Lige ved motorvejsafkørsel 21 Nørresundby Nord ligger en række treetagers rækkehuse opført i årene før og efter 1960. Øverst oppe i en af opgangene, for enden af terrazzotrappen, bor Peter Gilbert Pedersen alene med sin skyldfølelse. I 22 et halvt år passede han sit arbejde på Flyvestation Aalborg, og når han havde fri, trak han i Hjemmeværnets officersuniform. Han var stolt, da sønnen Jesper kom i lære som lager- og transportassistent på flyvestationen, og da både Jesper og tvillingebroren Henrik først gik i Hjemmeværnet og siden aftjente deres værnepligt, følte han, at han havde ledt dem godt på vej. I dag er han ikke længere så sikker.

“Jeg har aldrig tvunget dem. Men interessen for militæret er tydeligvis gået i arv. På den måde er det hele min skyld,” siger Peter Pedersen og kigger væk, mens vi sidder ved spisebordet i den lille stue. En lænestol og skammel står foran bogreolen med fotos af børnene, der også tæller lillesøsteren Sanne. På hylderne står militære mærker og et fjernsyn. Gennem hele samtalen har han svært ved at holde øjenkontakt, når vi taler om Jespers død:

“Det er en tanke, jeg har haft lige siden, jeg fik beskeden, og selv om alle siger, at jeg ikke skal bebrejde mig selv, kan jeg ikke slippe tanken. Jeg er militærmand. Jesper blev militærmand. Og det kostede ham livet.”

28-årige Jesper Gilbert Pedersen fra Jyske Dragonregiment omkom den 25. juli 2008, da han som chauffør i en Leopard kampvogn kørte på en vejsidebombe i Helmand. Det var sket tre gange tidligere under hans udsendelse og uden nogen skader af betydning. Denne gang var anderledes.

Efterfølgende undersøgelser har vist, at bomben gik af nærmest ret under Jespers sæde. Eksplosionen var så voldsom, at den danske overkonstabel blev kastet op mod det pansrede loft med stor kraft. Han var død på stedet og nåede formentlig end ikke at registrere eksplosionen. Lægerne konstaterede mindst 22 dødelige skader på hans krop, og familien valgte ikke at se sønnen, inden han blev stedt til hvile.

Bror trækker sig

Ved begravelsen deltog to af Jespers tre kolleger fra kampvognen: Den ene var i rullestol, den anden på krykker. Tredjemanden kunne ikke deltage. Han lå med en alvorlig hjernerystelse.

Samme dag som Jesper døde, meddelte hans tvillingebror Henrik, at han trak sig fra en forestående udsendelse til Helmand. Familien havde ydet blod nok. Med Henriks beslutning afsluttedes en epoke i tvillingernes internationale missioner, og med Jespers død ophørte et parløb, der havde varet gennem hele de to Gilbert-tvillingers liv.

De blev født i Aalborg. Den ene kom til at hedde Henrik, den anden Jesper, og de lignede hinanden i et og alt. Mange har gennem årene været i tvivl om, hvem der var hvem, og deres far peger som det første under vores besøg på et billede af dem begge i 10-årsalderen og spørger med et glimt i øjet: “Hvem af dem er Jesper?” Det er umuligt at sige med mere end 50 procents sikkerhed. Først senere i ungdommen begyndte de at føle trang til at blive kendt som den, de hver især var, og dagens første opgave blev at koordinere påklædningen, så de ikke kom helt ens i skole. De holdt dog stadig tæt sammen, og selv om de havde venner, var der ingen tvivl om, at de først og fremmest havde hinanden.

De delte næsten altid de samme interesser, og det fortsatte gennem årene: Computere, vikingespil, skydning, Hjemmeværnet og militæret. Sammen stiftede de en lokal klub for hardball – paintball uden farvepatroner. Sammen lejede de en lejlighed i Nørresundby, som de boede i på skift mellem deres udsendelser. Hvad den ene ville, måtte den anden også prøve, og hvad ene ikke ville, skulle den anden heller ikke nyde noget af. Fest og alkohol, for eksempel. Som søsteren husker det, nåede Jesper kun en enkelt gang i Jomfru Ane Gade, Aalborgs populære partygade.

“Henrik og Jesper var enspændere sammen. De kom nærmest som en samlet pakke og havde nok i hinanden. Som små var det superfedt for dem. Senere i livet blev det nok lidt for meget. Jesper begyndte i hvert fald at blive mere udadvendt,” fortæller Sanne Kjær.

