Emma er lettere end luft og bærer støvler af bly for ikke at svæve op til skyerne. Hugh har en sværm af bier boende i sin mund, og Millard er usynlig og kan kun ses, når han har tøj på. Hvilket ikke er særlig tit. Alle er de sælsomme sjæle, der bor på Miss Peregrines børnehjem på en ø uden for Wales, hvor filmens handling udspilles.

»De her børn er ikke superhelte. De er i bund og grund almindelige børn, som bliver anset for at være anderledes, fordi de har såkaldte »lidelser«, der adskiller dem fra andre mennesker. Jeg har aldrig haft bier boende inde i mig, men mit hoved summer hele tiden, så følelsen af at blive stemplet kender jeg udmærket, og det var den følelse, der gav mig lyst til at lave det her projekt,« siger Tim Burton.

Filmen er baseret på bogen med samme titel af forfatter Random Riggs, der udkom i 2011. Den unge Asa Butterfield (kendt fra »Ender’s Game«), spiller hovedpersonen Jake, der lever en helt almindelig tilværelse i Florida. Han har et tæt bånd til sin bedstefar, der - siden Jake var lille - har fortalt historier fra et børnehjem, han engang boede på.

Bedstefarens historier centrerer sig om børnehjemmets sælsomme personer, der er for utrolige til at være sande. Men en række uventede begivenheder bringer Jake til Miss Peregrines børnehjem på øen Cairnholm, hvor en helt ny verden åbner sig for Jake, og han lærer sandheden om sig selv og sin bedstefar.

Tim Burton voksede op i 1960ernes USA, hvor der, ifølge instruktøren, var en udbredt tendens til at sætte folk i bås. De fleste mennesker har på et eller andet tidspunkt i deres liv følt sig anderledes og kan måske derfor relatere til de sælsomme børn, mener han. Selv har Tim Burton valgt at bruge sine »ulemper« til sin fordel.

»Jeg har aldrig syntes, jeg var underlig. Men fordi jeg så monsterfilm og plejede at lege på den lokale kirkegård, blev jeg stemplet som en mærkelig person. I mange år var jeg ked af at blive sat i den bås, men så besluttede jeg mig for at bruge det som en styrke, når jeg laver film. På den måde blev det negative vendt til noget positivt. Men følelsen af at være udenfor forsvinder aldrig rigtigt. Selv om jeg har været heldig at få succes både i min karriere og i mit privatliv, er følelsen stadig en del af mit DNA.«

Ligesom hovedpersonen Jake havde Tim Burton selv et tæt bånd til en af sine bedsteforældre. Han boede hos sin bedstemor i en tid, hvor han havde det svært. Ud over at give ham mad og et tag over hovedet lod hun ham være den, han er. Instruktøren beskriver den periode i sit liv som ekstremt vigtig for den, han er i dag.

Han beskriver det at lave film som meget dyr terapiform. Denne specifikke terapi-session startede, da Tim Burton for et par år siden fik tilsendt Random Riggs’ bog. Bogen indeholder flere gamle fotografier af historiens hovedpersoner, som var det, der i første omgang tiltrak Tim Burton.

»Jeg kunne lide bogen, allerede inden jeg læste den, fordi han havde baseret historien på antikke fotografier, som jeg også selv samler på. Når du ser et fotografi, ser du en historie, men du ved ikke alt om den. Din fantasi tolker dem på en særlig måde, men de forbliver mystiske og poetiske.«

Selv om filmen indeholder mange elementer af fantasi, læner den sig op ad historiske begivenheder. Tyskernes luftangreb på Wales i 1940 danner baggrund for flere scener igennem filmen, ligesom det konstateres, at Jakes bedstefar, spillet af Terence Stamp (Billy Budd), måtte flygte fra Polen til Cairnholm under Anden Verdenskrig, da hans familie blev dræbt af »monstre«.

»Den her historie er en blanding af fortid og nutid, af realitet og eventyr. Jeg kan godt lide at lege med ideen om, hvad der er virkeligt, og hvad der er fiktion, så flere forskellige verdener mødes i denne film,« siger Burton.

Tim Burton er generelt fascineret af eventyr. Både måden historierne er fortalt på, og hvordan de opfattes. På tværs af kulturer er der tradition for at læse eventyr op for børn, men i virkeligheden er mange eventyr utroligt barske, hvor mødre eksempelvis spiser sine egne børn. Mange eventyr minder i virkeligheden om gyserfilm, pointerer Tim Burton.

»Når du er ny i livet, er alting abstrakt. Sådan var det for mig, da jeg var barn, og sådan er det for mine børn. Selv om eventyr kan indeholde noget forfærdeligt uhyggeligt billedsprog, er det på en eller anden måde med til at behandle emner i livet, som du ikke intellektuelt forstår som barn.«

Et af fotografierne i bogen forestiller forstanderen Miss Peregrine. På billedet er hun kun en mørk silhuet med en pibe i munden, men i filmatiseringen er hun skuespillerinden Eva Green. Hun har tidligere arbejdet sammen med Tim Burton i filmen »Dark Shadows« fra 2012, og ifølge instruktøren var hun det perfekte match til rollen som Miss Peregrine, som han beskriver som en uhyggelig Mary Poppins.

»Eva passede perfekt til rollen, fordi hun er mystisk, ligesom filmstjerner var i gamle dage. Jeg kender hende, men jeg kender hende ikke rigtigt, og den mystik passer godt til stemningen i filmen. Desuden ligner hun en, der kunne forvandle sig til en fugl, hvilket er perfekt,« siger Tim Burton og griner.

Miss Peregrine er en såkaldt »ymbryn«, hvilket er kvinder, der har til opgave at beskytte verdens sælsomme børn. Ud over at være beskyttere, kan ymbryner forvandle sig til fugle. I hendes tilfælde en vandrefalk, der på engelsk hedder ’a peregrine falcon’.

Store dele af filmen er optaget i den engelske havneby Blackpool, mens et hus i Belgien danner ramme om selve børnehjemmet. Rollelisten inkluderer desuden Judy Dench, Samuel L. Jackson og Rupert Everett og Emma Purnell.