Jensens Bøfhus står lige nu i en svær situation, fordi restaurantkædens vigtigste bankaftale til overlevelse udløb ved udgangen af august. Dette skriver Børsen her til morgen.

Aftalen er af så stor betydning, at det i juni i år blev slået fast, at aftalen med SEB var altafgørende for virksomhedens overlevelse.

Allerede dengang var det begyndt at ryste lidt i bøfhusets grundvold, hvis revisor, Deloitte, fortalte, at der er væsentlig usikkerhed om hele bøfhuskædens fremtid.

Ingen kommentar
Faktisk er situationen så vanskelig, at det har gjort ledelsen i Jensens Bøfhus stumme. Hverken stifteren af bøf-imperiet Palle Skov Jensen eller den nye direktør Dorte Gleie vil kommentere på den finansielle situation, som kæden står i.

Tilbage i juni konstaterede Palle Skov Jensen, at hvis SEB ikke ønskede at forlænge låneaftalen efter den 31. august, så ville Jensens Bøfhus skulle ud og finde finansiering et andet sted, ellers »er der ikke nogen virksomhed. Sådan er det,« udtale han til Børsen.

Gæld på 160 mio. kr.
Jensens Bøfhus, der indtil 2013 havde en nogenlunde stabil kurve, når man kigger på nettoomsætningen, endte i et gevaldigt stormvejr, på de sociale medier i 2014, da de kom ud i en retssag med en fiskerestaurant, hvis navn lå tæt op af gigantens eget. Siden da er nettoomsætningen raslet nedad.

I dag skylder Jensens Bøfhus lige nu i omegnen af 160 mio. kr. til SEB, og sidste års regnskab viste, at bøf-kæden kom ud af 2016 med et minus på 31 mio. kr. efter skat.

Det var også i 2016, at stifteren satte jagten ind på at finde en medejer til restaurantkæden, men i år opgav ideen igen. I stedet har Palle Skov Jensen solgt ud af ejendomme, skåret i medarbejderstaben og solgt datterselskabet Jensens Køkken for at skaffe kapital.