Det bedste for kunderne i Nykredit, der også ejer Totalkredit, vil være en børsnotering, da det vil sikre dem, at de får en del af bidragsforhøjelserne tilbage i form af fordelsprogrammet »KundeKroner«. Det mener professor i finansiering Jesper Rangvid fra CBS.

»Nykredit har hævet gebyrerne, men de har også indført det her KundeKronekoncept, som gør, at de penge, der bliver tjent i Nykredit, bliver sendt tilbage til kunderne. Vi regnede meget grundigt på det sidste år, og vores bedste bud er, at det ikke bliver dyrere for kunderne. Hvis de går på børsen, og der kommer kapitalkrav, eller de får tab, er de klar til at modstå dem. Og når det ikke bliver dyrere for kunderne i sidste ende, er det jo bedre at have denne adgang,« siger han.