Havde det ikke været for det skudsikre glas i retten, den trykkede stemning og det relativt store fremmøde af journalister, kunne den 67-årige mand i drabssagen fra Fogedretten være blevet forvekslet med enhver anden morfar.
Krøllet hår, skæg, en ternet skjorte og et par cowboybukser. Der var ikke umiddelbart noget usædvanligt ved morfaderen, der sad bænket i Frederiksberg Byret. Og så alligevel.
Den 67-årige erkendte sig i går skyldig i manddrab og forsøg på manddrab efter nedskydningen af to personer i Fogedretten i København tirsdag formiddag. En kalkuleret operation, som blev indledt allerede mandag, hvor han havde savet løbet af sin jagtriffel, så den ubemærket kunne tages med i retten.
Morfaderen ønskede imidlertid ikke at svare på anklager Martin Stassens spørgsmål i retten. Det skete med den begrundelse, at han var blevet afhørt i adskillige timer dagen forinden og ikke havde fået medicin for sin migræne. Derfor tog anklageren udgangspunkt i politiets 14 siders lange afhøring af manden, som under hele grundlovsforhøret sad med ryggen til tilhørerne og stort set ikke rørte på sig.
Dræbte advokat på stedet
Af afhøringen fremgik det, at morfaren havde medbragt en jagtriffel kaliber .243, som er beregnet til råvildt. Han medbragte også seks patroner. Og endelig havde han medbragt en fuldmagt, så han kunne møde i retten i stedet for moderen til det treårige barn, som hele samværssagen drejede sig om.
Kort efter, at sagen var begyndt i Fogedretten, hev den 67-årige morfar jagtriflen op af tasken. Snart efter flygtede den dommerfuldmægtige ud ad en dør og alarmerede politiet. Morfaderen gik hen til sin eks- svigersøn og faderen til det treårige barn og skød ham i brystet fra halvanden meters afstand, hvorefter faderen faldt sammen på gulvet.
Ifølge politiets afhøring rettede morfaderen derefter riflen mod faderens 57-årige advokat, Anders Lindholt, og dræbte ham på stedet. I mellemtiden var faren kommet på benene og flygtede stærkt blødende ud af samme dør, som den dommerfuldmægtige var løbet ud af.
Morfaderen satte efter ham og skød efter ham flere gange. På gulvet kunne han se, at der lå store blodplamager. Faderen til barnet tryglede ham om at stoppe, bad for sit liv og forsøgte at forsikre ham om, at han ville skrive under på, at han ikke ville se sit barn igen. Men morfaderen stoppede først, da der ikke var flere patroner tilbage i jagtriflen. Til hans egen store frustration. Han plan var at dræbe både advokat Anders Lindholt, faderen til det treårige barn og til sidst sig selv.
»Jeg skulle have taget flere patroner med,« konstaterede han under blodbadet i Fogedretten.
Det fremgik af en diktafon, som morfaderen havde på sig under skudepisoden. Her kunne man også høre skud og skrig, forklarede anklager Martin Stassen, som læste op af et udskrift fra diktafonen under grundlovsforhøret.
En betændt proces
Morfaren gik derefter tilbage i retssalen, pakkede riflen ned i sin taske og gik ud af retsbygningen. Her blev han råbt an af en bevæbnet politibetjent og anholdt. Efter gårsdagens grundlovsforhør blev morfaderen varetægtsfængslet i fire uger frem til 15. oktober.
Faderen til barnet blev i alt ramt af fire skud i maven og brystet. Anklager Martin Stassen forklarede efter grundlovsforhøret, at hans tilstand er stabil. Han er blevet opereret og ligger i koma.
Det fremgår blandt andet af et afskedsbrev, som morfaderen har skrevet, at samværssagen har været en stærkt betændt og problematisk proces. Han skriver blandt andet:
»Det er mit håb, at de rette vil få øjnene op for den forskruede forældreansvarslov. Ingen myndigheder har taget hensyn til barnebarnets tarv. Jeg håber, mine nærmeste vil tilgive, at jeg forlader dem på den her måde.«
Under grundlovsforhøret kom det frem, at morfaderen nærede et meget stort had til både advokat Anders Lindholt, den dommerfuldmægtige og til faren til det treårige barn. Morfaderen mente, at parterne havde chikaneret hans datter.
Ekstremt konfliktfyldt
Der har også tidligere i samværssagen været en hadsk atmosfære mellem de berørte parter i sagen.
Under et af de foregående retsmøder var det nært endt i slagsmål mellem advokat Anders Lindholt og morfaderen, og samværssagen blev i grundlovsforhøret beskrevet som »ekstremt konfliktfyldt«.
Ifølge oplysningerne i grundlovsforhøret har den treåriges mor ikke efterlevet påbuddet om at sørge for, at faderen havde samvær med barnet.