Hvad tænker du, når du hører »Cinemataztic« her 20 år efter?

»Normalt lytter jeg ikke til mine egne plader, når de først er lavet, men nu skal jeg ud og spille pladen live, så jeg satte den på. Og den holder! Det var min første tanke. Den er tidstypisk med trommerne, måden at synge på og tekstuniverset, men jeg synes, det en god plade også her i 2015.«

Hvor var du i dit liv dengang?

»Jeg var i gang med Find Holger-processen i de år. Find Caroline. Jeg er vokset op med jazz og den slags, men så kom der en tid i mit liv, hvor jeg fokuserede på noget andet. Jeg var kommet til et nyt land, havde to børn at forsørge og et nyt sprog, jeg ikke havde fået skovlen under endnu. Så jeg var måske ikke 100 procent mig selv i Ray Dee Ohh, men jeg er lykkelig for de lærepenge. Med »Cinemataztic« kom jeg ud af busken og trådte i karakter.«

Jeg husker dig i Dr. Dantes Gasolin’-forestilling – kronraget og stærk. Startede Find Caroline allerede der?

»Helt klart. Min ven Kåre Bjerkø spurgte, om jeg ikke ville komme til audition. Jeg hader musicals, jeg kan ikke klare auditions, og jeg anede ikke, hvem Gasolin’ var – jeg er jo vokset op i Sverige. Men jeg havde ja-hatten på, og det gav mig virkelig noget at stå der på scenen i militærboots, kronraget og nærmest skrige sin smerte og sorg og glæde ud. Det var en helt ny måde at synge på, hvor Ray Dee Ohh havde været pænt med pænt på.«

Hvilket karaktertræk er du gladest for hos dig selv?

»Min nysgerrighed. Jeg har lyst til at lære noget nyt hele tiden. Det er ikke kun godt i musikbranchen, men er også medvirkende til, at man finder nye sider af sig selv, nye måder at tænke på og lærer at forstå mennesker fra forskellige kulturer. Jeg nyder at rejse ud og møde mennesker, jeg ikke vidste fandtes derude. Nysgerrighed er en livsdrivkraft.«

Hvis du kunne ændre noget ved dig selv, hvad skulle det så være?

»Puh, der er så meget at tage af. Jeg har tit barnlige fantasier om, hvor skønt mit liv ville være, hvis jeg så lidt anderledes ud, eller hvis jeg var lidt mere modig. Men jeg læste et skønt interview med Astrid Lindgren, da hun var over 90, og hun havde også stadig barnlige fantasier om, hvor god hun var til alverdens ting. Så det er åbenbart ikke aldersbetinget.«

Hvad har været dit livs længste minutter?

»Det må da have de der fødsler. Meeen, det er så dejligt bagefter (CH har tre børn, red.)«

Hvem er din største helt?

»Oh my God. Maya Angelou (amerikansk forfatter mm., red.), Astrid Lindgren, Nelson Mandela – men her i jubilæumsåret for kvinders stemmeret også alle mine formødre, alle de kvinder, der er gået foran for at opnå de rettigheder, vi har i dag. Ved du, at kvinder i USA først fik lov til at have deres eget kreditkort i 1974 – og stadig skulle være gift og have deres mands underskrift? Mine helte er alle mine formødre, der har kæmpet. Og den stafet passer jeg godt på og giver videre.«

Hvad ser du som din største succes?

»Privat er der jo ikke noget, der kan måle sig med at have en familie. Jeg elsker sætningen: »You’re only as happy as your unhappiest child.« Så hvis det er på plads, er der basis for alt det andet. Karrieremæssigt har jeg med genudgivelsen af »Cinemataztic« evalueret de sidste 20 år, og jeg synes sgu, jeg har gjort det godt. Det er måske meget udansk at sige, men jeg har lavet masser af plader, spillet mange koncerter, været med i teaterstykker og lavet film. Og jeg har et stort publikum.«

Og din største fiasko?

»Jeg har haft mange fiaskoer både på det personlige plan og i karrieren, men grundlæggende kan jeg godt lide mig selv, som jeg er – og den person ville jeg ikke være uden mine fiaskoer. Det er vigtigt at kunne favne sine fiaskoer og ikke så fede sider.«

Hvis du ikke var sangerinde, hvad ville du så være?

»Jeg havde helt klart taget en videregående uddannelse. Antropolog sikkert. Og siddet et sted i Afrika eller arbejdet for Mellemfolkeligt Samvirke.«

Hvad er den mest utiltalende tendens i tiden?

»Pick one! Vi ved en masse om hinanden i dag, og hvordan vi har det, og på trods af det har vi svært ved at favne hinanden. Det er svært at være menneske i dag. Svært at se folk fra det her land spytte på flygtninge. Hvor kommer dét fra? Eller en ungarsk journalist, der spænder ben for en flygtning, som løber med sit barn på armen. Eller Boko Haram. Eller de økonomiske interesser bag alt det her. Det er svært at gelejde sig igennem.«

Har du et motto?

»Man må tro på det gode. Trods alt.«

Hvad er det bedste, en person har sagt til dig?

»Det må være »Jeg elsker dig.« Og det er ikke bare én person, men dem jeg elsker.«