LOS ANGELES: Lars Dalgaard holder ikke helt det aftalte mødetidspunkt. Den slags småmissere er tilladt, når man er topdirektør og samtidig bestyrelsesmedlem i et af verdens største softwarefirmaer. Det skal imidlertid vise sig, at årsagen er en anden end en fortravlet topchefs overfyldte kalender.

Det er da også til at holde ud at vente, når mødestedet er uden for en café på Santa Monica Boulevard i en velhaverenklave i udkanten af Los Angeles. Vejret er så forgyldt som omgivelserne. Kvarteret er præget af hytter i millionklassen, – i dollar naturligvis. På hjørnet ligger et økologisk supermarked, i butikken ved siden af er der dyre cremer »garanteret ikke afprøvet på dyr« på hylderne. Gadebilledet er et studie i lutter pæne, velklædte mennesker, næsten som optrådte vi i et Ralph Lauren-katalog. Dollargrin er der ikke mange af. I stedet er det tydeligt, at det er politisk korrekt af køre i hybridbiler, hvor små elmotorer snurrer lydløst op ad boulevarden.

Den tendens har ikke ramt Lars Dalgaard. Først kan man høre et hvin fra en motor, der speedes op lidt oppe ad gaden. Senere vokser det til et mindre brøl, og snart svinger en metallicsort Porsche 911 Turbo S ind til fortorvet.

»I må være danskere – det ligner I i hvert fald,« lyder det fra en grinende Lars Dalgaard op gennem det åbne tag.

Det er de færreste danskere, der kender, endsige kan sætte ansigt på Lars Dalgaard. I Silicon Valley, lidt længere oppe i Californien og i de amerikanske iværksætterkredse, er han imidlertid et kendt ansigt. Nogen har kaldt ham for en »pittbull terrier«. Andre har sat prædikatet »helt« på ham, fordi han er så åbenmundet og udfordrer dogmerne.

Fakta er, at Lars Dalgaard er meget snak, men så sandelig også realiteter – senest bevist med salget af virksomheden
»Success­Factors« for 19 mia. kr. til den tyske softwarekæmpe SAP.

Lars Dalgaard bugserer os ind på en lille, overfyldt café, får fundet et bord i hjørnet og spørger så grinende: »Hvad så, hvad skal vi snakke om?«


Det er et godt spørgsmål. Vi har sat ham stævne for at tale om succes. Hvordan man opnår den, hvordan man arbejder med den, og hvad den gør ved folk. Det emne forstår Lars Dalgaard sig på. For succes og jagten på den er en af drivkræfterne i Lars Dalgaards liv. Måske for meget, endda. Det tænker han i hvert fald meget over.

Dansk - med måde

»Der er rigtig mange, der accepterer det middelmådige. Jeg møder mange, der søger det lette. Det forstår jeg ikke. For mig handler det om, at vi skal stræbe, at det nogle gange skal være svært, at vi skal turde sige det højt, at vi vil noget med vort liv – og det gælder i hvert fald også i Danmark. Jeg tænker nogle gange på en bestemt sang fra Pink Floyd, når jeg tænker på, hvordan vi gør tingene i Danmark. Sangen hedder »Comfortably numb«. Jeg lægger det i titlen, at vi måske har det for godt og for nemt i Danmark, og at det smitter af på den sult, som er nødvendig, hvis man vil forandre, udvikle og have succes,« siger Lars Dalgaard.

Han kalder sig selv for »Herlev-dreng« og mener stadig, at han er meget dansk. Men der er grænser.

»På mange måder er jeg stadig meget dansk – og præget af min opvækst. Mange vil måske efterhånden have svært ved at genkende det billede. Men jeg tror, at jeg har taget den sociale tilgang med til USA fra Danmark. Jeg går op i, at vi har mennesker, ikke robotter ansat, og at man skal behandles som individ. Det er vi gode til i Danmark. Men samtidig har jeg et stærkt ego og tænker meget på mig selv. Jeg mener jo, at jeg har et »good ego«, men jeg arbejder på at undertrygge mit »bad ego«, der kan gøre mig svær at være tæt på,« siger Lars Dalgaard og sætter samtidig ord på den anden side af sin personlighed:

Manden der er på ubønhørlig jagt efter succes, manden der sætter alt til side i jagten på den og som derfor trækker sig spor – både gode og dårlige – hos de folk, som han er stødt på undervejs.

Læs mere i Business Søndag