Der var engang et fortryllet sted, der lå i den yderste klitrække, midt i en lille bugt, langt fra alfarvej. Det var et sted, der på magisk vis skabte sin egen instinktive rytme, som før eller siden talte til alle sanser.

Sådan ville jeg starte den eventyrlige fortælling om det nu nedbrændte Svinkløv Badehotel, hvis jeg skulle fortælle den i dag. Jeg ville i fortsættelsen fortælle, at hotellet var det helt rigtige sted at fejre livets store dage. Som f.eks. et bryllup. Under en kilometer høj blå himmel i maj måned. At stedet ikke findes mere, har påvirket mig en del. Hvilket grænser til det patetiske, når det ses på baggrund af diverse borgerkrige og naturkatastrofer.