»Jeg plejer at henvise til komponisterne.«
Sven Holms svar falder prompte.
Spørgsmålet var, hvorfor han har valgt at genskrive den roman, »Min elskede. En skabelonroman«, han skrev for 45 år siden.
»Mange komponister reviderer deres værker efter 8, 10 eller 12 år. Det kan også ske, at de gør det med rigtig gamle værker. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor det er så ualmindeligt inden for skønlitteraturen.«
At musik er en vigtig reference i den 73-årige forfatters liv er til at høre og se i hans hjem. Da Sven Holm tager imod i den 300 kvadratmeter store lejlighed ned til Sortedamssøen, brager en kvartet af Joseph Haydn ud gennem et væld af højttalere. De har en central placering i næsten alle rum, selv i køkkenet har han et stereoanlæg og et sæt højttalere. De vægge, der ikke er fyldt fra gulv til loft med bøger, er da også plastret til med plader og cd’er. Først og fremmest klassisk musik, men også rock. Opdelt alfabetisk, indekseret efter genre.
»Musik inspirerer mig meget, og jeg kan godt lide at have det, så man kan finde det frem igen.«
Når han skriver, stående ved sin skrivepult i arbejdsværelset ud mod Øster Søgade, har han dog slukket for stereoanlægget.
»Generelt hører jeg enormt meget musik, men når jeg skriver nye ting, er det sjældent. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, det er bare blevet sådan.«
Men det er ikke kun musik, der inspirerer Sven Holm. Det var et litterært værk, der satte ham i gang med at genskrive »Min elskede. En skabelonroman«, der nu hedder »Min elskede. En 68-roman«.
»Ideen kom fra mig selv, men jeg tror, den udsprang af de to bøger om den periode, som Peter Øvig Knudsen skrev, og den debat der efterfølgende opstod,« fortæller han med henvisning til »Hippie 1&2«, der beskriver Thylejren og en gruppe unges forsøg på at skabe et nyt samfund, fra sommeren 1970.
»Det er interessant, at den tid er kommet op igen. Der bliver sagt en del gode ting og ikke så lidt vås i den debat, der er opstået. Da jeg nu selv levede i den tid – jeg var 28 dengang og kendte til hippiebevægelsen, kollektiverne og Thylejren og så videre – vil jeg gerne bidrage. Jeg var også en af de første, der skrev om det herhjemme.«
»Min elskede« foregriber netop ungdomsoprøret og hippiebevægelsen. Men hos Sven Holm er oprørerne ikke klædt i hippiegevandter. De to hemmelige agenter, der kommer til København for at starte en revolution, er iført sort jakkesæt og bowlerhat.
»Det ligger der selvfølgelig en lille spydighed og lidt satire i. For det er jo borgerskabets tøj, der bliver brugt på en flippet måde. Det morede mig at gøre det. Jeg synes stadig – også nu, hvor jeg tog bogen op igen – at drilleriet var meget på kornet. Egentlig tror jeg altid, jeg har haft lyst til at drille det, jeg holder af.«
Sven Holm indskyder, at hans forhold til de samfundsomvæltninger, der skete, dengang som nu er tvetydigt.
»Jeg var meget begejstret for, at man slap ud af de her små bure, som man i 1950erne og langt op i 1960erne havde sat sig selv og hinanden i. Det var skønt, at man brød med det, men samtidig var der også noget uniformeret og lidt rigidt over 68-tiden, ikke mindst den marxistiske spændetrøje.«
Det fik han som forfatter selv at mærke.
»Jeg fik at vide – allerførst i 1970erne, da jeg af og til boede i et kollektiv i Nordsjælland – at jeg var en, der svigtede folket, fordi jeg skrev sådan nogle mærkelige ting, som ikke alle kunne være med på.«
Sven Holm har da også ofte eksperimenteret med formen, udforsket hvad man kan med sproget. Ikke mindst i »Min elskede«, der står som et stykke 1960er-modernisme i dansk litteratur. Ind imellem den karikerede, tegneserieagtige historie om to udenlandske agenter slynger sig en række skildringer fra livet i København. En slags lysbilleder, eller skabeloner som Sven Holm også kalder dem. Til sidst opløses bogen helt i en dialog mellem forfatteren, kritikeren og læseren.
»Jeg kan huske, at der især var en havbiolog, der boede på det her kollektiv, der skældte mig ud for at være ufolkelig. Sjovt nok var det nogle af de samme mennesker, som ti år senere sagde: Hvor var det godt, at der var én som dig, der holdt fast ved fantasien.«
At drille det, han holder af, har fulgt Sven Holm, fra han var barn.
»Man kan diskutere, om det er en egenskab eller en karakterbrist,« siger han og ler.
