»Det her vil se godt ud på Instagram,« tænkte jeg med det samme.

Barnet og jeg sad på det smukke konditori La Glace i det indre København med to stykker lagkage foran os.
Lyserød bagvæg, lyserød kage, fridag, leende barn, fine tallerkener. Det var perfekt.

Jeg tog telefonen op af tasken, bad barnet om at smile endnu bredere og tog et snapshot for at forevige noget hverdag, der ikke var som hver dag.

#udenfilter #dayoff #hygge

Alt det her lyder åndssvagt, når man sådan skriver det sort på hvidt.

Nu har jeg indrømmet det overfor mig selv. Instagram og jeg bliver aldrig gode venner.

Jeg har lige slettet det sociale medie fra min telefon og næste skridt er at slette min profil helt og aldeles. Lidt over et halvt år er det blevet til. 16 fotos fra min hånd. Et af dem er af nogle småkager fra julen, et andet er af en min brændeovn, et tredje er af min søns fødder i hans fars sko.

Igen: Det lyder helt åndssvagt.

Jeg kan ikke lide, hvad Instagram har gjort ved mig. Jeg er blevet en gemen spion. Et uhøfligt menneske, der har trængt sig på.

Mens mine børn har leget ovenpå eller mens aftensmaden har simret, har jeg luret i andre menneskers daglige stunder, grinet skamløst af deres tydeligvis helt ægte opstillede fotos og været underligt fascineret af totalt fremmede menneskers liv i en sær perfektionistisk underverden, hvor kys mellem ægtefæller, brunch-seancer og fredagsdrinks altid er sat i #lykke.

Mennesker, jeg har aldrig har hilst på in person, men som jeg alligevel har været tæt på at sige hej til, når de har passeret mig på gaden i København. Fordi jeg ved, hvem deres kæreste er, hvordan deres stue ser ud og hvad de spiste for en uge siden.

Mennesker, som jeg har fulgt, men som ikke følger mig.

Nu er det slut. Min hånd er øm efter at have bladret igennem fotoalbummet over vores tid.

Jeg skal have en pause fra de mange pæne kaffekopper, de pæne sofaer og deres puder, de pænt klædte babyer med hårbånd på, de pæne smuksak-kvinder, de pæne mænd på evig løbetur og ikke mindst de mange hundreder af skjulte og ikke-skjulte reklamer, man møder der.

Jeg har i forvejen et absurd og dobbeltsidet forhold til de sociale medier og min iphone. Det ene minut hylder jeg, hvor genialt det alt sammen er. Det andet minut har jeg lyst til at slette hele min digitale nutid og kaste iphonen ned i den første skraldespand, jeg møder.

En følelse, de fleste sikkert kan genkende.

På Instagram kulminerer det, oplever jeg. Alt hvad vi bringer op til overfladen i samfundskritikken i dag, er så voldsomt slående lige der. Foto efter foto strømmer forbi dig og illustrerer til sammen, at menneskeheden mest af alt er optaget af sig selv.

Instagram sætter en fed streg under det. Voksne mennesker, der poserer som teenagemodeller med knæk i hoften og børn, der tager snapshots af dem selv i spejlet.

Se mig, jeg har anrettet en tallerken på en flot måde. Se mig, jeg har vinterbadet. Se mig, jeg var på ferie. Se mig, jeg har trænet. Se mig, jeg har en kjole på. Se mig.

En anden væsentlig del af årsagen til, at Instagram og jeg ikke kan sammen er, at jeg helt ærligt ikke ved, hvad jeg skal bidrage med derfra, hvor hverdagsæstetikken bor.

Endnu en selfie til de flere millioner af selfies, der ligger derude?  Endnu et foto af nye sko, øreringe eller en fin aftenhimmel?

Mit liv er jo bragende ordinært. Jeg drikker for det meste nescafe af skårede kopper. Jeg ser Netflix alt for mange aftener om ugen. Mange gange er der læbestift på tænderne, når jeg har taget en selfie.

Bliver verden et bedre sted af, at jeg deler det? Næppe.