I sommeren 2004 ringede Lego-arving og mangemilliardær, 56-årige Lego-topchef Kjeld Kirk Kristiansens mobiltelefon. Han var til OL i Athen. Det var firmaets unge COO (leder af corporate affairs), Jørgen Vig Knudstorp, der var i røret:
»Siger du, at jeg skal gå af?« spurgte Kjeld Kirk Kristiansen.
»Ja,« sagde den 34-årige Knudstorp.
»Skal du have titel af administrerende direktør?« spurgte Kjeld Kirk Kristiansen.
»Ja,« svarede Knudstorp.
Da Kjeld Kirk Kristiansen havde lagt på, vendte han sig mod hustruen Camilla, som havde overhørt samtalen. Hun spurgte forbløffet: »Er du blevet fyret af Jørgen?«
Det var han.
Ovenstående er et referat af en af de mest usædvanlige telefonsamtaler i dansk erhvervsliv, hvor en ung Jørgen Vig Knudstorp tilbage i 2004 ringede fra lufthavnen i Prag til Legos ejer Kjeld Kirk Kristiansen og fyrede ham som topchef, fordi Knudstorp selv skulle have jobbet.
Ingen andre turde angiveligt – heller ikke Legos daværende bestyrelsesformand Mads Øvlisen.
Samtalen er refereret i bogen »Miraklet i Lego«, som giver et intimt indblik i de mildest talt usædvanligt ledelsesforhold i Lego i begyndelsen af 00’erne, hvor Jørgen Vig Knudstorp fødtes som leder og voksede til at blive en af Danmarks mest beundrede topchefer.
Lego befandt sig dengang i dyb krise. Milliardunderskud hobede sig op, og ledelsen frygtede for virksomhedens overlevelse. Lego-arvingen Kjeld Kirk Kristiansen var formelt topchef, men reelt havde han trukket sig tilbage fra den daglige ledelse. Men Kirk Kristiansen tøvede med at give magten fra sig, og daværende bestyrelsesformand, den tidligere Novo Nordisk-topfigur Mads Øvlisen, var ikke mand for at skære igennem, konfliktsky og uvant med kriser som han fremstod. Så Jørgen Vig Knudstorp måtte gøre formandens arbejde og tage den plads, som var ham tiltænkt.
Knudstorp og Lego blev et match ud over det sædvanlige. Virksomheden er firedoblet i størrelse under Knudstorps kommando, og den fremstår mere adræt og konkurrencestærk end nogensinde. Knudstorp selv er også på toppen. 2014 er året, hvor han fylder 45 år og fejrer jubilæum efter ti år som topchef hos Lego. Iført gråt jakkesæt og store smil joker han torsdag formiddag i denne uge om forår, endorfiner og gårsdagens løbetur, mens han underholder den fremmødte verdenspresse med friske hop og løb på stedet. Fotograferne sender en storm af knipselyde efter ham. Sekunder efter fremlægger han et nyt rekordregnskab, og nøgletallene er igen langt bedre end konkurrenternes. Knudstorp surfer på en bølge af succes, og den vil han blive på. Derfor tager han hver morgen nystrøget skorte på og forlader villaen i Fredericia, konen Vanessa og deres fire børn i alderen syv til 12 år. Det er intellektuel nysgerrighed og en kærlighed til Lego, som driver ham ud på landevejen mod Billund.
»Jeg er meget interesseret i at forstå, hvordan man driver virksomhed, og hvordan man kan gøre det bedre. Det er en intellektuel nysgerrighed, der driver mig,« siger Jørgen Vig Knudstorp, der er uddannet i økonomi på Aarhus Universitet, inden han tog en doktorgrad og med prisen Den Gyldne Pegepind blev hyldet som en af universitetets mest inspirerende undervisere.
Fra stopfyldte auditorier tog han springet til konsulentbranchen, hvor han havde et kort ophold hos et af de mest prestigefyldte af slagsen, McKinsey, inden han i 2001 kom til kriseramte Lego og fik job i afdelingen for strategisk udvikling.
»Når jeg har en god dag, så er det, fordi min intellektuelle nysgerrighed er blevet stimuleret. Når jeg har en dårlig dag, er det fordi jeg føler mig fremmedgjort, og jeg føler mig presset af, at jeg skal leve op til andres forventninger, eller hvad andre synes, at jeg skal gøre,« siger han.
Et stærkt følelsesmæssigt engagement i virksomheden har også forplantet sig i Knudstorp.
»Jeg bliver tit spurgt, hvad er dit næste job, og jeg har det vitterligt sådan, at jeg har meget svært ved at forestille mig at tage et andet job. Jeg kommer til at gøre det her længe, og jeg ønsker mig ikke noget andet job. Jeg har udviklet en kærlighed til virksomheden og brandet, som bliver svær at nedbryde,« siger han.
