køkkenet længst inde i lejligheden og siger »nå, det er jeg glad for«.
Jeg siger til hende, at hun har sårbare øjne, og hun svarer afventende »ja …«
»Det undrer mig ikke, du siger det,« fortsætter hun så.
»Jeg vil hellere have du ser dét, for jeg får altid sådan et powerkvinde-image over mig, som jeg bliver ked af og ikke vil være fanget i. Som kvindelig instruktør på 182 cm, der tør meget, ligger det til højrebenet at fremstå meget stærk, men det betyder jo ikke, at jeg ikke er bange,« siger hun, mens hun tager læbestift på, og jeg spørger hende, hvorfor hun gør det.
»Gør hvad? Nå det. Det er bare et nervøst tick,« siger hun og fniser forfjamsket.
»Forfængelighed, tror jeg. Jeg vil jo helst ikke være grim. Mener du, hvad jeg prøver at skjule?« spørger hun og siger, mens hun kigger ned:
»Det er nervøs læbestift.«
»I mange år troede jeg, at man var glad, når man afleverede noget og fik gode anmeldelser«
Vi snakker lidt om feminisme, og selv om vi griner, er det for uinteressant, når man først og fremmest betragter sig selv som menneske. I stedet spørger jeg hende henkastet, hvad hun egentlig skal i gang med nu. Det er, da hun når lidt ind i svaret, at det bliver tydeligt, hvor tæt på afgrundens endeligt hun egentlig er.
Hun skal opsætte to stykker hen over vinteren og forklarer, at hun har brugt alle sine penge på at holde fri for at gennemskrive bogen, der med udgangspunkt i dagbogsnotaterne fra hendes opsætning af »Farlige forbindelser« på Rezidenz Theater i München hen over vinteren 2014/15 er en beskrivelse af den totale besættelse, som enhver forestilling har været, siden hun debuterede som 22-årig autodidakt instruktør i 1992.
Dog med den forskel, at netop den forestilling, der er udgangspunkt for bogen, og som de tyske teaterkritikere opsummerede med ordene »store følelser og nordisk rationalitet« – der i sig selv kunne være et miniportræt af hendes indre og ydre – var den hidtidige kulmination på hendes karriere.
»Jeg føler virkelig stor stolthed over bogen lige nu. Jeg har ikke den følelse over min karriere på teatret. Jeg føler noget uværdigt over det. Jeg dør af skam, når folk roser mine forestillinger, men når du siger, jeg skriver godt, så bliver jeg simpelthen så glad.«
»I mange år troede jeg, at man var glad, når man afleverede noget og fik gode anmeldelser. Det var også noget med at spille med. Man lyver for ikke at lukke døre. Det er først nu, hvor jeg er ligeglad, hvis folk siger »hun skal aldrig arbejde på teatret mere«, at jeg tør erkende, at jeg ikke er glad, selv om det lyder forkælet.«
»Men det er også vigtigt at få med, at det ikke er en bog, jeg skriver om en sæson, når det hele er faldet sammen, og du kan se, hvilken middelmådighed jeg er. Jeg er ikke blind for, at det er nemmere at skrive en bog om, at man hader det hele, når man har succes og står et pissecool sted på en af Europas allerstørste scener.«
Posedame eller geni?
Det var det sted, Bergman var tilknyttet i sine landflygtige år i 70erne og 80erne – på samme tid, hvor han i Wiedemanns indre verden holdt hende i hånden, når de i hendes fantasi spadserede i gaderne, da hun var lille. Han er en af guderne, som hun forestillede sig sad ved et bestemt bord tæt ved hendes i kantinen i Rezidenz Theater. Hun er tæt »Ved gudernes bord«, som bogen hedder.
Men hun er ikke selv iblandt dem. Endnu. Måske aldrig. Hun er ikke sikker på, hun er radikal nok. Kold nok. Kynisk nok.
»Jeg er begyndt at spekulere på, om jeg bare er en middelmådighed, der evner at bilde sig selv ind, at jeg er helt vildt stor. I forhold til de største er jeg nok bare en middelmådighed. Jeg kan mærke, at når man når gudernes liga, skal der en menneskelig radikalitet til, som jeg måske alligevel trods alt fungerer for godt i hverdagen med at passe børn til at nå.«
»Jeg er måske den lille smule mere sund, men kan så heller ikke blive en lige så stor stjerne. Men jeg føler, jeg ville forråde noget i mig selv, hvis jeg ikke bildte mig ind, at jeg kan komme virkelig langt. Hvis jeg ikke kan tale om Bergman og mig selv i samme sætning, så kommer jeg ingen vegne,« siger hun.