»På en måde tror jeg, at det er en del af det at være kunstner. Jeg har aldrig rigtig troet på kunst, der hæver fanerne og kender løsningen på det hele. Jeg er mere ude efter en tvetydighed eller flertydighed. Der er aldrig noget, der er helt godt, måske er der heller aldrig noget, der er helt skidt.«
Den tilgang har smittet af på de utallige noveller, romaner, skuespil, TV-spil og essays, han gennem tiden har skrevet.Nu er du gået tilbage til »Min elskede«, men hvordan forholder du dig generelt til de ting, du tidligere har skrevet?»Jeg forholder mig nok hovedsageligt til dem, hvis jeg for eksempel læser op af gamle ting. Nogle af dem kan overraske mig, fordi jeg tænker: Der indså jeg sgu noget, som jeg er glad for, at jeg indså. Men jeg går ikke sådan og læser i mine gamle ting og overvejer at bruge dem igen. Det gør jeg ikke.Så det her er et særtilfælde?»Ja, det er det. Det er ikke sådan, at der fra nu af kommer en lang række genskrivninger af mine gamle bøger. »Min elskede« står stærkt som 1960er-modernisme. Der er vel også dem, der ville sige, at den skal man ikke røre ved, den står fint, som den gør?»Det synes jeg på en måde også, den gør. Men der sker jo enormt meget med én, når man bliver så ældgammel som jeg, 73. Man ser på sig selv og sin egen ungdom med nye øjne. Der er sket mange skridt der. Meget af det er sjovt at se igen. Selvfølgelig tænker jeg på nogle måder anderledes, men på mange måder gør jeg åbenbart ikke. Jeg synes, bogen er skrevet med en sikkerhed, som er ret vellykket. Derfor kunne jeg også gå ind i den igen.«
Han har skrevet kapitler til, taget nogle andre ud og ændret i begyndelsen og slutningen.
Bliver man bedre og bedre som forfatter, eller forholder det sig omvendt?»Det er svært at sige, men jeg har altid valgt, lige fra de første år, jeg skrev – da jeg var i tyverne – at hver eneste bog skulle være anderledes end den forrige. Ovenikøbet meget anderledes. Det har jeg overholdt siden, selv om der er temaer, jeg tager op igen og igen. Jeg har altid holdt meget af, at det ikke er på samme måde. Hvis jeg har skrevet en meget sort ting, kan jeg i den næste bog lave noget meget fornøjet. Så jeg har ikke følt, at nu har jeg fundet min bane. Men der er genrer, jeg foretrækker. Jeg foretrækker novellen, og jeg holder også meget af skuespil. Det eneste, jeg vist nok ikke har skrevet, er en roman på 400 sider.«
Den skal vi heller ikke regne med fra Sven Holms hånd.
»Jeg bryder mig ikke om litteratur, som bunker ovenpå og udvider sig og har dét som mål. Det præger meget af den litteratur, der bliver skrevet i dag. Den her målsætning om, at en bog ikke er en rigtig bog, hvis den ikke er på over 400 sider. Jeg synes, det er nærmest latterligt. Jeg holder af en vis skarphed og strenghed. Det er også få bøger, der kan bære de volumener. Bortset fra at man får dem i hovedet, hvis man forsøger at ligge og læse dem i sengen.« I »Min elskede« giver du en karakteristik af samfundet anno 1968. Hvordan har dit syn på verden udviklet sig siden?»Først og fremmest har verden jo ændret sig kolossalt, så jeg ville da være en ret stor idiot, hvis ikke jeg var fulgt med. Men jeg ville nødigt være 28 i dag, hvis jeg skal sige det ligeud. Jeg synes på mange måder, at det er blevet en mere knastør og ekskluderende verden. Samfundet er på mange måder blevet til en bureaukratisk rebus, som den enkelte skal fægte sig rundt i. På den anden side er den enkelte blevet forvandlet til sin helt egen massebevægelse. Jeg og mig og min allevegne. Men også for forfattere og dramatikere – jeg har jo også skrevet mange stykker – er verden snævret ind. Teatret er ganske enkelt tørret fantastisk ind.«
Sven Holm forklarer, at teatrene er så pressede økonomisk, at de kun vil spille stykker med få skuespillere, så de kan holde udgifterne til lønninger nede.
»Jeg har i gamle dage skrevet stykker for mange personer, som har været opført mange steder. Men i dag er jeg i den fuldstændig sindssyge situation, at jeg har skrevet et stort skuespil om Jens Otto Krag, som ingen teatre vil spille, fordi det kræver ti skuespillere.«Hvordan oplever du ellers, at den kulturelle verden er blevet mere knastør og ekskluderende?
»Når jeg ser, hvad mine kolleger er ude i, ikke mindst lyrikere, men også prosaforfattere, der ikke skriver krimier eller mainstreamhistorier... det er jo hårde vilkår, de har. Forlagene har det også ad helvede til. Det er ikke kun teatrene. Det ytrer sig som magerhed og snæverhed i begge verdener.«
Da Sven Holm i 1968 første gang skrev »Min elskede«, var han en af de første, der opfangede de nye vinde, ungdomsoprøret førte med sig. Men at noget lignende kunne ske i dag, tror han ikke på.
»I sine mest positive og lyse øjeblikke kan man tænke: Der må da være noget, der går imod den stivnelse, der er, ligesom der var i 1950erne. Gid der må opstå en ny blomsterart eller en ny fantastisk grøntsag – måske et kålhoved – der kunne trænge op gennem asfalteringen. Den nuværende tilstand kalder i det mindste på noget nyt. Noget der rejser sig med et lys. Men lige nu kan jeg ikke se, hvor det lys skulle komme fra. Solen står op hver dag, men det er, som om vi ikke rigtig gør det.«
Læs anmeldelsen af »Min elskede. En skabelonroman« på side 6.
