Han er blevet kaldt en hård negl og en robust politiker, der ikke lader sig slå ud af kurs. En kongemager, der har stor indflydelse på, hvem der køres i stilling til de eftertragtede poster i partiet og regeringen. Og en fremragende strateg, der formår at skabe stærke alliancer på kryds og tværs.
Det er formentlig en blanding af disse egenskaber krydret med et stædigt kampgén, der har bragt erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) tilbage i den absolutte top af dansk politik og ind i regeringens inderkreds.
Henrik Sass Larsen er placeret som den niende mest magtfulde dansker og fjerde mest magtfulde minister i Berlingske Business Magasins Magtanalyse 2014. Et overvældende comeback for en person, der for to og et halvt år siden befandt sig uendeligt langt fra top 100, da han røg ud i kulden efter folketingsvalget.
I dag sidder Henrik Sass Larsen i en komfortabel situation med stærke alliancer med alle dele af folketingsgruppen og Socialdemokraternes top. Han befinder sig godt i et ministerium, hvor dagligdagen handler om jobskabelse og vækst. Og han er med til at koordinere regeringens økonomiske politik i det magtfulde økonomiudvalg, der består af blot fire ministre.
Men spørger man ham selv, fremhæver han en klar grænse for, hvortil ambitionerne går: Han vil aldrig stille op som formand for Socialdemokraterne. Hverken om et år, i næste valgperiode eller i nogen anden valgperiode.
»Jeg ville hade mange af de ting, der skulle til for at være nummer et. For det første er det jo skrækindjagende, hvad partiformænd bliver budt. Se, hvad der er blevet skrevet og sagt om f.eks. Helle Thorning-Schmidt gennem tiden. Og se, hvordan Lars Løkke Rasmussen er blevet behandlet. At man overhovedet kan smile om morgenen med den behandling, er jo nærmest ufatteligt. Det må være rædsomt,« siger Henrik Sass Larsen.
Erhvervs- og vækstministeren kan langt bedre lide den centrale rolle lige bag formanden frem for selv at skulle træde allerlængst frem på den store scene. Han er vant til rollen som partiets stærke mand, der sidder med ved bordet de rigtige steder, men samtidig har mulighed for at overlade rampelyset til andre nu og da. Og han mener slet ikke, at han egner sig til at være partiformand.
»Jeg kan slet ikke se, at det skulle være attraktivt at være nummer et. Så er der alt det med at være god til at træde direkte ind i stuerne via TV og formidle ting på meget kort tid. Det er blot en af de egenskaber, som partiets leder skal have, men som jeg slet ikke har. Jeg føler mig ukomfortabel ved det. Og man skal give rigtigt meget af sig selv privat i den rolle. Det har jeg slet ikke lyst til,« siger Henrik Sass Larsen.
Til gengæld har kommentatorer peget på, at Henrik Sass Larsen – meget sigende for hans sans for networking og indflydelse – sidder med gode kort på hånden, uanset hvilken kvinde der står i spidsen for Socialdemokraterne efter næste valg. Helle Thorning-Schmidt har for længst vist, at hun har genvundet tilliden til Sass, og han har de seneste år opbygget en fortrolig relation til partiets stærke kronprinsesse, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.
Henrik Sass Larsens magtfulde position hos Socialdemokraterne og i regeringen må betegnes som noget nær en sensation med tanke på hans situation kort tid efter regeringsskiftet i efteråret 2011. Dengang var mange partifæller dybt rystede over, at Henrik Sass Larsen blot tre dage før, at SRSF-regeringen blev præsenteret, meddelte, at han alligevel ikke stod til rådighed som minister.
Den uventede melding skyldtes, at der tilsyneladende var problemer med PETs sikkerhedsgodkendelse af ham som minister pga. hans kontakt til Bandidos-rockeren Suzuki-Torben. Fra at være bedste bud på en kommende finansminister røg Henrik Sass Larsen med ét slag ud i kulden, og hans politiske karriere lå pludselig i ruiner.