Når hun ikke tror, at hun er uduelig, ved hun, at hun er et geni. Hun mærker det for eksempel, når hun sidder i en flyvemaskine, som hun beskriver i bogen.
Hun har flyskræk og prøver at dulme det med whisky, som hun flirter fra stewardesserne. Men inden hun når så langt, lige når flyet letter, og hun kæmper mest rædselsslagen mod angsten for faldet, får hun hun de klareste ideer, dér ved himlens begyndelse. Men hun er ikke en gud endnu. Hun er højst en faldende engel.
»Jeg vil ikke tages i falsk beskedenhed. Der er ups and downs i selvværdet. Nogle gange tror jeg, at jeg er et geni, og nogle gange er næste stadie at blive posedame. Jeg gider ikke sådan noget middelmådigt hykleri, for så forråder jeg også kernen af, hvad kunst er, hvor man prøver at komme op og blive ligeså god som Bergman.«
»Det er jo vildt pinligt at sige, men jeg får klarsynet, dér i flyet for eksempel, hvor jeg er ved at dø af skræk, og ved, at jeg lider, fordi jeg er et geni. Byrden ved at være et geni er starten på den kreative proces inde i hjernen. Ordet geni refererer til skabelse. Det er et gennembrud, hvor døren et lille øjeblik står åben, så man får øjenkontakt med de største. Det er der, der er hul igennem til ideerne.«
»Når jeg så har skrevet ideerne ned, så tror jeg ikke længere, jeg er et geni, og derfor handler det ikke bare om selvoptaget storhedsvanvid, men er en del af den kreative proces, og det er måske de øjeblikke, der er det forløsende ved det, jeg laver.«
»Undervejs væltede kærligheden og respekten frem, så min skilsmissebegæring endte med at blive en kærlighedserklæring til mit fag«
Men så er det, det sker. Hun bliver bremset af den opremsning, hun er i gang med i køkkenet af det, hun skal hen over vinteren, da hun bruger ordet kollektivt. At det er en kollektiv proces, hun skal i gang med nu, efter at hun har skrevet alene.
»Nej, nu får jeg det dårligt,« siger hun, og det gør hun. Hun tager sig til brystet med den ene hånd og hviler sammenkrøbet hovedet i den anden, så hendes mørke hår når bordpladen. Det er hjertet. Det slår for hårdt og for hurtigt. Lægen har sagt, der ikke er noget galt. Men hun bliver bange over sin krops reaktion på hendes ord.
»Jesus Christ, det har været nogle hårde år, mand. Stakkels de mennesker, der skal ind i det her fag. Hvad fanden har jeg gjort? Jeg er rystet over det,« hvisker hun.
Hun siger, det er forfærdeligt, hun siger det mange gange som hastige afbrydelser af sine egne sætninger i en samtale, hun fører med sig selv.
»Jeg har masser at lave med at forberede mig til de to næste produktioner til vinter. Jeg har masser at lave. Jeg kan ikke klare det. Det er forfærdeligt. Næste år til marts ved jeg ikke, om jeg er i live, faktisk. Så det er helt forfærdeligt.«
Jeg sidder overfor hende ved køkkenbordet og ser hende prøve at redde sig over til tanker om død, hvor der er ro og helle for hjertets slag, mens 25 år og 60 produktioner som »Hamlet«, »Macbeth«, »Romeo og Julie«, »Peer Gynt«, »Lulu«, »Faust«, »Farlige Forbindelser« og snart »Vintereventyr« og »Vredens Druer« og det liv, hun samtidig har forsøgt at leve, tynger hende ned, så hun stakåndet forsøger at sige ordene hurtigt nok til at nå det.
»Det er superfede opgaver, og jeg kan kun sige tak, ja, det kan jeg, det er forfærdeligt, ej, jeg må ikke sige, det er forfærdeligt. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke må sige noget dårligt. Jeg må kun sige noget godt.«
»Du må godt sige det, for man ved jo godt, du også elsker at lave teater. Det skal jeg nok sørge for, at alle forstår,« siger jeg.
