WASHINGTON: Monica Lewinsky er tilbage igen. 41 år og indstillet på at finde en niche i tilværelsen med at hjælpe andre, der bliver mobbet på nettet. For det er lige præcis det, hun selv er blevet – internettets første offer for mobning og forfølgelse – eller »Patient Zero«, som hun selv kalder det.
Monica Lewinsky, den tidligere præsident Bill Clintons elskerinde tilbage i 1998, holdt forleden en tale ved magasinet Forbes’ store kåring af 30 personer under 30 år, der havde gjort sig bemærket inden for 15 områder.
Selv om Monica Lewinsky hverken var under 30 eller falder ind under kategorien at være sin generations fremmeste person, var hun inviteret som en af hovedtalerne. Og for første gang talte hun ud om det liv, hun har haft, siden hun som 22-årig havde en affære med den daværende amerikanske præsident.
»Jeg var 22 år gammel, og jeg faldt for min chef. Det sker. Men han var USAs præsident. Det sker til gengæld ikke så tit,« sagde Monica Lewinsky, der fortalte om de mareridtsår, der fulgte, og som betød, at hun aldrig rigtig har fundet sin plads i samfundet.
Sexskandalen blev trævlet op i alle detaljer, da Clinton blev stillet for en rigsret, og den unge kvinde kunne hver eneste dag i TV, i aviser, ugeblade og ikke mindst på internettet følge med i de ting, der blev sagt om hende.»Jeg stirrede på min computerskærm og brugte min dag på at råbe »Oh My God«, og jeg kan ikke forstå, at de har sagt det om mig. Det er taget ud af helheden,« som hun forklarede.
Hun havde tanker om at dø – af skam. En hård kost for en 22-årig, som betalte en stor pris for at falde for verdens mest magtfulde person.
Læs mere: Husker du Monica Lewinsky?
Senere forsøgte hun sig som designer og med et realitydatingshow, indtil hun flygtede til London, hvor hun var mere anonym og kunne gennemføre en master i socialpsykologi.
Har oprettet fond
Nu er hun tilbage – ifølge hende selv for at være med til at hjælpe de mange, der bliver ofre for mobning på nettet og på de sociale medier. For da Lewinsky læste om den amerikanske collegestuderende Tyler Clementi, der begik selvmord, var hun klar over, hvad hun skulle satse på.
Clementi begik selvmord ved at springe ud fra George Washington Bridge i New Jersey, efter at hans værelseskammerat hemmeligt havde taget en video af Clementi, der kyssede en anden mand. Billederne blev lagt ud på nettet.
Efterfølgende har Lewinsky mødtes med Clementis forældre og sammen oprettet en fond, der skal hjælpe især unge homoseksuelle, der bliver mobbet på nettet.
Læs mere: ”Se min bøssekarl af en bofælle…”
Statistikken er brutal. Op mod 54 procent af unge Facebook-brugere mener, at de har været udsat for mobning.
»Den tragedie er en af hovedårsagerne til, at jeg står her i dag. Clementis historie berørte både mig og min mor. Min mor mest. For hun genoplevede den rædsel, hun havde i mange år for, at jeg skulle begå selvmord, og jeg var også meget langt ude,« sagde Monica Lewinsky.
Men selv om hun nu har fundet sin niche, er der andre, der er stærkt bekymrede for hendes tilbagevenden. For hun kan – hvis hun vil – fortælle eller rettere genfortælle historien om sit forhold til Bill Clinton, og det er dårlig nyt for Hillary Clinton, der måske stiller op som præsidentkandidat i 2016. For der er stadig i vælgerskaren stor bitterhed over, at Bill Clinton forførte en praktikant i Det Hvide Hus. Selv om Hillary dengang fik megen sympati som den forsmåede hustru, skal der ikke meget til at genopvække skandalen.
Foreløbig ser det ikke ud til, at Lewinsky er vendt tilbage for at vække affæren til live igen i offentligheden. Hun holder sig til almindeligheder og hvordan, hun selv oplevede tiden efter forholdet.
Men en af republikanernes mulige præsidentkandidater, Rand Paul, har tænkt sig at bruge Lewinsky-affæren. Han har allerede for længe siden bebudet en genopførelse af dramaet fra dengang og vil køre på det amoralske i at vælge »en familie« som Clinton ind i Det Hvide Hus igen, når det har vist sig, at det, der i så fald foregår, ikke tåler dagens lys. Om Lewinsky har tænkt sig at deltage i Rand Pauls moralske togt mod Clinton-familien er til gengæld tvivlsomt.
Hvis hun har glemt, hvad hun dengang gik igennem, kan hun lige nu på de sociale medier se, hvad hendes optræden i USA allerede har forårsaget.
De samme sociale medier, som hun nu taler om, er fyldt med forargelse og trusler mod hende og går lige fra beskyldninger om, at hun står frem for pengenes skyld til, at hun stadig har affærer med gifte mænd.