Inden da havde Henrik Sass Larsen i seks år været forbundet i et skæbnefællesskab med Helle Thorning-Schmidt som partiformandens nærmeste politisk fortrolige. Regeringsskiftet efter valget i 2011 skulle være kronen på værket, men Henrik Sass Larsen måtte vanæret droppe ministerdrømmen og rykke til de anonyme kontorer i Christiansborgs fjerneste afkrog kaldet »Sibirien.«
»Når man er udsat for en sådan hændelse, bliver man hensat i en choktilstand. Det gælder om at overleve. Og så må man sætte sig ned og lave en plan for, hvordan man vil arbejde sig ud af det her,« siger Henrik Sass Larsen.
Besluttede sig hurtigt for at kæmpe
Han besluttede næsten med det samme, at han ville blive i dansk politik og kæmpe for et comeback.
»Man kan vælge enten at give op og sige, at det var så det, eller man kan beslutte sig for at kæmpe for at komme tilbage. Jeg ville renses. Jeg lavede hurtigt en slags overordnet strategi med nye mål. En god strategi giver sikkerhed og tryghed i forhold til, hvordan man skal navigere,« siger Henrik Sass Larsen.
Hvad indeholdt strategien?
»Det var på det meget overordnede plan. Den handlede om at sætte målet for, hvor jeg ville hen i løbet af f.eks. et halvt eller helt år. Min overordnede målsætning var at blive renset. Om jeg så måtte komme tilbage politisk, var jeg ikke herre over. Det var også klart for mig, at jeg måtte stille mig til rådighed for pressen i begyndelsen og derefter lukke ned.«
Henrik Sass Larsen mener, at det ville åbne for mange fejlagtige konklusioner, hvis han ikke stillede op til interview i begyndelsen. Omvendt lukkede han døren for flere spørgsmål om sagen i en periode efter at have udtalt sig til mange medier i begyndelsen.
»Ellers ville de blot blive spekuleret videre i det uendelige. Det er jo en saftig og god historie. Derudover ville der også være nogle, der ville gå i gang med soft stories om, hvordan jeg havde det. Her har jeg valgt at sige »get out of my life«. Jeg fortryder de gange, hvor jeg har givet interview hjemme hos mig selv i private rammer. Så giver man jo noget af sig selv, og det har jeg ikke lyst til,« siger han.
Hvorfor vil du generelt ikke medvirke i interviews om, hvordan du har det som privat menneske?
»Fordi jeg føler mig ukomfortabel ved situationen. Derudover var jeg igennem et meget hårdt forløb, hvor en af mine private venners liv blev projekteret over på mig. Det blev et spørgsmål om en moralsk domstol i offentligheden. Og jeg hader moralske domstole i alle henseender. Mit ræsonnement er, at jo mere jeg holder mig fra den slags interviews, jo mindre sandsynlighed er der for, at jeg selv ender i den moralske folkedomstol.«
Det er kendt, at du ikke har lyst til at tale i offentligheden om din opvækst. Hvorfor?
»Det er mit private rum, og der skal det blive. Det har jeg det bedst med. Så må folk i stedet tage bestik af, hvordan jeg agerer i politiske sammenhænge. Det er det relevante.«
Udstyret med godt kampgén
I kølvandet på den uventede politiske rutschetur fortsatte Henrik Sass Larsen med at dyrke sit vidtforgrenede netværk. Han var samtidig påpasselig med ikke at blive bitter, mens han holdt sig på afstand af den politiske diskussion i offentligheden.
Følte du dig aldrig tømt for energi og initiativ i den periode, hvor din politiske fremtid så ud til at ligge i ruiner?
»Man bliver meget ked af det. Det er psykisk hårdt. Men jeg er udstyret med et godt kampgén. Jeg anerkender ikke begrebet at give op.«
Hvilket indtryk husker du især fra den periode, hvor du holdt til i »Sibirien« på Christiansborg?
»Det, som jeg husker mest af alt, er min frustration over at se den modvind, som regeringen røg ind i med det samme. Det er ærgerligt. Jeg havde håbet, at det var gået anderledes. Det var svært at kigge på det på afstand. Men jeg styrede mig, og det skal man også gøre i en sådan situation.«
Samtidig kæmpede Henrik Sass Larsen for at få aktindsigt i sin egen sag, slippe af med det tavshedspålæg, han havde fået, og ikke mindst at rense sit navn.