»Nå, det er jeg glad for, for da jeg startede med at skrive bogen, tænkte jeg, at nu begår jeg kunstnerisk selvmord, så jeg ikke kommer til at arbejde igen. Hvis jeg skal skrive om, hvordan det er, så kommer det til at virke narcisistisk og frastødende, men hvis jeg ikke tør det, så er det heller ikke interessant.«
»Men det er ikke klogt at skrive de ting, jeg gør, og jeg gør det kun, fordi jeg på en eller anden måde håber på at blive reddet fra at fortsætte med teatret ved at skrive en bog, der ødelægger det hele for mig selv,« siger hun.
Nogle dage senere fortryder hun hårdheden i sine ord og sender en mail, hvor der står:
»Undervejs væltede kærligheden og respekten frem, så min skilsmissebegæring endte med at blive en kærlighedserklæring til mit fag.«
Hun vil ud. Hun vil ikke ud. Hun slipper aldrig ud. Hun vil ud. Hun kan ikke. Hun kan ikke blive ved. Hun slipper ikke. Hvis hun slipper kontrollen, smadrer hun mod bunden.
»Det kan føles som at hænge med det yderste af neglene over afgrunden, og samtidig har jeg med alderen fået det blik, at jeg ved, at det er åndssvagt og meningsløst og ligegyldigt.«
»Jeg bilder mig ikke længere ind, at det er så vigtigt, som det føles for mig selv. Det ved jeg godt, det ikke er for den ydre verden, og det er også en ydmygelse, at jeg godt ved, at det er ligegyldigt for alle andre. Det er latterligt og trist og ydmygende. Det er afmægtigt at tro, at det kan gøre en forskel.«
Teateret vækkede en lystfølelse
Engang gjorde det en forskel. Da hun havde allermest brug for noget, bare et eller andet, dukkede teatret op. Hun var 11, hendes far der var lektor og jazzanmelder og hendes mor der var psykolog, lå i skilsmisse, og hendes to bedste veninder fandt sammen og overlod hende til sig selv.
I de år, hvor »det altid var vinter«, var hun meget alene. Hun sad i vindueskarmen og læste og skrev sig ind i verden, mens farens jazz kørte i baggrunden. Hun husker det som ensomt, men for nylig læste hun dagbøgerne fra dengang.
»Og det var at læse om en person, der var begejstret for sit liv, der var begejstret for at være ensom. Jeg syntes virkelig, jeg var alene, men jeg var også helt oppe at køre over at være alene.«
Hun gik hånd i hånd med Bergman i tankerne og stod i herskabslejlighedens lange gule gang, der var fyldt med Henry Miller, Anaïs Nin, Lawrence Durrell, Bukovski, Kerouac, Hamsun, Celine og mærkede sin halvt sorgfulde gryende liderlighed som en tissetrang, når hun lod fingrene glide ned over omslagene med Ibsen, Strindberg, Tjekhov, Artaud og Grotowski.
»Jeg skulle altid tisse, når jeg stod der, og hele den teaterbesættelse kom ind i mit liv som en halverotisk ting, som en uforløst seksualitet. Der er en meget stor sanselig lyst i at lave teater. Jeg tror, at mange af mine første teaterlyster, eller teatertanker, mener jeg, var sådanne nogle små SM-fantasier som scener af et forhør med en lampe i hovedet.«
»Noget af det er meget sådan dominans, og jeg kan huske lystfølelsen som 12-årig, da jeg gerne ville være skuespiller. Hvis jeg går helt tilbage til, hvad der gjorde, at jeg ville lave teater, så er det noget med de største følelser, der er meget dyriske og tæt på seksuel hengivelse,« siger hun og tilføjer:
»Men jeg skal ikke tale så meget om sex, så kan man ikke tage mig intellektuelt alvorlig, er der nogen, der siger, selv om jeg ikke kan se hvorfor.«
Når hun nu tænker på den hverdag, hun gik rundt i, i de formative år, kan hun se, at hun var meget mere anderledes, end hun egentlig selv følte det dengang. Hun var besat af teater og instruerede skolens teaterstykker.
En dag på Gammel Kongevej, da hun var 11-12 år, fik det hende for første gang til at føle sig uundværlig, og på en lejrskole, hvor både hun og Johnny var blevet hjemme fra en klassetur, gik hun ind til ham, fordi hun troede, at hun havde fundet sin sjæleven.
