Jeg bestilte en kop kaffe forleden. På en af de der cafeer, hvor man skal angive sit navn, som var man noget særligt. Det var i udlandet, og da baristaen spurgte mig, hvad mit navn var, blev jeg ramt af øjeblikkelig vokal tourette og sagde »store patter«.

Det er et par ord, der aldrig før er kommet ud af min mund, men pludselig hørte jeg mig selv sige det. Først bad baristaen mig om at gentage det, og derefter sagde hun det højt på gebrokkent dansk og noterede »store patter« på papiret foran sig. To minutter senere bliver der råbt »store patter« ud i højtalerne i den udendørs kaffebar over Rothschild Boulevard midt i Mellemøsten.

Det er barnligt, det ved jeg godt, men det var på den anden side også smukt, for den yndige barista råbte ufrivilligt ord, som for hende var fuldstændig uden mening, men som for mig pludselig var blevet sat ind i en kontroversiel kontekst. De øvrige mellemøstlige cafegæster, jeg havde taget som lyttegidsler, tog selvsagt heller ikke notits af mit lille pubertære oprør.

Og sådan er det jo med ord. De betyder i virkeligheden intet, før vi lader dem med betydning. Og på den måde er den debat, som organisationen Every Sexism Project Denmark har rejst de seneste uger, for så vidt på sin plads. Vi skal kunne tage debatten. For ord får først deres betydning i den måde, vi bruger dem på. Og i tilfældet »store patter« mener de, at ordene bliver brugt forkert.

Det er klart, at vi gennem historien bliver nødt til at revurdere bestemte ords betydning og konstituere nye ord og termer. Jeg går eksempelvis ikke rundt og siger neger i flæng, fordi jeg har en forståelse for den politiske og emotionelle kamp, der har udspillet sig over flere årtier omkring betydningen af netop ordet neger.

Men hvis vi lige for et øjeblik prøver at tage følelserne, forudindtagelserne og forbeholdene ud af ordene »store patter«, så mener jeg ikke, at »store patter« tilnærmelsesvis bærer nogen lignende smerte eller historik. Jeg ved, at jeg højst sandsynligt bliver skudt i skoene, at jeg ikke forstår de underliggende patriarkalske strukturer, men så taler jeg som datter af patriarkatet, når jeg siger, at nogle gange er en rose bare en rose. Den knytter ikke an til noget andet. Til noget større. Den er, hvad den er. I dette tilfælde en del af et kampråb.

Vi bliver nødt til at kunne bruge sproget og lege med det. Flytte på det og rykke grænserne for det. Vi skal kunne gå til grænsen og nogle gange træde over den. Jeg siger ikke, at »store patter« er stor kunst, og jeg tror, at jeg kunne finde på noget mere poetisk at brøle i omklædningsrummet, men jeg siger, at det er vigtigt ikke at være bange for sit eget sprog. Jeg tænker ugentligt over mit sprogbrug, fordi jeg af erfaring ved, at jeg lider af vokal tourette. De seneste år er jeg med rette begyndt at overveje mit ordbrug. Må jeg sige »bøsse«, må jeg sige »mongol«, og hvordan er det med »skizofren«? Ord, som alle er potentiel kryptonit, og som kan bære smerte, diskrimination eller undertrykkelse med sig. Men STORE PATTER vil jeg råbe hele vejen ind i 2018.

Sanne Cigale Benmouyal er cand.mag., vært og journalist.