Kan du beskrive dig selv med tre ord?

»Hidsig, tvivlende, lejlighedvist sangvinsk. Det var fire!«

Hvornår indtraf dit livs mest afgørende øjeblik?

»Det må have været min undfangelse. Et andet afgørende øjeblik var, da min farmor endegyldigt fik nok og klippede alle mine store, lyse krøller af mit toårige barnehoved. De er aldrig kommet tilbage.«

Hvilken dyd er efter din mening den mest overvurderede?

»At man intet må fortryde!

For nylig udtalte en kendt skærmtrold, at hun drømte om »som gammel at tænke tilbage og fortryde absolut intet«. »Just do it!« – hele den dér ting:

Du skal træffe de rigtige valg. Hele tiden, du skal fandeme være vågen i timen. HELE timen, ellers risikerer du på den yderste dag – når du sidder i aftensolen foran dit hårdt tilkæmpede gule bindingsværkshus, som du måske ikke engang får – at komme til at fortryde, og: Der skal ABSOUT intet være at fortryde!

Nu, da den gamle deroppe i skyerne er sendt på pension, har vi kun os selv at stå til regnskab for på den yderste dag. Og så må der ikke være noget at komme efter. Absolut intet!

Det, synes jeg, er forholdsvist neurotisk.

Af samme skuffe, men endnu mere vidtgående, er en sætning, der en overgang stod bøjet i messing på væggen i mit træningscenter:

»THE ONLY ONE WHO CAN TELL YOU WHAT YOU CAN’T DO, IS YOU – AND YOU DON’T HAVE TO LISTEN!«

Så er neurosen sprunget ud i fuld skizzofreni.

Leder man efter alternativer til denne konstante trang til selvoptimering, kan man gå til teatret, for eksempel til dramatikeren Arthur Miller, som sagde: »Maybe all one can do is hope to end up with the right regrets.«

Det er en anden måde at bære rundt på sine ufuldkommenheder på, en mere etisk måske.

For mit eget vedkommende regner jeg med at komme til at fortryde og genfortryde og fortryde og genopdage det, jeg ellers lige havde fortrudt – i én uendelighed.

»Som en druknende, der til sin usigelige lettelse opdager, at han er en fisk.«

Og det er ikke en formulering, jeg selv har fundet på, men stjålet fra digteren William Heinesen – så kan man fortryde det!«

Har du et ar, der fortæller en særlig historie?

»Jeg har et ar på højre hånds tommelfinger, som fortæller historien om fryd og vrede.

Da min femårige storesøster en forårsdag i 1968 i et vredesudbrud smækkede en dør hårdt i, vidste hun ikke, at der bag døren gemte sig hendes treårige lillebror i færd med at undersøge den sjove sprække mellem dør og dørkarm helt inde ved hængslerne.

Jeg husker stadig tydeligt den frydefulde fornemmelse af at stikke tomlen igennem sprækken og således få fingrene en lille smule i klemme. Det resulterede i en afklippet og senere påsyet fingerspids.

Jeg kommer fra en familie med et stort temperament. Det er jeg meget stolt af.

Til november spiller vi på Husets Teater et stykke om frydefuld vrede i familien. Det hedder »Ankomst. Afsked«, er skrevet af mig selv og har Benedikte Hansen og Hans Rønne i hovedrollerne. Det kommer ikke til at gå stille af!«

Hvad må man ikke udsætte dig for?

»For meget af mig selv. Jeg har ofte en idé om, at mere tid for mig selv sammen med mig selv vil være af det gode. Men det viser sig næsten undtagelsesløst, at det er lyv.

Jeg kan ikke bære vægten af mig selv og al mit halløj helt alene. Jeg går i knæ og i frø og splatter ud til alle sider.

Livet opstår i relationer. Historier opstår i relationer. At relationerne så er til at brække sig over, at de er helvede, og at man fortryder nogensinde at have nærmet sig dem – det er det muntre helvede, der udgør det akvarie, vi svømmer rundt i!«