Jacob Holdt har en kælder.
Over 100 kvadratmeter gemmer den effekterne fra hans 40 år som fotograf - blandt andet i de amerikanske sydstater, hvor Holdt tog de billeder, der åbnede danskernes øjne for livet i de sorte ghettoer og blandt de hvideste medlemmer af Ku Klux Klan. Kælderen gemmer konens kjoler fra 70erne, dele fra hans tid som agent for KGB og blade fra dengang, han var aktiv i Black Panther.
Der er meget at holde styr på. Også for Holdt selv.
»Jeg har arbejdet med alle mulige undertrykte grupper,« som Jacob Holdt siger.
Han tager imod i sit københavnske byggeforeningshus, hvor vi drikker te af blå krus. Holdt gnider sig i øjnene. Natten igennem fulgte han debatten mellem de amerikanske præsidentkandidater. Mest for sjov. Det er flere år siden, han sidst var i USA, og landet har ikke længere den tiltrækning på ham, som mange tror.
»Jeg bliver altid fastholdt i min tid med »Amerikanske Billeder«. Når der er race-utroligheder i USA, så ringer medierne. De ringer aldrig, når vi skal tale afradikalisering i Danmark, selv om det er det, jeg har arbejdet med de sidste mange år. Jeg er simpelthen slave af min fortid. Jeg er så frustreret over det!«
»Amerikanske Billeder« er på godt og ondt omdrejningspunktet i Holdts liv. Billederne blev taget under en USA-rejse, som den idealistiske præstesøn påbegyndte i 1971 med et Canon Dial 35-2 over armen. Turen finansierede han som bloddonor. Derudover boede han ofte hos de folk, han fotograferede. Flere af dem indledte han seksuelle forhold til.
Holdt gjorde det til sin metode at sige ja og flyde med. Åbner man sig for andre mennesker, får man det samme igen. Det mener han stadig den dag i dag.
Billederne og bogen var hans gennembrud, men det blev også anledning til den kritik, der blev til en større mediestorm i 2015, hvor Weekendavisen skrev, at Holdt havde digtet, da han beskrev sit besøg under en ildkamp under Wounded Knee i 1973. Senere var der kritik af kilden Charles Smith, der ikke var helt så gammel, som Holdt påstod i »Amerikanske Billeder«. Og som – når alt kom til alt – nok var mere løgnhals end sandhedsvidne fra slavetiden.
De to episoder udløste en længere debat om Jacob Holdt og hans troværdighed.
»Mens sagen kørte, blev jeg ved med at stille op, når pressen ringede. Mine venner sagde »nu må du stoppe med det der. Det ødelægger hele din familie«,« siger Holdt, der mener, at det hele blev kørt ud af proportioner. Hans eget bud er, at han havde været alt for populær. Nu skulle han ned med nakken. Kun filosofien om at sige ja betød, at han tog kampen.
»I sidste ende var det to sætninger, der blev ændret i den nye udgave af »Amerikanske Billeder«. Det er, hvad man kalder flueknepperi!«
Kunsten at sige ja er også emnet i Jacob Holdts kommende selvbiografi og i dokumentarfilmen »Jacon Holdt - Mit liv i billeder«, der har premiere i aften.
Filmen følger nutidens Holdt, der rejser tilbage til USA, hvor han konfronteres med de mennesker, han mødte under tilblivelsen af »Amerikanske Billeder«. Som kæresten Merrylin, der i modsætning til Holdt benægter, at de to havde et forhold. Og til den anden kæreste Marley, der nok medgiver at hun havde et forhold til Holdt, svigtede hende, fordi han var mere interesseret i andre kvinder end i deres ægteskab. Andre kvinder, som Leslie indrømmer, at de »måske godt kunne lide at blive udnyttet.«
»Selvfølgelig bruger man da andre mennesker, når man rejser, som jeg gjorde,« erkender Jacob Holdt, der dog mener, at det var gensidigt.
På den måde var turen også en rejse ind i ham selv.
»De folk, du opsøger, repræsenterer ofte et spejlbillede dig selv. De venner, jeg fik, kom ofte fra traumatiserede familier som min egen.«
I dag taler Holdt gerne om sin præstefar og den psykisk syge mor, der overførte sine neuroser på børnene. I filmen ser man Holdt ordne jorden ved moderens gravsten, mens han fortæller, hvordan hun burede børnene inde med sine angsttilfælde.
Men der er også oplevelser, som Jacob Holdt kan være i tvivl om. Blandt de myriader af ting, han har oplevet, var også en periode, hvor han selv blev radikaliseret. Det var i 60erne, hvor Holdt og nogle af hans venner fremstillede trotylbomber.
Grundstoffet var stjålet ved en militærbase, og planen var at smide det over muren til den amerikanske ambassade. Men efter anholdelsen af andre aktivister blev bomben destrueret. I filmen er det Holdts ven, Kaj Folmar, der fortæller historien.
Jacob’ Holdt trækker lidt på det, da vi kommer ind på episoden.
»Jeg tror altså, at det er en fantasi. Jeg har aldrig smidt så meget som en brosten. Jeg sluttede mig plakatopsætningsfolkene i Tirsdagsgruppen i juni 69 og stoppede, da jeg tog til USA i marts 1970. Det er altså en meget kort radikalisering, vi taler om. Jeg har aldrig drømt om at indføre en revolution i Danmark.«
Til gengæld er det rigtigt nok, at han arbejdede som agent for KGB med kodenavnet Prist.
At det ikke er med i filmen, skyldes dog ikke, at Holdt har noget at skjule.
»Vi filmede tonsvis af ting. Blandt andet åbningen af min udstilling om KGB på Langelandsfortet, som jeg er meget stolt af. For min skyld kunne vi sagtens have taget det med,« siger Holdt.
Han understreger, at det er vigtigt at forstå, hvordan man – som ung - kan komme derud, hvor man støtter væbnet opstand og revolution. Man kan bruge fortiden til at forstå sin nutid. Selv bruger han indsigten i sit nuværende arbejde med antiradikalisering af nutidens islamister i Danmark. Jacob Holdt arbejder med både imamer og mønsterbrydere, og sidste år stod han bag åbningen af landets første kvindemoské. I dokumentarfilmen er vi med, da han byder den kvindelige imam Sherin Khankan velkommen i moskéens nye lokaler på Købmagergade.
»Jeg synes, at racismen her i landet har overhalet den amerikanske. Før i tiden stødte man folk ud i de amerikanske ghettoer. Man »ghettoficerede« muslimer og latinoer. Ethvert barn kan jo mærke, hvis den gældende holdning er negativ over for dem. Er det sådan, glider de ud af samfundet. Det er det, der nu sker med muslimske børn herhjemme«.
Jacob Holdt trækker vejret tungt. Der er stadig meget at gøre. Nu skal filmen markedsføres og vises i 50 biografer verden over.