»Ved du hvad Thomas. Jeg får altså mere i løn, end du gør.« Ordene kommer fra 79-årige Max Heidemann og er rettet mod Fredensborg Kommunes borgmester Thomas Lykke Pedersen.

»Gør du det?« svarer borgmesteren undrende.

»Ja. Jeg får så mange smil og positive tilkendegivelser, og det kan slet ikke gøres op med den smule løn, du får.«

Max Heidemann mente, hvad han sagde, da han sidste år vandt kommunens frivillige ildsjælspris. Det gør han stadig.

Frivillighed har været en del af hans liv i mange år. Det er ikke et bevidst valg, han har taget, men det er kommet naturligt.

»Det er et gen, jeg har i mig. At hjælpe andre mennesker. For mig er det en fornøjelse. Det er bestemt ikke nogen plage, selvom jeg bruger 25 til 30 timer om ugen på det,« siger han.

Andre ville måske læne sig tilbage og nyde pensionisttilværelsen. Måske især hvis de som Max Heidemann har arbejdet 80 til 90 timer om ugen langt størstedelen af livet, hvor han har haft et engrosfirma med fødevarer og en rullende ostebutik. Men det kan han ikke. Faktisk kan han slet ikke forstå den herskende tankegang – at man efter en lønnet karriere skal stoppe med at yde en indsats, når der er mange andre måder at bidrage på.

»Jeg kan ikke undvære at gøre noget for andre mennesker. Jeg kan ikke sidde stille. Jeg kan lide at gøre noget. Alene det, at jeg kan gøre et andet menneske glad, er meget mere værd end at have en masse hundredekronesedler,« siger han og tager en bid af sin hjemmebagte bolle med ost.

»Ole sad på en knold og sang. La-la-la-la-la-la-la-la-la-la! Får og beder omkring ham sprang. Tra-la-la-la-la-la-la-la!«

Max Heidemann synger tit, når han hjuler rundt med de ældre på vejene. Både fordi det er hyggeligt, men mest af alt fordi mange af passagererne er demente.

»Demente mennesker kan ikke huske ting, men hvis du sætter melodi på og synger sange fra dengang, vi gik i skole, så kan de huske teksten udenad. Det er helt underligt, men det slår ikke fejl,« siger han.

Cykelprojektet begyndte han for 12 år siden. Ældresagen, som Max Heidemann har været medlem af siden 1987, manglede en person, der kunne løbe ture med en dement mand. Max Heidemann blev hevet ind, men løbeturene var ikke et hit, så han fik ideen om at skaffe en tandemcykel. Med penge fra en fond fik han købt en enkelt, og hurtigt var det en populær begivenhed, men fordi en tandemcykel kræver en god motorik, var der flere, der ikke kunne komme med på en tur. Parallelcyklen kom ind i billedet og i dag er der fem styk, der hver uge kører rundt med omkring 50 af kommunens plejebeboere.

Cykelturene holder ikke kun ham selv i gang, det går lige så meget den anden vej.

»Livskvaliteten bliver forøget. Man har ikke så ondt i leddene, fordi man får luft og rørt sig. Folk er så glade for det. Det er lykken, siger de. Mange troede aldrig, at de skulle komme ud og cykle igen,« siger han.