En af min yndlingshistorier fra min græskfødte mormor var den om, hvordan hun, da hun lige efter krigen var flyttet til Danmark, lavede stegte kartofler i en ovn. Den slags, som man skærer i kvarte på langs og steger en god times tid.

»Skal vi have æbler?« havde min mormors svigermor spurgt, da hun så dem. Og da svigermor fik at vide, at det var kartofler, sagde hun: »Hvad har du gjort ved dem?« Og jeg elskede tanken om min oldemors uvidenhed, og jeg elskede, at min mormor lavede sin stemme om og sagde det skingert og forurettet, og pludselig kunne man se, hvordan hun engang havde været en ung pige, der gjorde nar af sin svigermor i smug.