»Men så var han bare ulykkeligt forelsket i Pernille, og jeg driblede ind i mig selv igen. De nederlag fra ungdommen har jeg kunnet veksle til guld senere. Jeg mistede først min mødom senere, end jeg havde lyst til, og det, tror jeg, har været meget godt. Mange af de piger, der snoede drengene om deres lillefinger pakker deres seksualitet ned nu, for at vise, at de også er noget andet, men for mig kom det først sent.«
»Min personlighed blev dannet først, og jeg knaldede ikke det hele væk i de tidlige år, men sublimerede det i stedet ind i den klassiske litteratur.«
Uden for byen levede piger almindelige liv og stod på skøjter og gik til ridning og havde lyst til at turde at lege SP eller K, mens hun blev dannet af den stærkeste dramatik, der udspænder følelserne til bristepunktet og beskriver livet som et ekstremnærvær, hvor musikken og ordene kaster sindet rundt, og tragedien får kærligheden til at brænde uendeligt.
»Kærligheden er der kun, når døden også er der«
Hendes mor har svært ved at forstå, at hun ikke er verdens lykkeligste menneske, for det, hun ser på de gode dage, er hendes datter i centrum for det kærligste, sjoveste, smukkeste rum, hvor alle leger og finder på.
»Af og til, når jeg arbejder på en produktion med de her meget karismatiske, udvalgte, intense og smukke übermennesker og kommer ud på gaden bagefter, kan jeg godt få et chok over, hvor uinteressante almindelige mennesker ser ud,« siger hun og bliver bange for, at samtalens energi går tabt på skrift, så det hele ser hovent ud, når det egentlig nærmere er søgende, så hun skynder sig at tilføje:
»Jeg kan godt høre, det lyder frygteligt, og det er på ingen måde udtryk for foragt, men nogle gange kan det virkelige liv godt komme til at virke forskrækkende, når man kommer fra den anden verden.«
Imens hun taler, tænker jeg på, om kunsten måske smadrer os mod livet, at kunsten i virkeligheden er grusom, fordi den forvrænger vores forventninger til livet og især kærligheden med en intensitet, som den almindelige hverdag ikke kan bære. Vi diskuterer det, fordi hun insisterer på, at kærligheden i verdensdramatikken ikke har en kunstig happy ending, men netop er ægte tragisk.
»Kærligheden er der kun, når døden også er der,« siger hun, og jeg indvender, at »Romeo og Julie«, hvor de dør for hinanden, netop ikke er tragedien.
Tragedien er at leve i den pissegrå hverdagstriste kærlighed, hvor man bare overlever sammen, når ens forventning er altopslugende evig længsel.
»Ja, jo, den tragedie står der ikke så meget om, men der står, at det går galt, og dramatikken bekræfter de store følelser,« siger hun.
»Jo, men min opfattelse af kærlighed var i hvert fald længe, at hvis ikke jeg ville gå i døden for hende, hvis der var den mindste tvivl, så var det ikke ægte kærlighed, så var det ikke nok,« siger jeg.
»Ja, ja, det er rigtigt, sådan har jeg det også. Det er sgu svært at fatte. Jeg synes også, at det er forfærdeligt. Det virker, som om dem, der er gode til at få det til at lykkes, er bedre til at gå på kompromis. Gud elsker det middelmådige. Han bifalder alt, der er middelmådigt.«
»Hvis du kan være in the middle of the road, så får du så mange gaver, og dem får du ikke, hvis du ikke kan finde ud af at befinde dig inde i den kedelige midte. Men jeg tror ikke, dramaerne har ødelagt noget for mig i mit privatliv, eller at kunsten er ødelæggende.«
»Tværtimod kan jeg hvile i at genkende mit eget sind i de store klassikere, og det kan jeg sgu ikke, når jeg går rundt i hverdagen. Jeg tror, jeg er drevet af en lyst til livet i mit arbejde, at komme tættere på det at være levende, og det ambivalente er, at man så trækker sig længere væk fra verden og sidder i en sort kasse og instruerer nogen, der spiller en vikarudgave af livet,« siger hun og konstaterer:
»Det er en kærlighedsaffære med noget, der ikke er der.«
