Kærligheden fik hurtigt vinger at flyve på - i både positiv og negativ forstand - da Andreas og Marillia mødte hinanden for halvandet år siden. De blev kærester og lykkeligt gift, men også skilt fra hinanden igen, da Udlændingeservice afviste deres ansøgning om familiesammenføring.

»Marillia arbejdede som au-pair-pige, men hun skulle rejse straks, da vi fik afvist vores familiesammenføring. De mente, at Marillia havde opholdt sig for længe i Danmark. Og så havde jeg været på offentlig indkomst i forbindelse med en stresssygdom,« siger Andreas Hansen.

Nu sidder Andreas' kone i sit hjemland, Brasilien, hvor hun venter på at blive familiesammenført i Danmark. Parret håber på et nyt pointsystem, som anerkender uddannelse og danske sprogkundskaber. Men håbet er spinkelt.

»Jeg tror hverken, det bliver værre eller bedre. Marillia har en uddannelse som skolelærer, men hun er ikke højtuddannet. Hun taler dansk, men ikke perfekt. Vi vil fortsat have problemer - det er jeg sikker på,« siger Andreas Hansen.

Han er klar til at flytte til Sverige eller Tyskland for at være sammen med sin kone og føler, at reglerne rammer ham hårdt.

»Jeg kan godt forstå, hvad regeringen vil dæmme op for, men de griber det helt forkert an. Alle bliver skåret over en kam. Jeg er nødt til at finde et hul, og det bliver så i Sverige eller Tyskland. Vi havde ellers håbet, at Marillia kunne få et arbejde i Danmark, lære endnu mere dansk og komme ud at gøre noget godt for samfundet, siger Andreas Hansen.