Australske Jason Doyle er ny verdensmester i speedway, efter at han lørdag vandt det australske grandprix i Melbourne, hvor sæsonens sidste løb blev kørt.

Det er første gang, at han bliver verdensmester, og det er første gang, at en australier vinder VM på hjemmebane i Australien.

Allerede tidligt i grandprixet lå det fast, at Doyle ville blive verdensmester, men det fik ham ikke til at slippe gashåndtaget.

Doyle blæste i finalen og vandt den, og han slog også danske Nicki Pedersens rekord for flest finaler på en sæson. Pedersen havde opnået ni, men Doyle kørte sig i sin tiende finale i sæsonen.

Der var to danskere med i Australiens Grand Prix. Peter Kildemand blev den bedst placerede på en 13.-plads, mens Niels-Kristian Iversen sluttede som nummer 15.

Polske Patryk Dudek blev samlet nummer to i sæsonen, mens britiske Tai Woffinden tog en tredjeplads.