»Jeg synes det et meget prisværdigt tiltag, men det vil aldrig vokse ud til den store befolkning, desværre.«
Dommen er hård og kontant over Neil Youngs Pono-projekt fra Teknik- og Gadgetmagasinet T3s chefredaktør, Mette Eklund Andersen.
»Det vil aldrig få den brede appel, for det ikke kommer ind via de vante kanaler, som folk efterhånden hører deres musik på om det så er Spotify eller iTunes. Det vil kun være interessant for dem, der i forvejen går op i musik og køber den på cd eller vinyl,« siger Mette Eklund Andersen, der som inkarneret lydentusiast ellers selv burde være i målgruppen for Pono.
»Jeg har læst musikteknologi på universitetet og interesserer mig en hel del for den slags ting og har da også et SACD-anlæg (Super Audio CD, red.) derhjemme. Og jeg krummer da også tæer, hvis jeg spiller et stykke musik på en MP3-fil i et anlæg og så spiller CD’en bagefter. Der er lysår til forskel. Men for folk i al almindelighed så vægter bekvemmelighed højere og på det punkt kan Pono ikke konkurrere med de portaler, vi får vores musik fra nu.«
Desuden ser Mette Eklund Andersen en række andre problemer for Pono-projektet. For det første bruger folk i forvejen deres Smartphone som musikafspiller i dag og ønsker ikke at gå rundt med både en telefon og en musikafspiller, for det andet kommer de analoge filer til at fylde mere, og man skal derfor have flere gigabyte på sin musikenhed, og for det tredje er der prisen.
Du kan ikke bare nøjes med 16 gigabyte eller 32 gigabyte, hvis du har bare en pæn musiksamling. Jeg har selv 20 gigabyte ud af mine 32 på telefonen fyldt op med musik. Hvis det så fyldte det dobbelte, ville det være 40 gigabyte, jeg skulle have, og det koster jo også,« siger hun.
Det eneste, der ifølge Mette Eklund Andersen kunne tale for projektet, er den trend, der for øjeblikket er med hovedtelefoner, hvor forbrugerne gerne vil have de dyre og gode modeller, der typisk koster op til 2000-3000 kroner stykket.
»Men det er lige så meget et modefænomen. At du viser et statement ved at have store hørebøffer på i bybilledet,« mener hun.
Lyden i den sammenhæng er og bliver underordnet.
»Man kan jo hver dag gå hen på S-togsstationen og se teenagere stå og spille musik direkte på deres mobiltelefoner. De er i sidste ende ligeglade.«