Da han i maj 2012 efter næsten otte måneder i kulden overraskende blev udnævnt til gruppeformand for Socialdemokraterne, blev han nærmest modtaget som en Messias. Som den hårde hund og skarpe strateg, der kunne give oppositionen modspil og sætte en dagsorden. Som manden, der kunne agere bindeled mellem partiledelsen og en folketingsgruppe, der følte, at afstanden til regeringstoppen blev større og større.
Efterfølgende gav Folketingets Ombudsmand både Justitsministeriet og Statsministeriet alvorlig kritik for deres håndtering af Sass-sagen. Ombudsmanden kritiserede bl.a. tavshedspålægget af Henrik Sass Larsen, mens Justitsministeriets begrundelse for at give Sass afslag på aktindsigt i sin egen sag blev kaldt utilstrækkelig.
Sagen om sikkerhedsgodkendelsen og de bristede ministerdrømme vækker stadig undren på Christiansborg, men Henrik Sass Larsen har understreget, at han føler sig renset og opfatter den som et afsluttet kapitel.
Vil gerne undgå Enhedslisten
I august sidste år kom endnu en blåstempling af Sass, da Helle Thorning-Schmidt udnævnte ham til erhvervs- og vækstminister. Henrik Sass Larsen fastslår, at han føler sig rigtig godt tilpas i ministeriet, og han afviser blankt, at han drømmer om at blive finansminister.
»Jeg ville faktisk være ked af at skulle bytte. Jeg har jo en bekvem ministerpost, som jeg er virkelig glad for. Jeg har ikke hovedansvaret for at få hele den økonomiske politik til at hænge sammen. Og tænk, hvis jeg skulle tilbringe lige så mange timer sammen med Enhedslisten, som Bjarne Corydon har gjort. Det ville være virkelig deprimerende,« siger Henrik Sass Larsen.
Med posten som erhvervs- og vækstminister har Henrik Sass Larsen bevist, at det er muligt at tage den lange rejse fra en hård barndom til en placering i Magtanalysens top 10. Han er vokset op på Vestegnen i et socialt belastet og voldeligt hjem, og som 12-årig kom han på børnehjem. Senere fandt han dog ro hos en plejefamilie hos en kammerats forældre, og selv om han ikke selv bryder sig om at tale om den barske fortid, har evnen til at kæmpe sig op skabt stor respekt hos mange socialdemokrater.
Store begrænsninger på magten
Undervejs til toppen har Henrik Sass Larsen flere gange oplevet betydelig politisk modvind, og i dag må han erkende, at der er store begrænsninger på en ministers magt i en mindretalsregering. Derfor har han anlagt en kompromissøgende stil, hvor samarbejdet med den borgerlige opposition er gennemgående, og den hårde retorik over for bl.a. bankerne er blevet dæmpet betydeligt.
»Jeg er stadig et meget ideologisk tænkende menneske. Men jeg er samtidig yderst pragmatisk. Man må respektere det eksisterende politiske landskab. For mig handler det nu om erhvervsbetingelser og vækst. Og Enhedslisten er imod vækst, så jeg skal per definition skabe brede flertal,« siger han.
Men er regeringen ikke gået så meget på kompromis, at regeringsskiftet ikke har gjort den store forskel?
»Nej, det synes jeg bestemt ikke. Hvis man kigger på meningen med regeringens politiske projekt, så skal man kigge på hele regeringsperioden. Og så skal man se på, hvor man stod i 2011, og hvor man står i 2015. Jeg vil vædde på, at regeringsskiftet har gjort en stor forskel på, hvor man ender. Også ideologisk. Det er ikke bare sådan, at der kun er én vej. Det er ikke bare den nødvendige politik.«
Føler du, at du personligt kan rykke noget reelt politisk i Danmark, eller handler det udelukkende om, hvor mange mandater de forskellige partier har?
»Jeg synes, at jeg personligt her og der får sat mit præg på tingene. Men det er jo heller ikke verdensfjernt fra, hvad hele ministeriet arbejder med. Vi skulle eksempelvis gøre noget ved den finansielle sektor, og så gør vi det med vigtige krav (kapital- og likviditetskrav, red.) til sektoren for at få mindsket de finansielle risici i fremtiden. Kunne jeg ønske mig andre nuancer? Ja, naturligvis, men jeg mener, at jeg får sat mit præg på tingene.«