Musiker Lars Pedersen sidder i en mini-taxa-bus sammen med sine bandvenner fra Rockers By Choice, der i starten af 90erne havde succes som den første danske rapgruppe.

De har taget flyet til Sønderborg fra Kastrup Lufthavn, fordi de næste dag skal spille en koncert.

Nu er de på vej til et hotel i Sønderborg. Det hele har været lidt stresset. De kom for sent til flyet, og stemningen i bandet er en smule presset. Lars Pedersen er træt og udmattet, derfor falder han i søvn på bagsædet.

»Pludselig vågnede jeg og så den mest sindssyge advarselslampe, der bare blinkede og larmede. Jeg tænkte, hvad sker der? Jeg kunne ikke få luft. Overhovedet. Og mit hjerte hamrede derudaf,« fortæller Lars Pedersen med en indlevelse, der næsten sætter ham tilbage til den aften, hvor han – i en alder af 22 år – blev ramt af panikangst.

Læs også:
Baggrund: 'Angst er superbenzin for succes'
»Klaveret var en løve, jeg skulle kæmpe imod«

Der går ikke længe, før Lars Pedersen og hans bandvenner er på vej til hospitalet i Sønderborg. Her ved lægerne godt, hvad der er galt. Det var et panikanfald, fortæller han. Alligevel taler han efterfølgende hverken med familie eller venner om det, der skete.

»Det var mig, der lavede al musikken i bandet, derfor hvilede meget af ansvaret på mine skuldre. Jeg tænkte, at det var noget, man oplever i sit liv. Vi var drenge, og vi snakkede ikke om følelser. Vi skulle bare være på toppen. Derfor satte jeg mig heller ikke yderligere ind i, hvad det var,« siger han.

De næste to til tre måneder begynder han at blive bange for at sove. Bange for at lukke øjnene. Han bliver nødt til at udmatte sig selv ved at gå rundt om sit hus hver nat, indtil han bliver så træt, at han ikke kan holde sig vågen. En aften, hvor han sidder i Palads biografen, kommer det hele igen. Han får følelsen af, at »hele lærredet trak sig mod mig«.

Det er først, da han får talt med sine forældre, sin akupunktør, sin læge og musiker Stig Møller fra bandet Steppeulvene, at han for alvor begynder at finde ud af, hvad der er galt.

I dag har han ikke noget at være bange for, og han er ikke i tvivl om, hvad der var medvirkende til, at han blev ramt af panikangst som ung musiker. For mange cigaretter, junk food, ingen motion, stress og økonomiske problemer er bare nogle af de faktorer, der langsomt begyndte at hobe sig op.

»Vi sad i studiet fra klokken 10 om morgenen til klokken 10 næste morgen for at blive færdige med vores plade. Og presset for at lave en endnu bedre plade end den forrige, var stort. Jeg nåede aldrig at stoppe op og rigtig mærke efter. Pludselig stod vi på Midtfyns Festivalen foran 45.000 mennesker og jeg tænkte på, at nu skulle jeg også være klar til interview i morgen.«

Lars Pedersen ville ønske, at han havde den viden, han har nu. Han mener, at det er vigtigt, at man snakker med nogen, som man er trygge ved.

»Så får man at vide, at man ikke er alene. At man ikke dør af det, for det var også det, jeg troede. Det er noget af det værste i verden at hyperventilere, som jeg gjorde. Det bedste er at besvime, men det er det sidste, man vil. Man kæmper imod det og bliver endnu mere bange,« forklarer Lars Pedersen, der via Psykiatrifonden har været med til at hjælpe andre unge med samme oplevelser.

Er du blevet klogere på dig selv?

»Jeg fandt ud af, at jeg ikke er supermand. Nogen kan holde til meget, andre må holde igen. Det er klart, at jeg går rundt med en forståelse for, at jeg ved, at jeg ikke kan misbruge min krop. Og jeg ved, at hvis jeg har kørt mig selv psykisk eller fysisk hårdt, skal jeg lige tage det lidt roligt.«

Læs også:
'Angst er superbenzin for succes'
»Klaveret var en løve, jeg skulle kæmpe imod« Drop præstationsangsten