Der er noget, som generer mig ved debatten om folkeskolereformen. Hvem er det egentlig, der genererer så meget modstand mod den?
Umiddelbart ser jeg masser af overskudsfamilier – en stor del af dem veluddannede og venstreorienterede – med en forestilling om, at børn er et projekt, og at børn kommer foran alle andre ting i tilværelsen. I de familier er der tid, overskud og ikke mindst behov for at curle børnene frem.
I overskudsfamilierne er alt nøje afstemt med tidens trends. Der er tid til lektier (en »hyggestund« så børn og forældre kan finde ud af stoffet), den rigtige og gode fritidsinteresse er også på plads, og bilen står altid tanket op og parat, så man er klar, hvis der er brug for transport.
Jeg fyldes med kvalme over den indignation over skolereformen, som denne gruppe af forældre opbyder – med deres forudsigelser om at vi taber en generation på gulvet, og at det er så forfærdeligt, hvad vi gør ved vores børn. Faktum er, at overskudsforældrenes børn ikke bliver tabt nogen steder.
Så kære overskudsforældre: Har I slet ikke empati med alle de børn, som ikke har forældre, der i samme grad som I kan curle deres børn? Der er tale om mange flere, end I tror.
Tag nu eksempelvis de børn – der som mine egne fem unger – har en forælder, der som jeg, er gået ud af 10. klasse og har en uddannelse som smed. Omkring 5. klasse spurter de forbi alt, hvad jeg har lært i matematik.
I skolen havde jeg selv en dansklærer, som meget tidligt erkendte (og opgav), at jeg hellere ville køre traktor på bondegården end sidde og terpe grammatik. Jeg var fortabt allerede i 1. eller 2. klasse.
I alle årene under mine børns skolegang – jeg har været forælder til børn i folkeskolen i snart 22 år og har stadig et enkelt barn i 7. klasse – har jeg oplevet en tendens til, at forældre spiller en stadigt større rolle i børnenes mulighed for succes.
»Læs 30 minutter med dit barn hver dag,« får vi at vide. Eller »nu arbejder vi med rummål, så vil det være en god ide, hvis du bager med dit barn.« Derudover har det generelle lektieniveau været tiltagende.
Det største problem med denne tendens har været, at forældrenes bidrag til børnenes succes gik fra at være et bidrag til at være en nødvendighed. Det er udlicitering, men uden at der kan stilles krav til kvaliteten, og det er der aldrig kommet gode resultater ud af.
Jeg ved godt, hvorfor det er endt sådan: De samme forældre, som nu brokker sig over reformen, sad før i tiden og krævede af lærerne, at børnene fik lektier for hjemme, så deres børn kunne lære noget mere, og forældrene havde en chance for at følge med.
Jeg har meget længe ønsket mig en lektie- og forældrefri folkeskole.
Jeg synes, at folkeskolereformen giver os en reel chance for at gøre op med den skævhed, der er i uddannelsessystemet. Endelig kan alle de, der har behov for støtte til et fag, få hjælp af en, som rent faktisk er uddannet til at lære fra sig. Og ja, det kan endda være, at der sidder en fra en overskudsfamilie ved siden af, som kan hjælpe. Så er det win win, for begge bliver dygtigere.
Jeg ved godt, at skoledagene er blevet længere, men når børnene har fri, skal de ikke se frem til at skulle lave lektier efter skoletid. Det gavner først og fremmest børn, der kommer fra hjem, hvor lektielæsningen ikke er præget af overskud.
De børn skal ikke se frem til at møde med dårlig samvittighed i skole næste dag, fordi de måske ikke har fået lavet lektier, eller fordi de er børn af en smed, der har fem børn, og måske ikke er så skarp til at læse med på skolens intranet. Det vil tilmed gøre dynamikken i en skoleklasse bedre, fordi der er balance i den viden, som klassen har. Alle kan være med.
Er der forældre, som gerne vil undervise deres egne børn yderligere, så er der et hav af lære-selv-apps og programmer på internettet til fri afbenyttelse. Brug dem – men fri mig for at gøre det til en fællesopgave, hvor alt for mange ikke kan være med. Det er mangel på realitetssans og empati.
Ikke alt ved folkeskolereformen er perfekt, noget skal ændres, det er jeg enig i. Jeg tror bare ikke, at det handler om folkeskolereformen, men snarere om arbejdstidsaftalen for lærerne.
Om end jeg synes, at det var nødvendigt at gøre op med den tudsegamle aftale, så har den nye aftale efter min mening grebet for meget ind i lærernes arbejdsliv, og værst af alt, deres liv i almindelighed. Jeg forstår godt, at det har affødt reaktioner, og der skal indrømmelser og ændringer til, for at lærerne kan få næsen i sporet igen.
For lærernes skyld håber jeg derfor virkelig, at de slipper af med den frustration og kan møde reformen i dens tanke og tilpasse den, så den kommer til at udfolde sig i sin idé. Den her reform er en kæmpechance for at løfte både bundniveauet og topniveauet i folkeskolen.
Så kære overskudsforældre, fri mig fra jeres dommedagsprofetier, kør jeres egoistiske børneprojekter af derhjemme – og lad folkeskolen løfte niveauet, ikke bare for jeres, men for alles børn.