I sidste uge rejste Mark Howard og hans kæreste tilbage til England efter seks år i dansk fodbold.
26-årige Howard var i hovedparten af årene en forsvarsprofil i Superligaen, hvor han først repræsenterede Brøndby i to år og sluttede med knap fire år i AGF. Da Berlingske forsøgte at finde svaret på, hvorfor en profil i to af landets største klubber forsvandt ud af bagdøren viste det sig, at Howard havde en historie på hjertet. En historie om et eventyr, der sluttede i et mareridt.
Mark Howard gik fra at være en bærende spiller på AGFs Superliga-hold i 2011 med et tilbud om en tre-og-et-halvt-årig forlængelse i skuffen til at blive med egne ord hånet, ydmyget og stukket i ryggen.
Her er Mark Howard beretning, alt fortalt med hans egne ord.
Vi begynder fortællingen i juni, hvor Mark Howard trods løfter om andet fra AGFs sportschef Brian Steen Nielsen pludselig bliver bedt om at kigge sig om efter en anden klub. På det tidspunkt har Howard været skadet i knap et år efter han sæsonen forinden var bærende profil på det hold, der rykkede op i Superligaen under Peter Sørensen. AGF tilbyder Mark Howard en tre og et halvt årig kontrakt i oktober 2011, men Howard mener selv, at han giver AGF-ledelsen en håndsrækning, da han i stedet tilbyder at skrive under på en halvandet årig kontrakt. AGF-toppen afviser, og pludselig beslutter Peter Sørensen, at Howard er en færdig mand i klubben. Det bliver indledningen på et regulært mareridt for Howard.
Løn som ungdomsspiller
PERIODE: Juni 2012
Mark Howard står pludselig uden kontrakt. Han er kun opsat på at vise AGF, at han stadig er samme spiller. Det ender med en kontrakt med en markant forringet løn.
Howard: Brian Steen Nielsen hev fat i mig. Han var tydeligt ophidset.
»Hvorfor skrev du ikke bare under på den ’fucking’ kontrakt. Du har sat mig i en meget dårlig position,« råbte Brian.
Jeg forklarede Brian, at jeg var klar til hvad som helst for at få en ny chance. AGF betød utrolig meget for mig. Penge var ikke et problem, forklarede jeg Brian.
Vi blev enige om en kontrakt på seks måneder til 20.000 kroner om måneden. Jeg gik 80-90 procent ned i løn. Der er altså 16-årige spillere, der tjener mere end det. Men okay, jeg var opsat på at vise, at jeg kunne komme tilbage på banen, og at jeg var den samme spiller, som klubben for bare et halvt år siden ville give en tre-og-halvt-årig kontrakt. Men atmosfæren var dårlig. Det var som om, at det var umuligt at rette op på det.
En dag kom Peter ind i omklædningsrummet og gav hånd til alle spillerne. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge manden, der havde svigtet min tillid, ind i øjnene. Det fik Peter til at irettesætte mig foran alle.
»Du skal kigge mig ind i øjnene, når jeg giver dig hånd. Du skal ikke være respektløs.«
Der blev helt stille i omklædningsrummet. Ingen vidste rigtigt, hvad der foregik, så den konfrontation gjorde indtryk på de andre. Jeg var rasende. Følte mig dolket i ryggen. Men det eneste, jeg var opsat på, var at komme tilbage på fuld tryk, så jeg bed mig selv i tungen.
Degraderet og ydmyget
PERIODE: August 2012
Mark Howard gør fremskridt i genoptræningen og ser et lys for enden af tunnellen. Han er sikker på, at han nok skal gøre comeback i AGF-trøjen, men det ændrer én episode på.
Howard: Jeg kunne løbe nu, og jeg følte mig klar til at sparke til bolden igen. Det var et lyspunkt midt i mørket for mig. Faktisk blev det planlagt, at jeg skulle deltage i en meget let træningssession med resten af holdet forud for en kamp.
Det ville være et stort skridt på vejen for mig. Peter Sørensen kom faktisk hen og begyndte at tale om at lægge en plan for comeback på førsteholdet. AGF var i krise i Superligaen, og jeg tror, at han alligevel tænkte, at han kunne bruge mig på holdet. Dagen før jeg skulle træne med førsteholdet, selvtrænede jeg, mens de andre spillede 11 mod 11. Pludselig går Atle Roar Håland i stykker, og jeg ser Jesper Sørensen komme spænende over med en vest til mig.
»Du spiller i stedet for ham,« sagde Jesper.
Jeg var lamslået. Alle professionelle fodboldspillere ved, at man ikke bare træder ind i et spil 11 mod 11, når man endnu ikke har rørt en bold i genoptræningen. Jeg nægtede at tage vesten på. Det ville simpelthen være for risikabelt.
Efter træningssessionen blev jeg kaldt til et møde med Peter. Han var vred.
»Hvorfor tog du ikke den ’fucking’ vest. Du har tydeligvis ikke travlt med at komme tilbage. Måske kan du godt lide bare at sidde der og ikke spille, ligesom visse andre i klubben.«
Det blev sagt i en nedladende tone. Som om jeg var ligeglad med at komme tilbage. Jeg troede ikke mine egne ører. Han kendte planen og risikoen. Han degraderede mig til at træne med U19-holdet i de kommende to uger. Han ville ydmyge mig. Tvære mig ud. Jeg accepterede. Tænkte at det hele kunne være lidt lige meget nu.
