Konen blev kysset farvel. Hun skulle på arbejde. Det samme skulle han. Det var en helt almindelig hverdagsmorgen i efteråret 2009. Men dagen endte som alt andet end almindelig. Det blev dagen, hvor Claus Nielsen, for første gang ud af fem, forlod sin kone og sin familie og flyttede ind hos en anden kvinde.

»Jeg pakkede bare min Suzuki og kørte af sted,« fortæller Claus, der i dag er 60 år og bor i Højby.

Han arbejdede på det tidspunkt som lærer og IT-kyndig på en specialskole. Det var et fleksjob, som tog hensyn til, at han ikke som tidligere kunne arbejde fuld tid, fordi han er ramt af Parkinsons. På skolen arbejdede også en kvindelig kollega, som han syntes godt om. Meget endda.

Nuvel. Flirteri og småforelskelser på arbejdspladsen kan vel siges at være et velkendt fænomen. Det er vel også i orden at blive betaget af dygtige og søde mennesker, man møder livet igennem. Men er man glad for den, man har derhjemme, dyr man sig, og med tiden driver fascinationen over. Den bremseklods havde Claus bare ikke på det tidspunkt. Han gav efter for sine følelser for kollegaen, og hun for ham.Det var hende, han den morgen i 2009 kørte hjem til i stedet for på arbejde. Ikke et ord sagde han til konen. Heller ikke til sine børn, som alle tre var flyttet hjemmefra. Han forsvandt bare ud i det blå og efterlod sig et brev, hvor der stod, at han flyttede. Ellers gav indholdet ikke megen mening. Et par dage efter hans forsvinden fandt hans familie ham, og han blev kaldt hjem til et møde. For hvad i alverden foregik der?

»Jeg var helt iskold, hvad jeg ellers ikke er, og jeg fortalte, at jeg var færdig med min kone. Tænk, at mine børn skulle opleve mig sige det. Hun forstod ingenting. Hun troede, jeg var ved at begå selvmord,« siger Claus.

I dag ved han, at det var den medicin, han på det tidspunkt tog mod sin Parkinsons sygdom, som fik ham til at følge indskydelsen om at flytte hjem til kollegaen. For medicinen kan have den bivirkning, at man mister det, man kalder sin impulskontrol. Det rammer op mod hele ti procent af dem, der bruger de såkaldte dopaminagonistpræparater.

Forenklet forklaret accelerer medicinen effekten af den ellers vigende mængde dopamin, som parkinsonspatienter netop lider af. Men for nogle giver det altså den bieffekt, at de bliver ludomaner, får en ekstrem shoppetrang eller oplever at have et stort sexbehov – at de bliver hyperseksuelle. For eksempel angives det på indlægssedlen til medicinen Sifrol, at spillelidenskab, øget sexlyst og øget seksualdrift er almindelige bivirkninger. Kun midlertidige, dog. Mindsker man dosis, eller stopper man med at tage medicinen, forsvinder bivirkningerne.

I Parkinsonsforeningen kender man godt til bivirkningerne, som kan have store sociale konsekvenser. Ikke kun for den sygdomsramte, men for hele familien omkring.

»Den værste bivirkning er ludomani. Vi har folk, som ikke tør røre computeren, fordi de er bange for at spille hus og hjem væk. Der er rent faktisk nogle, der har været så langt ude. Det kan også handle om overdrevent indkøb af ting, man ikke har brug for, eller at man spiser hele tiden. Men mange af bivirkningerne kan man gøre noget ved, for det kan man jo tale med sin neurolog om, og så kan der ændres på medicinens sammensætning. Men ofte fortæller de ikke neurologen, hvad det er for problemer, de har,« siger foreningens formand, Jorry Højer.

Heino Jespersen, et af foreningens bestyrelsesmedlemmer, mener, at årsagen skal findes deri, at neurologerne dårligt har tid til at tage samtalerne om de svære emner, som i øvrigt er svært tabubelagte.

»For hvem vil fortælle, at de bag om ryggen på deres ægtefælle for eksempel går i swingerklubber flere dage i træk for at have sex? Eller at de har shoppet hele familiens formue op? Det er jo ikke noget, som nogen har lyst til at identificere sig med,« siger han.

Arne Møller, klinisk lektor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, forsker i sammenhængen mellem medicin og manglende impulskontrol blandt parkinsonspatienter, og han har flere eksempler på, hvor grelt det kan gå de bivirkningsramte.

»Det er grusomt, når den manglende impulskontrol tager over. Det fører til skilmisser, at man mister sit job, til fængselsstraffe. Hvis man bliver ludoman, så er det, man tænker på, spillet, og hvordan man nu får råd til det næste fix. Det er en narkotikalignende trang, de har. De kan finde på at begå indbrud og bankrøverier for at skaffe penge til at spille for,« siger Arne Møller.

De personlige problemer afspejler sig i en undersøgelse, som Parkinsonsforeningen har gennemført blandt sygdomsramte og pårørende. Undersøgelsens overordnede konklusion er, de såkaldt non-motoriske problemer fylder mest hos patienter og pårørende. Mere, end at de parkinsonsramte ryster og stivner, eller at de bliver glemsomme. Blandt andet viser undersøgelsen, at 42 procent af de syge selv oplever en forandret sexlyst. Det samme oplever 28 procent af deres pårørende.

For Claus kom medicinen også til at ramme ham på sexlysten, som steg mærkbart. Det blev et tema i ægteskabet, for konen var fint tilfreds med det niveau af seksuelt samvær, som havde været normalt i deres ægteskab.