Den følelsesmæssige involvering har imidlertid også skyggesider.
»Det kan ikke undgå, at det går mig på personligt, når jeg har truffet en forkert beslutning, hvilket jeg selvfølgelig gør tit,« siger han afvæbnende.
Det er ikke bare fejlbeslutninger, som bliver siddende i baghovet, når han triller hjem mod Fredericia eller sætter sig i et fly fra en fjern destination med kurs mod Billund Lufthavn. En nagende følelse af utilstrækkelighed sniger sig ind på ham, når han er for langt væk fra centrale personer og begivenheder i og omkring Lego. En følelse, som trænger sig på, jo mere global og indflydelsesrig Lego-koncernen bliver.
»Du føler aldrig, at du gør det godt nok. Det gør jeg i hvert fald ikke. Jeg synes aldrig, at jeg er nok i Kina, og jeg synes slet ikke, at jeg forstår Indonesien,« siger Knudstorp og fortsætter talestrømmen:
»Jeg synes på ingen måde, at jeg er nok i Afrika, som jeg tænker bliver uhyre vigtig på den lange bane. Samtidig har jeg nogle særdeles vigtige kunder i USA, som siger, at de ikke synes, at de ser mig nok. Samtidig er jeg for langt fra Hollywood,« siger han med tanke på »The Lego Movie«, som storhitter i USA for tiden.
»Det at være til stede er den absolut største udfordring. Og jeg holder virkelig af at være til stede. Men jeg skal jo også være til stede til min datters skolehjemsamtale, hvis der er noget, som hun synes er svært. Så det at være til stede er den største udfordring,« siger Knudstorp.
Man kunne tro, at udfordringen bliver lettere at håndtere med årene, efterhånden som Knudstorp lærer virksomheden og dens interessenter bedre at kende. Men i Legos vokseværk forholder det sig anderledes.
»Der er en stor fordel i, at jeg trods alt kender virksomheden. Men Lego er også inde i en udvikling, som gør, at det er svært at være med over det hele. Lego er i dag fire gange så stor som før. Så det vil sige, at medarbejderne fra dengang udgør en relativt lille del af den nuværende skare. Familien Lego vokser hele tiden i et helt vildt tempo,« siger han.
Alene i 2013 steg antallet af ansatte i koncernen med over 1.300 personer. I dag er der næsten 12.000 ansatte på verdensplan.
Tilmed har virksomhedens globale rækkevidde og indflydelse forandret sig meget, siden Knudstorp satte sig for bordenden.
»Når det gælder lovgivning i USA, som har vital betydning for Lego, så ville vi for ti år siden være en irrelevant samtalepartner for amerikanerne. I dag er vi en hovedsamtalepartner. For de ser også ’The Lego Movie’. De ved også, hvad Lego er, og at det brand fylder mere i den amerikanske hverdag i dag. Så på den måde er kravene til mig også vokset,« siger Knudstorp.
Lego styrker hele tiden sin globale tilstedeværelse. Med Knudstorp i spidsen er koncernens omsætning firedoblet de seneste ti år. Væksten er aftaget på det seneste, men stadig over ti procent årligt.
Det betyder, at der også i fremtiden bliver flere kunder, flere fabrikker og flere ansatte at holde styr på.
Det har omkostninger at være på farten. Særligt for en far til fire. Men prisen er topchefen villig til at betale, for den står trods alt mål med udbyttet i det store billede. Dog sker det, at han fortryder sine prioriteringer og sin måde at agere på.
»Der har været nogle enkelte situationer, hvor jeg på grund af travlhed i jobbet, har været meget langsom til at opdage en situation, der var ved at bygge sig op i vennekredsen eller i familielivet. Det kan være et nærtstående familiemedlems død, hvor man måske nærmest først til sidst opdager, at det her er faktisk terminalt, eller at man sidder til begravelsen og tænker, ’åh Gud, jeg ville ønske, at jeg var kørt derop for tre weekender siden og fået en længere snak, før vedkommende virkelig fik det dårligt’,« siger han og sætter ord på et fænomen, der går ham på:
»Der er ting, som jeg i en travl hverdag registrerer, men i virkeligheden ikke får ordentligt ind under huden.«
Jobbet som øverste chef for verdens næststørste legetøjskoncern med en omsætning på over 25 mia. kroner er en balancegang. Tiden mellem familie, venner og Lego balancerer på en knivsæg. Tilmed skal ledelsesstilen balanceres igen og igen. Den ene dag skal han være kreativ og innovativ. Den næste dag systematisk og kontrollerende. En balancekunst, der tænder hans engagement.
