Da jeg boede på kollegiet Studentergaarden sidst i 1990erne, ville jeg gerne lære at ryge. Jeg kan ikke huske hvorfor, jeg var vel ung, stram i huden og så dum(dristig), som man kun kan være, når man er 23 og tror, at man aldrig skal dø. Min veninde Karen tog opgaven på sig, og vi sad på den lille altan på min gang til et par fester, mens hun forklarede, hvad jeg skulle gøre. Jeg var en umulig elev. Jeg hostede, jeg hadede det, og jeg husker det, som om det tog få sug, før jeg droppede ideen.
Siden da har jeg bare været en tolerant ikkeryger. Folk har altid måttet ryge i mit hjem, jeg har altid tænkt, at vi da bare kunne lufte ud, når de var gået hjem, og det generede mig ikke, heller ikke da det blev mere og mere ualmindeligt at ryge indendørs, og folk nærmest var chokeret over, at de måtte.