Det er aldrig lykkedes mig at holde med et udenlandsk fodboldhold i længere tid ad gangen. Lige så svært, jeg har ved at forstå, at man kan holde mere med Manchester United eller Liverpool, når de møder et hvilket som helst dansk hold, lige så svært har deres fans det med at forstå, at jeg det ene år kan holde med Everton, for året efter at holde med Arsenal uden at være sikker på hverken det ene eller det andet holds fulde startopstilling.

Men sådan er det. Jeg skifter klub, når jeg får øje på noget, jeg kan lide, og i år har jeg fået øje på Leicester. Okay, det var heller ikke ret svært, og risikoen for, at jeg til næste sæson taber mit hjerte til en anden klub, virker oplagt, men dette er dog første gang, jeg har haft lyst til at skrive klumme om et tilhørsforhold. Hvis man overhovedet kan kalde det det.

Jeg har lyst til at kalde Leicester for det friske pust, der udstiller alle problemerne ved engelsk topfodbold, og som med en bonderøvs elegance udstiller parnassets uduelige og usmagelige overforbrug. Jeg er sikker på, at Leicester ville bruge lige så mange penge som Chelsea, Manchester City og United, hvis man kunne, men faktum er, at kun Stoke og Watford har lavere transferbudgetter end Leicester, og at kun Watford, Crystal Palace og Bournemouth har færre lønkroner at gøre godt med.

Alligevel fører Leicester Premier League med fem point ned til Tottenham og Arsenal, seks point til Manchester City og hele 12 point ned til Manchester United. Chelsea er 23 point efter på en 13. plads. Jamen, hvor er det herligt. I sommerens transfervindue brugte Leicester ifølge Skysports 26,7 mio. pund (257 mio. kr.) på nye spillere, og ja, det er da også en slags penge, men i forhold til det, der har vist sig at være konkurrenterne fra Manchester City, er der tale om pebernødder. City var sommerens big spenders med et forbrug på 153,5 mio. pund (1,5 mia. kr.), og United fulgte tæt efter med indkøb for 108,1 mio. pund (1 mia. kr.).

Mens storklubbernes stjerner i december havde travlt med lukke sig inde for at pudse deres diamantørenringe, tog Leicester-truppen på en smuttur til København, hvor de iført Turtles- og Spidermankostumer satte sig ud på Strøget foran The Dubliner og drak øl, inden de vendte hjemad og besejrede Chelsea med 2-1.

Det havde de fået lov til af manager Claudio Ranieri, der har trænet nogle af Europas største klubber uden nogensinde at have vundet et mesterskab, hvilket gør det desto mere paradoksalt, at han nu er på vej til at vinde Premier League med en af rækkens mindste klubber. Tilmed ved at gøre noget så simpelt som at få spillerne – ofte Kasper Schmeichel – til at sparke bolden langt frem og hurtigt skyde på mål. Det er det tætteste, vi kommer på kick and rush, der som så meget andet har været yt længe nok til nu at blive in. Ikke som i topmoderne, men som i retro eller kitch. Det er fodbold ind til benet, og jeg er faldet lige så meget for det, som jeg faldt for FC Nordsjælland, da holdet afleverede sig til Danmarksmesterskabet i 2012.

Leicester har med 43,7 procent bolden mindst i Premier League og rammer med en succesrate på kun 69,3 procent en medspiller færrest gange af alle. Til sammenligning har Manchester United som det mest boldbesiddende hold bolden 55,8 procent af tiden, mens Arsenal som det mest pasningssikre har en succesrate på 84 procent.

Til gengæld kan Leicester tackle, stå i vejen, opsnappe modstanderens afleveringer og ramme målet. Kun Liverpool sætter flere tacklinger ind end Leicester (22,3 per kamp), og ingen får fat i flere af modstandernes indlæg (11,3 per kamp) og afleveringer (21,8 per kamp). Kun tre hold har flere afslutninger inden for målrammen end Leicester (4,8 per kamp), og så er Leicester-spillerne gode til det, der i øjeblikket hedder »at spille i rum frem for på fod« og er det hold, der har scoret flest mål på dybe stikninger (9).

Det er i korte træk opskriften på et engelsk tophold anno 2016 og skønhed anno Wimbledon 1980. Det er en våd sok i ansigtet på dem, der køber dyre pasningsmaskiner og dansesko til kanten. Det er Jamie Vardy, der blev droppet i Sheffield Wednesday og måtte igennem Stocksbridge Park Steels, Halifax og Fleetwood Town, inden han kom til Leicester, og i sin fjerde sæson i klubben pludselig en dag kunne se sig selv på toppen af topscorerlisten med 18 mål i 25 kampe. Historien er så god, at eventyret allerede er blevet skrevet i utallige varianter.

Leicester er åndehullet i Premier Leagues forbrugsfest, og jeg nyder det lige så længe, jeg kan. Til næste sæson kan charmen være væk, og hvem ved; måske kaster jeg min kærlighed på en af de afskyelige storklubber.