»Jeg har spildt mere end ti år af mit liv på druk, stoffer og et fuldstændigt stagnerende onanistisk evighedsstudie, der ikke rykkede sig ud af pletten, fordi jeg studerede evigheden og ormene under min negl. Hvorfor sad jeg i mine forældres kælder og drak en flaske vodka om dagen og skrev et speciale på 400 sider om offentlig hygiejne i Paris mellem 1750 og 1850, som jeg aldrig afleverede? Spildte muligheder, spildte år, spildt liv.

Når man ryger hash, bliver små problemer til store problemer, fordi du ikke handler og griber ind og får vasket op og tøj i tide og afleveret opgaver i tide og bøger i tide. Mit kollegieværelse var en svinesti, man ikke kunne bevæge sig ind og ud af, så mine forældre rykkede mig ind i den fineste lejlighed på Grønningen, som jeg også sumpede til. Jeg holdt de største fester, hvor hele København var inviteret. Min mormors fine tæpper og møbler – alt sejlede i sprit og aske, så skadedyrene spredte sig til hele bygningen, og viceværten måtte bryde døren ind.