Allerede når jeg vågner om morgenen – er det ikke, som om det sker tidligere og tidligere? – ved jeg præcis, hvad der skal ske. Hver lørdag gennemgår jeg et fast ritual, hvis jeg kan slippe afsted med det. Hvis ikke der er et eller andet forstyrrende, kedeligt voksenarbejde, der kalder, ved jeg, hvad der venter. Det spiller ingen rolle, om jeg befinder mig derhjemme eller i det hus i Sverige, jeg flygter til, så såre muligheden byder sig. Det er ikke særlig coool, det, der skal foregå. Der er intet hipster-smart over det. Faktisk er det så fjernt fra at være nede med de fede, som man kan forestille sig:
Jeg lytter til radio.
Allerede her vil nogle af dem, der hænger ud i solen på Dronning Louises Bro med kasketten omvendt på, dåsebajere i den tatoverede næve og megahøjtalere på cykelvognen klø sig selv i gulvmåtten på underansigtet og råbe »WTF?«, hvis de da kan høre sig selv for reggaerytmerne i sommervinden. Radio – er det ikke en døende kunstart?
Læs også: En historie om bestandighed
Allerede her afslører jeg jo, at jeg er gammel før tid. Men det stopper ikke der. Det er nemlig ikke engang de seneste hits, jeg propper i øregangen. Der er vel at mærke tale om æterbølger af den slags, man kun nødigt indrømmer, at man lytter til.
Først hører jeg nemlig den sidste times tid af »De ringer, vi spiller«. Det vil sige, det hedder det ikke, for hjemme hos os er radioen tit stillet ind på svensk, fordi min kæreste er svensker. I parantes bemærket ved jeg derfor mere om, at en ulv er set uden for Grums i Värmland, end jeg kender til trafikomlægninger i København.
På svensk hedder programmet »Ring, så spelar vi« og er en af grundstammerne, der holder det aflange naboland sammen.
Der er noget trygt og beroligende over den muntre værtinde med det velduftende navn Lisa Syrén, som moderligt er i stand til at kurre med på hvilken som helst samtale med mere eller mindre meddelsomme svenske »medborgare«. Med alle dem, som ringer ind fra nær og især fjern og taler om vind og vejr, gætter en gåde og ønsker et stykke musik. Med mulighed for at vinde en kortbog. Hver gang det samme: Ingen overraskelser, næsten ingen sure miner. Lutter variation over samme tema, samtale efter samtale: Gåture i naturen, børnebørn og strikopskrifter.
I det hele taget er der noget vederkvægende, angstdæmpende over disse let klaustrofobiske, kedsommelige passiarer om ingenting. Verden er stadig et godt sted at være, tænker man.
Læs også: Noget farligt indeni
Men min formiddag i mormorland slutter ikke her. For lige bagefter kommer »Melodikrysset«, hvor værten spiller musikstykker, man skal gætte og sætte ind i et krydsord. Med chance – eller skulle man sige riskio – for at vinde en bakke med programmets logo.
Jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg skulle stille op med et sådant trofæ, hvis jeg vandt det. Men uge efter uge sender jeg troligt mit korrekt udfyldte krydsord ind via den smarte app, som Sveriges Radio nu stiller til rådighed for os trofaste lyttere. Jo, jo, man er vel ung med de gamle.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg lytter til de der radioprogrammer. Men det gør jeg. Og det er sådan set meget rart.
Læs i morgen: Kaffen på kanden