»Sorte svin«. Sådan lød titlen på fodboldspilleren David Nielsens selvbiografi, som udkom i 2008 og var så fyldt med detaljer om et voldsomt liv bag hans ellers fascinerende, professionelle fodboldfacade, at OB dengang valgte at smide ham på porten.
David Nielsen røg til Norge, og deroppe skete der noget med ham. I dag er han blevet 37 år og er cheftræner for de norske mestre, Strømsgodset. Manden, der blev kylet ud i kulden, er nu inde i varmen og er både velanset og respekteret – i hvert fald på norsk grund.
Berlingske har mødt David Nielsen, mens han var på lynvisit i Danmark for at deltage i sidste del af sin træneruddannelse. Og måske får vi i fremtiden meget mere at se til ham, for Nielsen mener selv, at det kun er op til ham, om han skal være dansk landstræner.
Mere om det senere.
Han begyndte allerede i de to sidste år af spillerkarrieren på trænerkurser. Det var hans vej, og han mærkede hurtigt, at han havde andre tanker om trænerjobbet end mange andre.
»Det handlede om lederstil. Jeg ville være mig selv og samtidig bygge bro mellem spillerne og lade dem være det vigtigste. Jeg har haft en lang fodboldkarriere, hvor jeg selv har været i centrum hele tiden. Den ego-dyrkelse har jeg ikke lyst til at videreføre som træner.«Så jeg hører dig sige, at det overhovedet ikke har været en omvæltning at blive cheftræner?
»Overhovedet ikke. Det har jeg været klar til igennem længere tid. Jeg var indstillet på, at det ville ske, for det var planen hele tiden. Vi vidste bare ikke hvornår. Ronny (Deila, tidligere cheftræner i Strømsgodset, red.) var en ombejlet træner, og det var også med den indgang, jeg kom til klubben.«Jeg tror ikke, der var mange, især ikke i Danmark, der så dig som fodboldtræner. Hvorfor var du så sikker selv?
»Jamen, det der har jo noget at gøre med den måde, jeg fremstår på udadtil. Jeg tror ikke, der var mange af mine holdkammerater i de senere år af min karriere, der var i tvivl om, at jeg skulle være fodboldtræner. Jeg blev opfattet på en vis måde i medierne, og det var jeg selv med til at skabe, så egentlig kommer det ikke som den store overraskelse, at jeg måske blev opfattet på den måde. Så vil jeg til gengæld også sige, at det har været utrolig dejligt at udvikle den side af mig, som offentligheden ikke har kendt.«Er der noget tilfredsstillelse i at vise omverdenen, at du ikke kun var en meget frembusende og voldsom person?
»Selvfølgelig er der det, men samtidig vil jeg også pointere, at det er et ekstremt job at være fodboldtræner, og jeg er af den overbevisning, at det kræver en ekstrem person, hvis du vil have succes i faget. Det gælder i hvert fald tidligt i trænerkarrieren. Man er nødt til at være kold helt ind i hjertet i forhold til de valg, man træffer og det, omverdenen synes om dig og dine beslutninger. Den grundlæggende tro på sig selv skal være til stede. Den bluffer man sig ikke frem til.«Fornemmer du, at man skal have været markant og dominerede som spiller for at få hurtig succes som træner?
»Når jeg kigger rundt på de personer, der tidligt er lykkedes som træner, efter de er stoppet som spiller, er det ofte dem, der har sat tonen i omklædningsrummet og vist standarden den vej igennem.«Hvorfor er det afgørende? Tit taler vi jo om, at det er den tænkende midtbanespiller, der bør blive den gode træner.
