Højesteret kom frem til, at »Jensens som kendetegn for restaurationsvirksomhed og salg af fødevareprodukter har fornødent særpræg til at kunne opnå beskyttelse efter varemærkeloven,» og at »Jensens« må anses for velkendt i Danmark. Derfor udnytter Jacob Jensen bøfhusets varemærke ved at markedsføre sig som ”Jensens Fiskerestaurant” inden for samme branche - restaurationsbranchen. 

»Jeg er rystet over dommen. Jeg indrømmer gerne, at det er helt surrealistisk for mig,« siger Jacob Jensen, der ikke har tænkt sig at reagere videre på dommen.

»Jeg har brugt enormt meget energi og tid på sagen. Jeg kan jo bare være ked af, at jeg ikke er blevet døbt Knudsen eller Sørensen,« siger han.

Jacob Jensen skal betale en erstatning på 200.000. Han forventer, at hans samlede sagsomkostninger løber op i 600.000-700.000 kroner.

For Jensens Bøfhus handlede sagen om at beskytte sit varemærke.

»Vi ønsker naturligvis at værne om vores brand og vores navn, som vi i mere end 20 år har brugt mange millioner kroner på at markedsføre. Vi mener ikke, at andre restauranter bør kunne trække på den goodwill, som vi har opbygget,« har tidligere pressechef hos Jensens Bøfhus, Jens Arnborg Lund, udtalt i sagen før.

Det væsentlige i sagen er vurderingen af, i hvor høj grad forbrugerne forbinder navnet »Jensen« med Jensens Bøfhus, vurderer Klaus Ewald Madsen, der er advokat og partner i advokatfirmaet Bech-Bruun.

»Retten vurderede sidste gang, at det kan godt være, Jensens Bøfhus' navn er blevet indarbejdet i folks bevidsthed, men dog ikke så meget at det kan forhindre andre i at drive fiskerestaurant under samme navn. Vurderingen om, hvor meget indarbejdelse, der skal til, er ikke altid let, men jo mere indarbejdet, navnet er, jo bredere bliver ens beskyttelse,« siger han.

Generelt må man gerne bruge sit efternavn til den virksomhed, man driver. Det har Jacob Jensen gjort siden 2001, men nu må han finde på et nyt navn til restauranten.