Det danske folk har ifølge dronning Margrethe ikke forandret sig synderligt meget i de seneste 40 år, hvor Dronningen har siddet på tronen.
Det fortæller Dronningen i sit første interview på direkte TV, hvor TV2s Ulla Terkelsen stillede spørgsmålene.
- Jeg synes jo egentlig ikke, at danskerne har forandret sig så meget. Jeg tror, vi er nogenlunde de samme som dengang. Mange ting er anderledes. Der har været en teknologisk forandring, og mange ting har ændret sig. Tiden står jo ikke stille.
- Men jeg synes faktisk, at danskerne er, som danskerne plejer at være, sagde dronning Margrethe.
Interviewet med Ulla Terkelsen dækkede over mange af de emner, som dronning Margrethe har beskæftiget sig med i sine 40 år som dronning.
Der blev blandt andet talt om den 5. juni 1953, hvor daværende kong Frederik IX netop havde skrevet under på den danske grundlov. Det betød, at daværende kronprinsesse Margrethe stod til at blive Danmarks næste regent.
- Det var en stor dag. Det var jeg egentlig godt klar over. Mine forældre havde fortalt mig, hvad det var, men at det lå langt ude i fremtiden. Det var mest det, at jeg tænkte på, at min far skulle dø en dag. Det var det, der fyldte mest.
»Jeg skulle føre værket videre«
- Min far havde virkelig set frem til, at det skulle ske en dag for mig, og jeg skulle føre værket videre. Jeg havde ikke bare en forpligtelse, men jeg gjorde også min fars minde en glæde, og det var virkelig en inspiration, sagde dronning Margrethe.
Hvordan Dronningen har klaret sig som regent i de seneste 40 år, vil hun dog ikke selv vurdere.
- Det er meget svært at bedømme sig selv. Det mener jeg ikke, at man kan.
Majestæten medgiver dog gerne, at hun har gjort det godt som Danmarks dronning.
- Det har jeg måske nok. Jeg har i hvert fald ikke jokket mere i spinaten end strengt nødvendigt.
Hun gav på ny udtryk for, at stillingen som dronning er noget, man har hele livet, og at kronprins Frederik derfor ikke skal regne med at indtage kongetronen før tid.
Dronning Margrethe er dog meget fortrøstningsfuld i forhold til, hvordan kronprins Frederik vil klare det som konge, når den tid kommer:
- Ja, det kan De stole på, at jeg er.
Speciel lykønskning
Dronning Margrethe har på søndag den 15. januar været regent i Danmark i 40 år, og hun fik som afslutning på interviewet en lidt speciel lykønskning med fra Ulla Terkelsen.
- Tillykke med de næste 40 år, lød det fra TV2-journalisten.
- Det er måske lige rigeligt, replicerede Dronningen med et smil.