»For mig er det utroligt tydeligt. Det er gennemgående. Jeg tænkte da også, hvor pokker Diego Simeone kom fra? Stuart Pearce kan sgu da heller ikke være træner? Jo, det er da logisk. Det handler om at få mænd til at gå ud og præstere. Det kan man ikke altid gøre med strygende hånd. Jeg har mødt en del personer i min fodboldkarriere, som indtager rummet, når de dukker op. Det gjorde Ståle Solbakken for eksempel. Ingen var i tvivl om, at han ejede øjeblikket, og alle kunne mærke, når han var der. Jeg var ikke anderledes end Ståle Solbakken. Jeg har altid samlet omklædningsrummet de steder, jeg har været. Særligt efter mine år i udlandet og i takt med, at jeg blev ældre. Fra jeg var 26-27 år, var jeg meget bevidst om, at jeg skulle sørge for dette. Den del falder mig naturligt. Enten kan man, eller også kan man ikke.«
Du blev hurtigt sendt videre fra OB i 2008, da din famøse bog »Sorte Svin« udkom. Mange herhjemme husker dig sikkert stadig på grund af bogen og den måde, tiden i Danmark sluttede på. Hvor meget hænger det fast?
»Selvfølgelig hænger det ved i Danmark, men en af årsagerne til bogen var, at jeg gerne ville afslutte det kapitel, og alt det jeg havde repræsenteret som person udadtil. Det er ingen hemmelighed, at jeg har dyrket den side, der handlede om at være bad boy i en macho-verden. Det var min måde at finde min plads på dengang. Samtidig har jeg altid været bevidst om, at det på mange områder var påtaget. Siden dengang er der jo sket meget. Jeg nærmer mig de 40 år, og det er ikke unaturligt, at et menneske udvikler sig og oftest til det mere fornuftige. Det samme er sket for mig.« Nu har du succes i Norge, kunne de se dig selv komme tilbage til Danmark for at være Superliga-træner?»Lige nu skal jeg bevise, at jeg kan levere på dette niveau, og jeg er i gang med at bygge mig selv op som træner. Jeg bliver målt hver weekend, og hvis jeg ikke holder til det, bliver jeg fyret. Men fordi der er et krav om konstant at præstere, duer det ikke, hvis jeg konstant går og tænker på, at jeg skal træne FC København. Jeg må gå ind til jobbet i Strømsgodset, som om jeg skal have det i mindst 10 år. Gør jeg ikke det, mister jeg fokus. Det vil afsløre mig, og så er jeg færdig.« Grunden til, jeg spørger, er jo, at man godt kan have en fornemmelse af, at du er sortlistet i danske klubber efter din bog i 2008.»Måske, og den mulighed, jeg har fået i Norge, var ikke kommet så tidligt i Danmark. Omvendt er mange af de spillere, jeg selv tidligere har været på hold med, nu i stillinger rundtomkring i branchen som sportschefer eller agenter. De kender mig som fodboldtræner. Men altså, det betyder ikke noget for mig, hvor jeg er træner. Så længe der er udfordringer og perspektiv i tingene. Ingen kan længere være i tvivl om min dedikation. Jeg står op hver dag klokken 05.00. Så træner jeg, inden jeg smutter ind i videorummet for at forberede mig. Jeg kan ikke ligge stille, og jeg har noget ADHD i mig – det har jeg altid haft – hvilket betyder, at jeg hele tiden er på.«Er bogen egentlig kommet ud på norsk i Norge?»Nej.«Hvad ville der ske, hvis du skrev et par kapitler til og genudgav den nu?»Ingenting. Den fik masser af opmærksomhed i Norge dengang, så der er ikke noget sprængfarligt i det.«
For mange vil det ypperste inden for trænerfaget være at blive dansk landstræner. Hvad tænker du?»Ja, at være træner for sit land er da det største. Uden tvivl. Jeg bestemmer selv, om jeg vil være dansk landstræner. Hvis jeg vil være det, skal jeg gøre alt rigtigt hver dag, måske de næste 15 år, måske de næste 20 år. Jeg skaber selv mine egne chancer. Får jeg succes, vil andre også gerne have det samme, og når der skal ske noget, peger det i min retning på et tidspunkt. Men det kræver, at jeg leverer som fodboldtræner over mange år. Det ved jeg godt. Derfor kan jeg ikke gå og tænke på det dagligt. Her handler det om at præstere konstant. Jeg skal holde mig fit, jeg skal holde mig skarp, jeg skal være den bedste hver dag. Det er min konstante ambition. Derefter kommer de andre ting med.«