»Jeg var ikke god nok til mit eget land, Norge, fordi jeg ikke var hvid og ikke god nok til mine forældres konservative bagland, fordi jeg ikke var en mand«

Da Deeyah Khan var syv år gammel, smed hendes far alt hendes legetøj ud af børneværelset. I stedet forærede han hende et keyboard.

Som indvandrer og pakistaner i 80ernes Norge havde faren fra første parket oplevet, hvordan hans ingeniør- og lægeuddannede landsmænd blev diskrimineret på det norske arbejdsmarked. Selv de fineste akademiske papirer kunne ikke befri dem fra stemplet som »utlendinge«. Et liv som sports- eller musikstjerne, lød hans rationale, var derfor den eneste måde, hans datter kunne undgå racisme og sexisme. Hvis Deeyah arbejdede hårdere end alle andre, ville folk med tiden glemme hendes køn og etniske baggrund. Kun sådan kunne hun blive fri.