Det er en blank og vårfrisk dag. Alexander er bekymret.

Senere bliver han bange, hvilket vi kan vende tilbage til. Men lige nu går det nogenlunde. Den 21-årige DSUer og omkring 100 andre unge socialdemokrater har taget strategisk opstilling foran 1. maj-scenen i Fælledparken med hævede anti-fløjte skilte.

De satser på at udgøre en slags bolværk. Mod anti-Thorning-aktivisterne fra »Her er oprøret«, som vil dukke op for at fløjte statsministerens tale sønder og sammen med aktionen »Overdøv Helle«.

»Sidste år var der DSUere og SFUere, der blev slået for at bære skilte, der støttede regeringen. Men vores formand har ret til at ytre sig. Og jeg håber, det bliver en god dag for fællesskabet, hvor vi alle står sammen. Ellers er det bare for trist,« siger Alexander Momtaz.

DSUerne ser dunede ud. Samt nervøse. De ved, hvad der kommer. De ved også, at Socialdemokraternes hovedkvarter på Frederiksberg natten til 1. maj har fået smadret ruderne og er blevet overhældt med blå maling.

Det er arbejdernes kampdag. Kampen mod ... ja, det er så her, både iagttagere og deltagere bliver svar skyldig. Eller rettere: Sammenholdet forekommer konfust.

Som formanden for LO-hovedstaden, Peter Kay Mortensen, indledende erklærer: »Jeg havde forventet at protesterne ville komme fra højrefløjen og nationalisterne, ikke fra venstrefløjen.« Og ikke så snart er formand for FTF, Bente Sorgenfrey, gået i gang med en for publikum tydeligvis meget lang tale, før kampen raser på plænen foran scenen.

To kvinder er i karambolage. Decideret politisk karambolage.

»Der’ sgu ingen arbejdere her ...« råber den ene ind i hovedet på den anden. »Vi bør jo stå sammen,« siger den anden og tilføjer over for den første, som tydeligvis er meget oprevet: »Jeg synes, du skulle melde dig ind i et politisk parti og gøre noget ved det.« Hvortil den første vrænger: »Jeg synes, du er en latterlig nar, en usolidarisk so.«

Kvinden beskyldt for at være nar, usolidarisk og at ligne med en so er tydeligvis en godt og vel midaldrende socialdemokrat, der bruger vendinger som »Vi blev valgt til ...« og »Vi overtog fra en borgerlig regering, der ...« Den vrede hedder Tine Hummelgaard Nielsen, er 44 år og en del af »Overdøv Helle«-aktionen – dog med en mundharpe i stedet for en dommerfløjte som sit foretrukne våben.

De to arbejdskæmpende kvinder har tiltrukket sig en omkransende ring af presse – fotografer, mikrofonholdere, bloknoterende og TV-kamera-bærende folk – alt imens tidspunktet nærmer sig for Helle Thorning-Schmidts tale. »Overdøv Helle«-aktivister begynder at presse sig op mod scenen. Den socialdemokratiske kvinde, som oprindelig ønskede at gøre Tine Hummelgaard opmærksom på, at hun fandt aktionen udemokratisk, trækker sig fra tvekampen. Statsministeren går på. Fløjterne sætter i. Romerlys tændes. Når man står midt iblandt »Overdøv Helle«, er aktionen en succes. Kun få sætninger trænger igennem en tinnitus-grænsende hvislen: »... Danmark er tilbage på sporet ... investere i den velfærd, vi holder så meget af ... når man er arbejdsløs, må man aldrig blive et nummer i rækken ... vi drejer på alle håndtag ...«

Tine råber til Berlingske for at overdøve sine venner. Forgæves. Hun råber igen. Direkte ind i øret: »Jeg har lyst til at sparke hende.« Tine Hummelgaard er arbejdsløs lærer og keramiker fra Præstø. »Jeg er så vred. Se, mine hænder ryster,« siger hun og holder en dirrende hånd frem.

Kampen mellem Thorning og »Overdøv Helle« finder i virkeligheden sted inden for de første 30-40 meter fra scenen. Talen går fint igennem til resten af pladsen. Også på TV, viser det sig.

Statsministeren forlader talerstolen. DSUerne står stadig foran scenen. Nu er de med deres røde rose- og antifløjte-skilte presset op mod den af fløjteaktivisterne, som er noget ældre, i flere tilfælde piercede og dertil virker truende, mens de i stød råber: »Soci-al-demokrati! Klasse-forræderi!« De er flere end DSUerne er.

Alexander Momtaz står nu sammen med nogle af de yngste DSUere neden for scenen.

»Det er virkelig ubehageligt det her. Jeg føler mig ikke tryg ved at stå så tæt på folk, der kun vil kaos og anarki. Det her er ikke fællesskab,« siger Alexander.

Han mener ikke, der er politi nok til stede. Han taler om, at der er DSUere til stede, som ikke er mere end 13 år. »Overdøv Helle« råber videre foran en tom scene. Flyttede de sig blot 30 meter mod højre, ville der kun være et trådhegn mellem dem og statsministeren. Her står den socialdemokratiske leder på en platform og bliver interviewet af TV 2. Hvilket de ikke opdager, før hun er på vej væk igen.

En fyr midt i 30erne er ved at komme op at slås med en af fløjteaktivisterne, mens han samtidig diskuterer med en meget lav DSUer, der gerne vil have det skilt, som fyren midt i 30erne insisterer på både at beholde. Samt forsvare. Det er en pind med et papskilt øverst oppe med den socialdemokratiske rose.

Fyren hedder Pelle Johansen. Han er ikke socialdemokrat. Han er medlem af Enhedslisten, forklarer han Berlingske.

»Men jeg kan kraftedeme ikke holde de antidemokrater ud. De holder Jagtvejen 69 som hellig jord. De er lige som de der ekstreme israelske nationalister. De er ikke bedre. De skal bekæmpes. Og det må du gerne citere mig for,« siger han og går med skiltet.

Den lave DSUer sukker, vender sig om og siger til nogle partivenner: »Husk, vi er fredelige.«