»Det handlede mest om nærheden og var måske det, man kan kalde et fornuftigt sexliv,« siger Claus.

Da han forlod sin kone, tog hans kollega imod ham og lod ham flytte ind. På sin vis blev hun det næste offer for medicinens luner, for efter otte-ti dage flyttede Claus atter hjem til konen. Det var jo hende, han ville dele sit liv med. Hvorfor han havde gjort, som han havde, kunne han ikke forklare hustruen. Han kunne ikke huske det. Han beskriver det selv som, at han havde »sorte huller«.

»Første gang, jeg kom hjem, gik det op for mig, at jeg ikke kunne huske noget. Jeg sagde til hende, at den var helt gal. At det ikke var mig at gøre sådan. Det var absurd, for jeg vidste jo, at jeg havde gjort det. Men jeg er et ordentligt menneske. Jeg har altid elsket min kone, og det var det, jeg ville,« fortæller Claus.

Konen valgte at tage ham tilbage. De forsøgte at tage det op med Claus’ neurolog, at de havde ægteskabelige problemer. At han havde ændret adfærd. Men fokus i samtalen med lægen var på det fysiske, mens det følelsesmæssige blev fejet til side.

De havde ellers på mange måder også et godt liv. Han blev førtidspensioneret og nød tiden til familien, vennerne og deres sommerhuse. Men historien gentog sig. Han flyttede hjem til kollegaen. Fire gange. Uden varsel.

»Det var helt absurd. Det kunne være lige efter, at min kone og jeg havde kysset eller havde været i seng sammen.«

Hver gang tog hans hustru ham tilbage. Men der var slået alvorlige skår i tilliden. Den sidste gang, han forlod sin kone, endte Claus alene i et sommerhus ved Klint. Han talte ikke længere med nogen. Kollegaen ville ham ikke. Konen ej heller. Vennerne slog hånden af ham. Han var der alene, sammen med sin depression. Præcis hvor længe husker han ikke, men i måneder. Til gengæld husker han, at det var vinter, for det var »pissekoldt«.

»En enkelt ven skrev til mig, at han stadig gerne ville være min ven. Ellers havde jeg kun kontakt med en af mine sønner.«

Efter nogen tid forsøgte han og konen dog at nærme sig hinanden igen. Vaklende. Langsomt genoptog de samlivet. Undervejs gik de til forskellige psykologer sammen.

»De sagde, at hun måtte acceptere, at jeg ikke kunne komme med en forklaring på, hvad jeg havde gjort, fordi der ikke var nogen.«

Først, da hustruens tidligere souschef en dag ringede, begyndte brikkerne at falde på plads for ægteparret. Souschefen havde selv en med Parkinsons i sin vennekreds, og han havde kendskab til, at medicinen kunne være årsag til problemerne. I Parkinsonsforeningen bekræftede en rådgiver over for Claus’ kone, at medicinen meget vel kunne være årsag til miseren. At den gjorde, at Claus mistede sin impulskontrol og fik hyperseksualitet. Claus skulle bare se at komme ud af medicinbehandlingen, lød rådet. Så ville hans kone få sin normale mand igen.

»Fra det øjeblik vi fandt ud af, at det var medicinen, blev alle mine sorte huller fyldt ud. Alt det, jeg ikke kunne forstå ved mig selv, faldt pludselig på plads.«

Han stoppede med medicinen og fik en god måned senere en anden type. Tabet af impulskontrol forsvandt. Han kontaktede ikke kollegaen. Han blev sig selv igen, følte han. Men ægteskabet havde lidt så stor skade gennem de fire år, hvor konen var blevet forladt og havde taget Claus til nåde.

»Af og til, når jeg troede, det var godt imellem os, vældede det hele op i hende igen. Jeg vidste slet ikke, hvor svært det hele havde været for hende, sagde hun. Og hun syntes, at jeg skulle være mere ydmyg. Mere undskyldende. Men jeg havde ikke tanken om skyld i mig.«

Så kom det store sammenbrud, et stort skænderi, hvor Claus gik ud af hjemmet, så de kunne komme på afstand af hinanden. Men han gik i sort. Kroppen gik i stå, hvilket skyldtes en kombination af sygdommen og et alvorligt angstanfald. Han endte sammenkrøbet på et håndklæde på naboens terrasse.

»Jeg løb bare ud i natten. Jeg faldt. Jeg hyperventilerede. Jeg var helt fra den. Jeg kunne høre, min kone kalde, men kunne ikke svare. Det lykkedes mig at krybe hen til lyset fra et vindue i mit hus, så min kone kunne se mig.«

Hun hentede ham ind. Hjalp ham i seng. Et par dage senere kørte han i byen efter sin medicin. Men i mellemtiden havde konen læst SMSerne på hans mobiltelefon. I løbet af den kaotiske nat havde han skrevet til kollegaen. Hendes beskeder var slettet, men hans lå der endnu. Han havde skrevet, at han elskede hende, kunne man udlede. Han huskede intet og forsøgte at lyve sig fra den beklemte situation.

Episoden blev dødsstødet til ægteskabet. I september i fjor blev de skilt.

»Mange mener, at jeg brugte sygdommen og bivirkningerne som undskyldning for at opføre mig grimt. Det er også derfor, at jeg har mistet de fleste af mine venner. De kunne efter fem minutter på Parkinson-hjemmesiden konstatere, at sygdommen ikke kunne forårsage de ting, jeg havde gjort. Men ingen gjorde sig den ulejlighed at læse om de alvorlige bivirkninger, medicinen kan give. Det ville have forklaret det.«