Har du lyst til at skrive et indlæg til en antologi, læse op i en boghandel eller optræde på en festival? Helt ulønnet. Naturligvis.
Sådan lyder det tit, når danske forfattere bliver kontaktet af festivaler, boghandlere eller større organisationer. Her er lønnen stadig oftere taknemmelighed eller vin - og ikke løn, som forfatterne selv ønsker.
Blandt de seneste eksempler er et arrangement, som DR afholder i forbindelse med litteraturfestivalen »Ordkraft« i Aalborg til april. Her er en række forfattere blevet indbudt til at diskutere, hvordan man styrker læselysten. Forfatterne er inviteret som publikum og får altså intet honorar. Det undrer forfatter Merete Pryds Helle.
»Jeg bliver utroligt fornærmet over, at man vil invitere mig som publikum til en debat, jeg faktisk ved noget om. Før i tiden bad DR os om at skrive tv-spil og radio-spil og man fik et mindre honorar på et par hundrede kroner, hvis man stillede op til en oplæsning. I dag er intet lønnet. DR forventer bare at forfattere dukker op gratis,« siger Merete Pryds Helle, der understreger, at ulønnet arbejde er et generelt – og stigende – problem.
Det er Dennis Gade Kofod enig i. Efter udgivelsen af hans seneste roman, »Nancy« oplevede han et stort antal henvendelser fra arrangører, der ville have ham til at læse op eller debattere uden at få løn for det. Dennis Gade Kofod bor på Bornholm, men heller ikke rejseudgifter får han dækket ind.
»Arrangører har udviklet en idé om, at forfattere stiller op con amore. Tit ringer de fra en boghandler og siger, at det vil være god eksponering af min bog, hvis jeg kommer, men det er jo totalt dumt at tro, at det giver noget som helst at læse op for 10 fremmødte. Nogle gange bliver jeg så tilbudt tre flasker vin for besværet, men det kan jeg jo ikke give mine børn med på madpakken,« forklarer Dennis Gade Kofod.
Han understreger, at han ikke beder om chefløn. Han mener bare, at det er rimeligt, hvis der også er løn til dem, der står på scenen, når alle andre rundt omkring scenen, bliver betalt for deres arbejde.
»Jeg vil hellere bevare min værdighed og mit andet arbejde som støttelærer, end jeg vil sige ja til alt muligt ulønnet arbejde,« siger Dennis Gade Kofod, der opfordrer forfatterforeningerne til at gå ind i sagen. For eksempel ved at kræve, at deres medlemmer siger fra overfor gratis arbejde.
Men det er ikke muligt, siger Jan Thielke, der er formand i Danske Skønlitterære Forfattere.
»Vi er ikke en fagforening. Vi er en interesseorganisation, og fordi forfatterne er selvstændige, har vi slet ikke de muligheder,« forklarer Jan Thielke, der understreger, at man altid opfordrer sine medlemmer til at få betaling for deres arbejde.
Også Jakob Vedelsby, der er formand for Dansk Forfatterforening, oplever det stigende problem.
»Vi taler om det jævnligt. Selvfølgelig skal man da have et honorar, når man som professionel bliver bedt om at deltage i et arrangement på grund af sin faglighed. Mange tilrettelæggere tænker, at det er nok for forfatterne, hvis de får promoveret deres navn og forfatterskab, men det kan de godt glemme. Vi har ikke behov for at promovere os selv. Vi har behov for en indtægt,« forklarer Jakob Vedelsby.
Både Dansk Forfatterforening og Danske skønlitterære Forfattere overvejer, hvad de kan gøre ved problemet. Danske skønlitterære Forfattere arbejder på en vidensbank, hvor forfatterne kan dele de afslag, de sender til tilbud om ulønnet arbejde.
»Det kan godt være ret ubehageligt for en forfatter at sige nej til en bibliotekar, der kommer i god tro, men som i virkeligheden har et ret fornærmede tilbud. Måske får forfatterne nemmere ved at sige nej, når de kan se deres kollegaers afslag og kan få ideer til, hvordan man kan gøre det på en sjov eller venlig måde,« siger Jan Thielke, der vil placere vidensbanken på foreningens hjemmeside.
Hos Dansk Forfatterforeningen griber man i egen barm. Ved flere af foreningens såkaldte fyraftensmøder har man nemlig inviteret forfattere til at fortælle andre medlemmer om erfaringer med f.eks. at illustrere børnebøger eller udgive netbøger. Lønnen har typisk været en flaske vin eller et boggavekort.
Og det skal måske ændres, siger Jakob Vedelsby.
»Det er noget lidt andet, fordi vi er en forening, hvor medlemmerne deler viden med hinanden, men vi taler om, hvorvidt det skal ændres. Mit problem er, vi kan ende med langt færre arrangementer for vores medlemmer, hvis vi står stejlt på, at der altid skal være penge til alle, der kommer og taler, men vi har nedsat et udvalg, der kommer med et udspil i næste uge«, uddyber Jakob Vedelsby.
Tina Smedegaard Andersen, der er kulturdirektør i DR, synes ikke, at man snyder forfatterne for løn. I den aktuelle sag om arrangementet under »Ordkraft« understreger hun, at der er sket en misforståelse.
«Ordkraft er et åbent arrangement, og der har vi bare inviteret forfatterne, så de vidste, at det var der. Vi har ønsket, at de følte sig inviteret som gæster til arrangementet. Det er beklageligt, at de har misforstået det«, udtaler Tina Smedegaard Andersen.
