Jeg har aldrig brudt mig om slutninger.
Det er noget med det uvisse, som driller min indre frygt for det ukendte. Det udefinerbare, der venter på den anden side af det præsente. Fremtiden, jeg ikke kender, fordi jeg står med begge ben solidt plantet i nutiden, der uundgåeligt vil blive til datid.
Jeg befinder mig egentlig bare bedst i det forudsigelige, hvor trygheden hersker. Måske netop derfor har jeg svært ved slutninger. Svært ved at tage afsked og at sige farvel til det, jeg befinder mig i.
Men jeg har lært, at livet er fuld af dem – de forbandede »farveller«. Alligevel forsøger jeg til enhver tid at styre udenom dem. Men de kommer jo uanset hvad. Nogle gange for en kort bemærkning som et ubetydeligt komma i en større historie. Andre gange som et stort fedt punktum, der brat slutter historien.
Sidst jeg sagde farvel til noget betydningsfuldt var, da jeg satte mig på et fly mod Danmark. Jeg sagde farvel til en ferie med min kæreste. Vores første ferie sammen. Det var en af de der magiske ferieoplevelser, hvor tiden forsvinder, og hvor alle dagligdagens sure opstød pludselig smager af iskold rosé og vaniljeis. Og dét i en tid i mit liv, hvor jeg havde mere brug for det end nogensinde.
Det rammer mig som en bittersød satan af et minde, når jeg tænker på det. For selvom jeg havde det bedre indeni, end jeg husker at have haft det nogensinde, så gør det mig unægtelig vemodig at tænke på, at lige netop dén ferie ikke kommer igen. Den er slut.
Nuvel, det kan forekomme en smule melodramatisk - det er jo bare en ferie. Men en slutning er nu engang en slutning, og kun den der siger farvel ved, hvordan det føles.
Jeg tror aldrig helt, jeg bliver god til at sige farvel. Men jeg ved, at livet har lige så mange åbninger som slutninger. Kunsten er vel at lære at holde af begge dele. Og lærer jeg så det? Måske.
Jeg har i hvert fald lært, at det vigtigste er at have nogle at dele de forbandede »farveller« med. For bag ethvert farvel gemmer sig en følelsesmæssig hjemløshed, der afløses af et goddag et sted derude. Og går man mod det sammen, hånd i hånd, vil trygheden overvinde alt.
Lige om hjørnet lurer endnu en slutning, som jeg forbereder et passende farvel til. Jeg starter sådan her.