Mobbet ud af Peter
PERIODE: August 2012
AGF-træner Peter Sørensen er på krigsstien og gør ifølge Mark Howard alt for at gøre livet surt for forsvarsspilleren, der ellers er ved at være spilleklar.
Howard: Jeg besluttede mig for at opføre mig professionelt. Ingen træner eller sportschef skulle få mig ned med nakken. De andre spillere spurgte mig hele tiden, hvorfor jeg trænede med de unge, men jeg fandt hele tiden på undskyldninger. Flere journalister hev også fat i mig, men jeg gled udenom. Jeg var løgnens mester i den periode.
Peter Sørensen var også meget nervøs for, hvad jeg ville sige til pressen. Han går helt vildt meget op i, hvad pressen skriver. Brian Steen Nielsen var rasende over, at jeg trænede med U19. Han kaldte det selv respektløst, men han sagde, at hans hænder var låst. Peter havde åbenbart i sin kontraktforlængelse fået indføjet flere beføjelser end Brian. Som en manager i England.
Jeg følte mig virkelig som et råddent æble i Peter Sørensens øjne. Han gjorde alt for at frustrere mig. Jeg blev hele tiden skubbet længst bagud, når jeg ville have behandling af fysioterapeuterne. Nogle gange fandt de på dårlige undskyldninger om, hvorfor de slet ikke kunne nå at behandle mig. Jeg måtte på intet tidspunkt træne på samme bane som førsteholdet, og jeg måtte stort set ikke vise mig på træningsanlægget, når førsteholdet var der.
Jeg følte, det var lidt ligesom mobning på voksenplan. Jeg følte, at det var grotesk, at man kunne behandle professionelle fodboldspillere på den her måde - og så i Danmark. Jeg har haft trænere som Sir Alex Ferguson og Rene Meulensteen. De kan også være hårde på deres egen måde, men de har i det mindste altid behandlet selv uønskede spillere med en vis form for respekt.
Graulunds oprør
PERIODE: Midten af august 2012
AGF-spillerne undrer sig over behandlingen af Mark Howard, og det ender med en diskussion mellem Peter Graulund og Peter Sørensen.
Howard: Der var ingen tvivl om, at jeg var uønsket i klubben. Jeg måtte overhovedet ikke klæde om med førsteholdet, jeg blev tvunget til at vente uden for omklædningsrummet, hvis de havde en holdsnak, og jeg skulle klæde om for at selvtræne. Mit navn blev fjernet fra klubbens website, man kunne ikke længere få trykt en Howard-trøje i shoppen. Mit navn blev streget alle steder, hvor det havde stået før på træningsanlægget, såsom i omklædningsrummet. Alt imens jeg stadig var førsteholdsspiller ifølge min kontrakt.
En dag havde Peter Graulund fået nok, og under en session i styrkerummet stillede han sig frem foran truppen og sagde, at han var dybt uenig i den måde, jeg blev behandlet på. Graulund har siden fortalt mig, at der var debat blandt spillerne, men alle var enige i, at jeg blev behandlet respektløst.
Dette overhørte klubbens fysiske træner Lars Raundahl Rasmussen og i stedet for at konfrontere Graulund, gik han til Peter Sørensen. Graulund blev kaldt op på Sørensens kontor, og de havde en diskussion, hvor Graulund sagde sin mening. Jeg vil altid være taknemmelig for, at Graulund turde stå ved sin mening, og selvfølgelig den opbakning jeg fik fra andre spillere.
Den sidste ydmygelse
PERIODE: September 2012
Mark Howard føler sig så terroriseret, at han slet ikke er i tvivl om, at han skal stoppe i klubben.
Da jeg underskrev kontrakten på seks måneder, var vi enige om, at den kunne ophæves af begge parter efter to måneder. Jeg var slet ikke i tvivl om, at det var slut i AGF. Jeg ville ikke finde mig i mere. Jeg blev enig med Brian Steen om at ophæve kontrakten, men jeg havde bare et sidste ønske. Jeg ville spille en halvleg på reserveholdet i begyndelsen af september. Det var vigtigt for mig at teste min form af i en kamp på et vist niveau, og måske var det en mulighed for at vise nogle andre klubber i Danmark, at jeg var ved at være tilbage i omdrejninger igen.
Brian lovede mig højt og helligt, at det var det mindste, klubben kunne gøre oven på alt det, der var sket. AGF ville have, at jeg godkendte nogle citater til en pressemeddelelse, men de ville have, at jeg takkede klubben for den måde, det hele sluttede på. Det kunne jeg på ingen måde. Det eneste jeg ønskede at sige i meddelelsen var, at jeg var ked af, at jeg brød mit løfte til fansene og aldrig vendte tilbage i den hvide trøje. Det pissede både Peter Sørensen og Brian Steen på.
Jeg lavede et eneste interview efter mit farvel. Interviewet med Aarhus Stiftstidende var min måde at sige farvel til de fantastiske fans, som altid har støttet mig. Men jeg lukkede aldrig op for posen. Det eneste, jeg sagde, var, at jeg ikke altid mente, at jeg var blevet behandlet med respekt. Det var åbenbart dråben for Peter Sørensen. Han lod mig vide gennem Jesper Sørensen, at jeg under ingen omstændigheder fik lov til at spille på reserveholdet i den ene kamp.
Det var Peters sidste ydmygelse af mig.