»På den ene side er mit job, at jeg skal være ekstremt analytisk, systematisk og strategisk tænkende. Men hvis jeg ikke også evner at tænke kreativt, når det er påkrævet, så ville vi have et stort problem,« siger han.
»Det er jo fra mig, at det udforskende skal komme. En stor del af min opgave er, at virksomheden holder disciplinen, holder processen og leverer det, vi aftalte. Men jeg skal også være chefen for forstyrrelser. Chefen, der siger, ’lad os prøve at gøre det på en helt anden måde’. Det får tit nogle af mine kollegaer til at sige: ’Ej, hold nu op! Vi har jo lige aftalt, at vi skulle gøre det på den her måde, og det virker jo’,« fortæller Jørgen Vig Knudstorp, der selv ser det som en force, at han kan skifte fra at være den forstyrrende chef til at være den systematiske.
»Den opgave, synes jeg, er ekstremt motiverende, og jeg føler, at den der yin og yang, vekselvirkningen fra højre til venstre hjernehalvdel, er lige mig. Den måde at bruge mig selv og mine kompetencer på finder jeg ekstremt motiverende,« siger han.
Jørgen Vig Knudstorp er faldet til hos Lego, som når to ægtefæller efter mange års parløb ikke kan undvære duften, synet og følelsen af hinanden. På afstand ligner han den mand, der tog chefjobbet på sig for små ti år siden. Hvis noget har forandret sig, er han måske blevet lidt mere afklaret om, hvor godt han befinder sig i jobbet. For det var en vanskelig begyndelse.
Knudstorp var midt i 30erne og uden synderlig ledelseserfaring, da han indtog direktionskontoret i Lego og ansvaret for dengang 8.000 medarbejdere. Med skæg, professorbriller og hjemmestrikket sweater lignede han snarere en gymnasielærer end en nålestribet topchef, og han kunne endda finde på at tage børnene med på arbejde. Overraskelsen var stor i dansk erhvervsliv, da unge Knudstorp blev udset som den første uden for Lego-familien, der skulle føre virksomheden videre.
»Hvis vi havde præsenteret en kandidat for Legos bestyrelse med tilsvarende kvalifikationer, var vedkommende blevet fejet af bordet. Det er jeg ikke i tvivl om. Valget af Legos nye topchef bygger hovedsagligt på personlig tillid mellem ejer og topchef. Det ser vi ofte i familieejede virksomheder - tillid vejer tungere end objektive kriterier,« sagde den respekterede headhunter Jens Howitz til Børsen.
Knudstorps forhold til ejerfamilien og ikke mindst Kjeld Kirk Kristiansen er stadig af vital betydning. Knudstorp er spydspids for Lego på ejerfamiliens nåde, og der må ikke herske usikkerhed om de to magtfulde menneskers rollefordeling. Kjeld Kirk Kristiansen gør en stor indsats for at være anonym i offentligheden. Det anskuer Knudstorp som en fordel. For det giver Knudstorp en naturlig plads til at kunne udfolde sig og give Legos brand et ansigt udadtil, som brandet har stor værdi af.
»Jeg har den fordel, at jeg har en ejer, som er berømt for ikke at have et behov for at profilere sig. Jeg føler, at det giver mig en mulighed for at være mere autentisk og engageret over for det publikum, jeg arbejder med, og være åben på en personlig og oprigtig måde,« siger Knudstorp, der mener, at denne form for kommunikation er en af Legos store styrker.
»Det at kommunikere på den måde kunne måske være sværere, hvis man havde andre ejere eller var en børsnoteret virksomhed. For det er sådan nogle ting, som netop gør, at man begynder at lave spin eller endda bliver fremmedgjort i forhold til det stof, vi taler om,« siger Knudstorp.
Den 44-årige topchef har et stramt program, da Berlingske møder ham på regnskabsdagen torsdag i denne uge. Foruden sin regnskabsfremlæggelse, der for første gang bliver transmitteret direkte til alle verdens internetbrugere, og en samtale med Billunds borgmester giver han over 20 interview den dag i Billund, hvor pressefolk fra USA, Tyskland og Taiwan har indtaget de lavtloftede lokaler i hovedkontoret. Der er afsat ti minutter til hver journalist, og Knudstorp hilser pænt, svarer pænt og giver sin personlige udlægning af Lego-rigets tilstand. Hele tiden forsøger han at være til stede og leve op til de krav, som omverdenen stiller til ham.
Præsentation af et årsregnskab er en stor dag for Lego, hvor omverdenens øjne i særlig grad hviler på Lego-koncernens topfigur. Knudstorp leverede sit tiende regnkab som topchef for legetøjskoncernen og slog igen alle rekorder. I fremtiden vil endnu flere flå i den ambitiøse topchef.