Ville opleve

For Peter Pedersen var det interessante år, når sønnerne på skift rejste ud til krigszoner. Sådan følte han det. Han var selvfølgelig bekymret indimellem, men han erkendte, at havde han selv været i deres alder, var han også rejst ud. Så kunne man dårligt gøre indvendinger:

“De ville ud og have en på opleveren og bruge deres evner, og det kunne jeg ikke fortænke dem i. Det var jo også spændende, når de kom hjem, og vi kunne sidde her rundt om bordet og tale om det taktiske i de operationer, de havde deltaget i. De fortalte ikke det hele og aldrig mere, end de måtte. Det kunne jeg sagtens mærke. Men lidt måtte de jo gerne sige. Så foldede vi kortet ud og kunne snakke i timer om, hvordan krigene gik, og hvordan man måske kunne have gjort tingene anderledes.”

Henrik rejste ud som den første – til Bosnien. Et halvt år senere var det Jesper, der tog til Kosovo. Ingen af dem var involveret i egentlige krigshandlinger; de havde faktisk kedet sig lidt, men det havde været gode oplevelser for dem begge. Nogle år senere meldte Henrik sig til Irak og kom hjem efter relativt rolige seks måneder i den sydlige Basra-provins. Da Jesper efterfølgende kom derned, var forholdene mere spændte, men han fortalte sin far, at dagene som regel var så rolige og ensformige, at han for afvekslingens skyld sørgede for at melde sig frivilligt til så mange opgaver som muligt. Han forsøgte tilmed at få lov til at blive dernede i seks måneder yderligere, men det blev afslået.

Hyppige kampe

Efter Irak kunne Sanne mærke en forandring hos Jesper:

“Han var mere åben og begyndte at ringe og besøge os. Jeg var overrasket og lidt forvirret over forandringen, for det havde jeg ikke oplevet tidligere. En gang ringede han og spurgte, om vi ville over og spille Guitar Hero sammen med ham. Det var meget mærkeligt, for den verden havde han ellers alene sammen med Henrik. Men siden så vi hinanden tit. For mig var det en rar oplevelse, og mine børn var glade for at få deres onkel tættere på.” Sanne har svært ved at forklare, hvad forandringen hos Jesper skyldtes. Det kan have været hans oplevelser i Irak, der fik ham til at rykke tættere på den øvrige familie. Men måske handlede det mere om, at han i militæret i høj grad blev opfattet som en selvstændig person, og det tog han nu med sig ud i sit civile liv.

I februar 2007 rejste Henrik med Hold 3 til Helmand. I modsætning til oplevelserne på Balkan og til dels i Irak så han sig nu involveret i hyppige kamphandlinger, og som de øvrige danske soldater gennemførte han de daglige opgaver under en evig trussel fra usynlige vejsidebomber. Også Henrik var tæt på at miste livet. Hans Eagle ramte en vejsidebombe, og en kammerat lå bagefter på jorden alvorligt såret i sit ene ben. Omtumlet fra eksplosionen og med skader på egen krop fik Henrik bundet en årepresse på kammeraten, som senere kunne komme under behandling. Henrik blev tilbudt at komme hjem til familien, men valgte at blive – tæt på sin gruppe og bataljonens læger og psykologer. For Peter var det svært at have en søn så langt væk og samtidig vide, at han netop havde været tæt på at miste ham:

“Men det var en smart beslutning af Henrik at blive, for den daglige kontakt til ikke mindst psykologen fik ham videre på rekordtid.”

Sidste ugers opgaver

I februar 2008 var det Jespers tur til at drage ud. Efter Henriks voldsomme oplevelse var det en mere nervøs familie, der så ham pakke ørkenuniformen. Peter gik ikke og bekymrede sig hele tiden. Han vidste, at Jesper var professionel og erfaren. Tvillingerne var jo altid kommet hjem igen. Sanne Kjær havde lidt den samme fornemmelse: Henriks ulykke havde været lidt af en øjenåbner, men de klarede sig jo altid, og det ville Jesper selvfølgelig også gøre:

“Vores mor havde det sværere. Men hun nævnte aldrig noget over for Henrik og Jesper, for vi vidste godt, at det ikke ville gøre det lettere for dem.”

I begyndelsen af juni 2008 var Jesper hjemme på orlov. Søsteren holdt en sommerfest i haven, der blev grillet, og bagefter gik de på Hjallerup Marked. Jesper viste dem også en video, han selv havde optaget under kamphandlinger i den grønne zone. For Sanne var det ikke rart at se på, og hun kunne levende forestille sig, at dernede bag træerne, som blev sønderskudt af danskerne, gemte Taleban sig.

