Jens-Ole Blak ved godt, at han nogle gange får gjort ting, som er »helt ude i skoven«. Som for eksempel når han er på besøg hos nogen og begynder at lede efter et toilet i et børne­værelse eller andre steder, hvor sandsynligheden for at finde et toilet er beskeden.

Det sker også, at han helt glemmer at gøre noget, som han ellers har aftalt at gøre. Det kan være som ved en lejlighed for flere år siden, hvor han havde lovet at have maden klar, når hans kone, Lene, og en veninde kom tilbage fra en lang gåtur, og han så sad og så TV – og ikke har lavet noget mad.

»Det er højst ubehageligt, når det sker, og jeg godt kan fornemme på omgivelsernes reaktion, at jeg har undladt at gøre noget eller gjort noget andet, end det jeg er blevet bedt om, eller det der var forventet af mig. Så bliver jeg flov og irriteret på mig selv.«

Men Jens-Ole Blak, 70 år, ved også godt, hvad årsagen er, til at det fra tid til anden går lidt skævt. Det skyldes den demens­sygdom, som han fik konstateret for snart fem år siden, og som gør, at tingene nogle gange udvikler sig anderledes, end folk omkring ham havde forestillet sig.

»Det er jo ikke tilsigtet fra min side, at det bliver sådan, og jeg kan ikke forklare, hvad det er, der sker. Jeg tror jo, at jeg gør det, vi har aftalt. Min evne til at holde fast i, hvad der sker omkring mig, er ringe. Det er ikke noget problem med de ting, der er rutine. Men når der sker noget andet uden for de vante rammer, så kan det godt knibe med at følge med,« siger Jens-Ole Blak.

»Måske kan de tro, at jeg har drukket«

Derfor har han det også bedst og føler sig mest tryg, når hans omgivelser kender til hans situation. I familien og blandt vennerne ved alle, hvad Jens-Ole fejler, og når de skal et nyt sted hen, vil han gerne have, at hans kone har fortalt om hans situation på forhånd.

»Jeg ligner ikke én, der har en sygdom, og hvis folk ikke kender til det, kan de godt se lidt mærkeligt på mig, når jeg så gør noget anderledes. Måske kan de tro, at jeg har drukket. Derfor er jeg også helt åben om min sygdom og min situation. På den måde undgår man, at nogen begynder at stå og hviske i krogene om »ham den underlige«. Og når folk ved, at jeg er dement, står de jo på spring for at hjælpe og gribe ind, hvis jeg er på vej til at gøre noget mærkeligt. Det er klart, at jeg som dement er meget afhængig af forståelse fra mine omgivelser.«

Han ser også sådan på det, at han jo er uden skyld i sin sygdom. Det handler ikke om, at han har røget og drukket eller i øvrigt har haft en udsvævende livsstil, som kan forklare, at han er blevet dement.

Der er tale om en familiebetinget lidelse. Han har arvet sin sygdom, forklarer han. Hans farmor var voldsomt dement, og han kan huske, at hans egen far påtalte det over for den lokale brugsuddeler, at han igen og igen solgte den samme vare til hans mor, så de efterhånden havde adskillige uåbnede poser af den stående hjemme på køkkenbordet­.

»Det er ikke min skyld, at jeg har denne sygdom. Det er noget, der ligger til familien. Dengang med min farmor prøvede man at gemme det væk og ville ikke acceptere, at hun var syg. Men det er det værste, man kan gøre. Man skal ikke prøve at skjule, at nogen er dement. Dels kan det ikke lade sig gøre, og man bliver til grin, hvis man prøver. Dels kan tingene godt fungere, når folk har fået et praj om, hvordan situationen er.«

Jens-Ole Blak kan også blive lidt ked af, at hans alderdom ikke er blevet helt, som han nok havde drømt om. For eksempel fylder musikken ikke længere så meget, som han gerne ville, og som den gjorde tidligere, hvor han bl.a. i en længere årrække var rektor på musikkonservatoriet i Aalborg.

»Musikken har været en stor del af både mit liv og mit arbejdsliv. Jeg spiller også lidt indimellem på »spilledåsen«, det elektriske klaver, ovenpå og hører musik i radioen eller på CD. Men det bliver ikke til så meget mere.«

Men han har stadig det vigtigste i sit liv, sin kone gennem 47 år, Lene, hans store kærlighed og livline.

»Hun betyder alt for mig.«

Jens-Ole lever i nuet

De to har dog også drøftet, at den dag kan komme, hvor sygdommen har udviklet sig, så »jeg måske skal på en institution«. Men de tanker fylder ikke så meget, og for det meste kan han skyde dem fra sig.

»Jeg er ikke typen, der lægger planer langt ude i fremtiden. Jeg kan godt se, at det, jeg havde forestillet mig, ligger langt fra, hvor jeg er i dag. Og hvis noget skulle have været anderledes, så skulle det selvfølgelig være, at jeg ikke havde denne sygdom. Punktum. Det er ikke nogen ønskesituation at være dement, og jeg ønsker for alt i verden, at mine børn og børnebørn ikke får den sygdom.

Men jeg lever også i nuet. Helt præcist. Jeg har mange glæder og meget at leve for, og det gør jeg så. Så godt jeg kan.«