“Hvor mange har du slået ihjel,” spurgte hun sin bror, velvidende at han aldrig ville fortælle det. “15 stykker,” svarede han sarkastisk. “Han virkede rolig og i balance. Han var på ingen måder plaget af sine oplevelser,” fortæller Sanne.

Til sin far fortalte Jesper lidt mere. At hans kampvogn havde ramt tre vejsidebomber under missionen, og at de også var blevet beskudt med panserværnsraketter – dog uden at være blevet ramt. Da han sagde farvel og på gensyn, var det med ordene: Nu skulle han bare lige ned og afslutte sine opgaver de sidste uger, og så kom han hjem igen til august. Hans plan derefter var som det første at tage motorcykelkørekort.

Den 25. juli var Peter på ferie i London sammen med en god bekendt. De var begge militærmænd, og på hjemrejsedagen besøgte de British War Museum. Mobiltelefonen ringede, mens de stod og studerede resterne af en tysk kampvogn, som blev sprængt under Anden Verdenskrig: “Der stod jeg, mens jeg fik beskeden om, at min søn i sin kampvogn var kørt på en vejsidebombe og havde mistet livet.”

Var det det værd?

Peter kigger ud ad vinduet og ryster på hovedet. Den absurde episode rammer ham dagligt på skyldfølelsen:

Var det højere magter, som ville fortælle ham, at sønnen døde som følge af en militærinteresse, han havde fået i arv fra sin far? Var det en straf? Oven i det slås Peter med tvivlen om, hvorvidt prisen har været for høj. Om han efter sit tab, og efter at have bevidnet andre fædre gå igennem det samme som han, helhjertet kan støtte den danske deltagelse i Afghanistan? Et land, som er så langt fra hans bevidsthed, at det lige så vel kunne have været Mars, som han udtrykker det:

“Jeg synes sommetider, det er synd, at vi tramper ind i deres land og forsøger at lave det hele om. Det er deres kultur, men vi tror, at vi bare kan rive den fra hinanden. Det tænker jeg tit på. Især når jeg læser, at der igen er faldet en soldat i Afghanistan. Så går mine tanker til de stakkels forældre, og så kommer tårerne. Det kan også ske, når jeg bare sidder for mig selv foran fjernsynet og mine øjne falder på billederne af Jesper på reolen. Var det det værd?”

Sanne bladrer tit i familiens fotoalbum sammen med sine fire børn. Så de ikke glemmer Jesper. Så de fornemmer, at det er i orden at blive ked af det. Hun gør det også for, at hans død ikke skal blive et tabu. Hun blev derfor både glad og rørt, da hun fik at vide, at datteren havde rakt hånden op i sin børnehaveklasse og fortalt, at “min onkel er død. Han blev sprængt i luften.”

”Vi må ikke gemme krigen og døden væk, selv om vi i Danmark gerne vil gøre det. Det er vigtigt, at vi husker, det er mennesker, vi sender i krig, og ikke bare soldater. At der er familier og skæbner bag ved,” siger hun.

Sanne har selv mærket, hvor svært omgivelserne har det med at komme tæt på krigens konsekvenser. Da hun vendte tilbage på arbejde efter brorens død, fik hun næsten ingen opgaver. Kollegerne turde ikke snakke med hende om Jesper, fordi de var bange for, hun blev ked af det. Selv opfattede hun det som ligegyldighed fra deres side, og hun følte sig både svigtet og skuffet. Til sidst blev det for meget, og på et fællesmøde rejste hun sig op og tog ordet: “Jeg vil gerne snakke om Jesper. Hvad vil I vide?”

“Det brød luften, og bagefter var alle utroligt søde,” fortæller Sanne.

Også hun gør sig tanker, om krigen har været det store offer værd. Der er dage, hvor hun er opgivende og tænker, at det hele virker nyttesløst. At det er frygtelig naivt at forsøge at udrydde terror. Andre dage føler hun, at det vil være at svigte Jesper og de andre, som er faldet, eller som er kommet hjem hårdt såret, hvis Danmark ikke gør arbejdet færdigt i Afghanistan: “Jeg ved, det ikke passer, når folk siger, at vi er i krig dernede, så krigen ikke kommer hertil. Jeg har mærket krigen, selvom den foregår langt væk, så det skal ingen fortælle mig. Jeg har det nok sådan, at har man sagt A, må man også sige B. Jeg tror bare aldrig, vi skulle være gået med, men det er selvfølgelig for sent nu.”